Annonce
Brædstrup

Mindre støj og hærvæk: Aktiv sommer for unge skal forhindre ballade

Ring Sø er blevet et flittigt udflugtsmål for byens unge om sommeren, men det er langt fra alle, som nøjes med at sole sig og bade ved søen. Sidste sommer brugte nogle unge nemlig også området til at drikke alkohol om aftenen med efterfølgende støj og hærværk til gene for naboerne. Arkivfoto
Sidste sommer var Brædstrup fra tid til anden præget af støjende og urolige unge ved blandt andet Ring Sø og i Folkeparken. Det vil Horsens Kommune gerne undgå i år, og derfor lancerer kommunen i samarbejde med en række foreninger, politi og SSP en række aktiviteter til byens unge.

Brædstrup: Paintball, klatretårn, ringridning, grillaftener og fodbold er blot nogle af de aktiviteter, som Horsens Kommune vil tilbyde Brædstrups unge i denne sommer.

"God ung sommer i Brædstrup" hedder initiativet, som udbyder alt fra sport og leg til klubhygge rettet mod børn og unge i byen, hvor frivillige voksne vil afholde aktiviteterne. Ungdomsklubben vil således holde åbent hver tirsdag hele sommeren og udbyder forskellige aktiviteter samt serverer mad hver uge. Her er der åbent for alle - også for unge uden medlemskab - og tilbuddet koster ikke noget. Derudover holder BIF Fodbold gratis træning hver onsdag for alle.

Initiativet er sat i søen af familieafdelingen i Horsens Kommune, og ifølge kontaktpersonskoordinator Heidi Wollenberg skyldes indsatsen nogle uheldige episoder med unge i Brædstrup sidste sommer med alkohol, støj og hærværk blandt andet ved tennisanlægget i Folkeparken og ved Ring Sø. Det vil kommunen gerne undgå denne sommer.

- Hensigten er klar. Vi vil gerne i samlet flok skabe en god sommer i Brædstrup for de unge, men også for de øvrige borgere i byen. Sidste sommer oplevede vi nogle udfordringer blandt de unge, som med baggrund i manglende aktiviteter skabte en utryg og uheldig stemning i byen. Flere borgere i Brædstrup oplevede de unges adfærd som utrygskabende, og dette vil vi med denne indsats gerne undgå igen i år, siger Heidi Wollenberg.

Annonce

Program for "God ung sommer i Brædstrup"

  • Tirsdag 25. juni: Skydeaften (luftgevær, paintball og bueskydning) og grill i ungdomsklubben.
  • Tirsdag 2. juli: Klatretårn, ringridning fra trillebør, grill og klubhygge i ungdomsklubben.
  • Tirsdag 9. juli: Stenovnspizza, tovtrækning alle mod ladvogn. Ungdomsklubben.
  • Tirsdag 16. juli: Ormekapløb, vejarbejder udfordringen, minefelt, og grillaften i ungdomsklubben.
  • Tirsdag 23. juli: Udsmykning af klubben, kyllingebowling, isfodbold og grillaften i ungdomsklubben.
  • Tirsdag 30. juli: Finske ski, flag football, tønderulning og grillaften i ungdomsklubben.
  • Tirsdag 6. august: Skattejagt rundt i Brædstrup, kæmpe tovtrækning, mini games i ungdomsklubben.

Desuden er der hver onsdag fodbold for alle kl. 17-18.30.

Programmet er ikke endeligt, og der kan dukke flere aktiviteter op.

Tværfaglig indsats

Indsatsen er tværfaglig, og har involveret SSP, ungdomsskolen, Brædstrup Skole, Sydøstjyllands Politi, Brædstrup IF Fodbold, Brædstrup Handel & Erhverv samt Lions Club Brædstrup. Netværket har i samarbejde udviklet en samarbejdsaftale som på tværs bidrager til det fremtidige forebyggende arbejde omkring de unge.

- Et af målene er, at så mange som muligt deltager, og vi også får fat i de unge, som ikke i forvejen er involveret i en forening eller ungdomsklub, så vi efter sommerferien kan få flere i gang i foreningslivet. Derudover vil vi gerne have konfliktniveauet ned i byen, så der ikke er hærværk, og vi ikke får anmeldelser til politiet, fordi folk er utrygge, siger Heidi Wollenberg.

De første aktiviteter i "God ung sommer i Brædstrup" begynder i uge 26 og kører til og med uge 32. Det endelige program sendes ud i starten af denne uge på Forældreintra og via Facebook.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce