Annonce
Navne

Mindeord: Ulrik Kjersgaard var kort sagt brugsmand helt ind i hjertet

"Ordene ordentlig, omgængelig, åben og ærlig beskriver ham mest præcist, og han ville altid det bedste for alle", lyder det i mindeordene om Ulrik Kjersgaard. Privatfoto

Mindeord: Superbrugsen i Jelling med uddeler Henrik Werge har indsendt mindeord om Ulrik Kjersgaard, Jelling, der blev 89 år:

Dengang Ulrik Kjersgaard var en ung bestyrelsesformand for Jelling og Omegns Brugsforening, mødte han en december dag op i Brugsen for at ønske uddeler Kaltoft glædelig jul.

Men hans gestus blev modtaget afmålt og med beskeden om, at det skam ikke var uddeleren, som Ulrik Kjersgaard skulle ønske glædelig jul, men alle de ansatte.

Lige siden den dag gik Ulrik Kjersgaard hvert år op mod juletid en runde i Brugsen og ønskede hver eneste ansat glædelig jul.

I år får de ansatte imidlertid ingen julehilsen af den tidligere formand. Natten til torsdag 18. marts gik Ulrik Kjersgaard bort efter kort tids sygdom.

Ulrik Kjersgaard kom i Brugsen næsten til det sidste, og han var en mand ud over det sædvanlige.

Han var ingen larmende type og havde intet behov for at bringe sig selv i fokus. I stedet lyttede han tålmodigt og brugte altid argumenter for at fremme sin sag.

Han var loyal og bakkede eksempelvis altid op om brugsuddeleren. Derfor blev han opfattet som meget tryg at arbejde sammen med.

Ulrik Kjersgaard var en mand, der fik tingene til at glide. Hvor nogle mennesker kan være taktiske, beregnende, selviske og arbejde ud fra en skjult dagsorden, var Ulrik Kjersgaard det stik modsatte.

Ordene ordentlig, omgængelig, åben og ærlig beskriver ham mest præcist, og han ville altid det bedste for alle.

Ulrik Kjersgaard kom ind i Brugsens bestyrelse i 1964 og slap aldrig interessen for Brugsens ve og vel.

Til det sidste forhørte han sig hos den siddende brugsuddeler, om den seneste måneds regnskab var tilfredsstillende.

Ulrik Kjersgaard var kort sagt brugsmand helt ind i hjertet. Og hans daglig indkøb af først morgenrundstykke og senere på dagen andre dagligvarer vil blive savnet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

SuperBrugs øgede overskuddet

Annonce