Annonce
Navne

Mindeord: Farvel til en aktiv og skattet logebroder

Henning Donald Holst. Privatfoto
Annonce

Mindeord: På vegne af venner og brødre i Frimurerlogen De To Søjler i Vejle har Ole Bressendorf indsendt mindeord om fhv. værkfører i Vejle og medlem af Det Danske Frimurerlaug gennem 45 år Henning Donald Holst, der blev 83 år:

Br. Henning blev født i Lindved og voksede op i skyggen af anden Verdenskrig, hvor familien gennem Br. Hennings barndom flyttede flere gange i om omkring Lindved og Uldum, og i en kort periode boede de også i Sdr. Omme.

Med en flittig og arbejdsom indstilling i bagagen og tillige med hænderne skruet rigtigt på, tog Br. Henning dagligt turen på cykel ind til Vejle, hvor han fik job som arbejdsdreng hos daværende Hans Jessens Maskinbyggeri på Borgvold 14.

Da Br. Henning ikke kun udviste gåpåmod, men også en ydmyghed over for arbejdet, blev han efter en periode som arbejdsdreng tilbudt en læreplads som kleinsmed.

I årtiet efter krigen udviklede Br. Henning sig - med et svendebrev i hånden - til en særdeles dygtig kleinsmed og senere rejsemontør, der udviste en sjælden grad af teknisk flair og forståelse for faget.

Da rammerne på Borgvold blev for trange, og firmaet flyttede ind i nye lokaler på Niels Finsensvej 4 på Nørremarken, kunne det ikke komme på tale andet, end at Br. Henning flyttede med, og i mange år fremover varetog han på yderst kompetent og dygtig vis jobbet som værkfører for maskinværkstedet.

Også gennem de lidt turbulente år med både opkøb, fusion og flere gange ejerskifte forblev Br. Henning, som den dygtige, stabile og yderst loyale medarbejder han var, på posten som værkfører.

På et tidspunkt ønskede Br. Henning dog at prøve noget andet, og gennem en årrække var han ansat som værkfører og teknisk ansvarlig hos flere virksomheder i Vejle og Fredericia.

Da Br. Henning blev ramt af problemer med helbredet, blev han også tvunget til at drosle ned, og senere måtte han ad flere omgange igennem store operationer, der desværre lagde en fysisk begrænsning på hans muligheder for at gøre alle de ting, han gerne ville.

Listen over Br. Hennings mange og store både private og arbejdsrelaterede projekter er lang, men især hans imponerende byggerier med hus og efterfølgende udgravning af kælder under huset på Solbakken på Urhøj i Vejle og hans sommerhus på Mørkholt, der med feinschmecker-detaljer og udsøgt materialevalg er et imponerende selvbyggerhus, vil blive husket af alle dem, der kendte ham.

Ud over sit profane virke var Br. Henning gennem 45 år en meget aktiv og skattet logebroder i Frimurerlogen De To Søjler i Vejle.

Han blev optaget i logen 13. oktober 1975 og efter at have haft forskellige embeder, blev han i 1986 valgt til logens Mester, og senere påtog han sig foruden andre embeder i logen også et embede i Det Danske Frimurerlaug.

I de sidste par år var Br. Henning også medlem af Royal Arch.

Han var gennem alle årene en højt skattet logebroder og indlægsholder, som der blev set op til, og der blev altid lyttet godt efter, når han sagde noget, og det var med stor glæde, at Brødrene i 2015 på festlig vis kunne fejre Br. Henning i forbindelse med hans 40-års logejubilæum.

Br. Henning var gennem 59 år gift med Birtha, der gennem alle årene var en uvurderlig støtte, og især i de sidste åringer, da Br. Hennings sygdom tog til, måtte Birtha tage over og hjælpe ham, når kræfterne slap op.

Foruden hustruen efterlader Br. Henning sig datteren Else og sønnen John samt svigerbørn, fire børnebørn og et oldebarn.

Æret være Br. Henning Holsts minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce