Annonce
Skanderborg

Mindst 21 af 29 byrådsmedlemmer genopstiller

Tre partier henter deres spidskandidat udenfor det nuværende byråd - men langt hovedparten af de siddende politikere tager gerne en runde mere.

Annonce

SKANDERBORG: Det er usædvanligt, at der ved byrådsvalget 21. november er tre partier, hvis spidskandidat ikke i forvejen er medlem af byrådet. Men det er tilfældet i Skanderborg Kommune.

Det gælder for Konservative, der opstiller Thomas Cordtz som spidskandidat. For Venstre, der opstiller Anders Rosenstand Laugesen. Og for Liberal Alliance, hvor det ikke er så overraskende, da partiet ikke opnåede valg for fire år siden - og nu stiller op med Linda Andrea som spidskandidat.

For De Konservative er det heller ikke så mærkeligt, da partiets byrådsmedlem, Jan Krogh Rasmussen, i november 2016 valgte at melde sig ud af partiet for i stedet at melde sig ind i Socialdemokratiet. Partiet er derfor ikke aktuelt repræsenteret i byrådet.

Søren Nielsen (S) er en af de siddende byrådsmedlemmer, der genopstiller. Men han hár overvejet det modsatte. Arkivfoto: Bollerup
Annonce

Ønske om at fortsætte

Det er ellers ikke fordi, de siddende byrådsmedlemmer ikke er villige til at genopstille. En rundspørge, avisen har foretaget, viser, at 21 af de nuværende 29 byrådsmedlemmer genopstiller og yderligere to overvejer det endnu. Mens 'kun' fem stopper.

Det vil sige - tæller man Henrik Qvist med, som er Enhedslistens nuværende byrådsmedlem, så er der seks, der stopper. Han genopstiller nemlig ikke, men aktuelt er han væk fra byrådet, da han har fået orlov på grund af arbejde. I stedet er suppleanten Maria Temponeras trådt ind som afløser, og hun er partiets spidskandidat til november.

Annonce

De siger farvel

Det er samtidig farvel til nogle af byrådets veteraner.

Jens Grønlund (V), der har været i lokalpolitik gennem mere end 30 år, har meddelt, at han ikke genopstiller. Han var borgmester for Galten Kommune fra 1998, blev formand for sammenlægningsudvalget og blev første borgmester i den sammenlagte Skanderborg Kommune.

Kristian Skovhus (S) genopstiller heller ikke. Det samme er tilfældet for Lars Vodsgaard (S), der stopper efter 16 år i byrådet.

Jens Anker Hansen (B), der kom ind i byrådet, da hans partifælle Maria Baagøe Bove (B) måtte trække sig, da hun på grund af uddannelse flyttede fra kommunen, oplyser, at han ikke genopstiller.

- Jeg har skiftet job, og jeg kan ikke nå både det politiske arbejde, mit professionelle arbejde og mit familieliv. Derfor stopper jeg, siger han.

Annonce

Der er mindre indflydelse

Christina Bottke (V), der er formand for Socialudvalget, oplyser, at hun endnu ikke har bestemt sig.

- Vi har opstillingsmøde 15. maj, men jeg er gået i tænkeboks i forhold til mit tidsforbrug og muligheden for at passe min virksomhed, Mobiloptik, på tilfredsstillende vis. Pilen peger dog mod, at jeg genopstiller, siger hun.

Endnu en politiker er i tænkeboks, det er Peder Porse (V), der kom i byrådet i oktober 2015 i denne byrådsperiode, da partifællen Astrid Lynge Pedersen (V) efter eget ønske stoppede som byrådsmedlem. Men Peder Porse har kun været ude af byrådspolitik i fem år, siden han første gang blev valgt i 1990.

- Jeg overvejer min stilling, fordi jeg grundlæggende ikke synes, at byrådsarbejdet er så spændende, som da jeg startede. Politikerne har generelt meget mindre indflydelse. Og så er jeg heller ikke så ung længere (63 år, red.), og på et tidspunkt skal man jo stoppe. Jeg har også mit arbejde at passe. På den anden side er politik også spændende, og man kan jo have det optimistiske håb, at man kan være med til at påvirke nogle ting. På det sidste er det jo lykkedes at dreje et par sager, træhuset i Mesing, de nu får lov til at bygge, og en større åbenhed, siger Peder Porse.

Astrid Lynge Pedersen, som han afløste, stoppede på grund af tidsnød som følge af fuldtidsarbejde og nyfødte tvillinger.

Hun er i øvrigt ikke eneste byrådspolitiker ud over Maria Baagøe Bové, der har valgt at nedlægge sit hverv i den aktuelle byrådsperiode. Det gjorde Pia Palm (SF) også, det skete efter sygdom. Hun blev afløst af af Jens Sønderskov (SF), der genopstiller.

Annonce

De to yngste forsvinder

Byrådets yngste medlem, Rasmus Ingemann (V), der kun var 18 år, da han blev valgt, stopper også. Han fortæller, at han har brug for at 'komme ud i virkeligheden', få et job, men udelukker ikke, at han engang senere vil genopstille til byrådet.

- Jeg kan kraftigt opfordre andre unge til at stille op, siger han.

Derved er de to yngste, der kom i byrådet ved sidste valg, igen ude af Skanderborg Byråd. Den anden er Maria Baagøe Bove, der var 19 år, da hun blev valgt.

Forinden nåede Rasmus Ingemann i en periode af være gruppeformand i Venstres byrådsgruppe. Marie Baagøe Bove nåede at være formand for et af byrådets midlertidige udvalg, 17-4-udvalget om Skanderborg Campus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Arbejde længe, men i eget tempo

Annonce