Annonce
Sport

Min mor fik mig til at bokse

Anders Peder Jensen kom sent i gang med boksning. Nu er dt hans halve liv i Horsens som cheftræner i BK Vitus. Foto: Martin Ravn
Nu har 47-årige Anders Peder Jensen stor succes som træner i BK Vitus Horsens og har 115 kampe på bagen, 109 som amatør og seks som professionel.

Horsens: De fleste starter med at bokse, fordi de har gode kammerater i bokseklubben - men sådan startede Anders Peder Jensen ikke.

Den nuværende cheftræner i BK Vitus Horsens var en uregerlig knægt hjemme i Hee.

- Jeg havde et voldsomt temperament, så en aften, min mor havde været til bingo, kom hun hjem og sagde, at hun havde aftalt med en af de andre, at jeg skulle gå til boksning for at lære at afreagere, siger Anders Peder Jensen.

Knægten var 20 år, og hans sportslige aktiviteter var som angriber på det lokale fodboldhold i serie 5.

Han havde talt om karate, men det syntes hans mor ikke om.

Anders Peder Jensen gik ned i bokseklubben - og det var godt set af hans mor.

En aften sad han med en kammerat, der var 30 år. Der var et par boksehandsker i lokalet. De blev enige om at tage en handske på hver - og bokse. Anders Peder slog kammeraten ud.

Han var en elendig tekniker. De første to diplomkampe gik ikke godt, men pludselig kom han i kamp, og han havde de første fire kampe på knock out.

- Enten tabte jeg på points, eller også slog jeg modstanderen ud, husker han.

Anders Peder Jensens far var fisker i Thorsminde, hans mor var taxachauffør.

De flyttede til Ringkøbing, men da han var fem år, blev forældrene skilt.

Anders Peder Jensen havde en storebror og en lillebror. Det gik ikke for godt i skolen. Han blev mobbet, og i 7, klasse kom han på julemærkehjem.

I 1982 flyttede familien til Hee.

I 1993 kom han på sin rette hylde som bokser.

Annonce
Anders Peder Jensen er selv klar til at presse sine boksere i træningslokalet. Foto: Martin Ravn

109 kampe som amatør

Han startede som bokser i 1993 i Ulfborg, der dengang havde den senere danske mester og Horsens-bokser Lars Pedersen og den danske ungdomsmester Morten Dahl i staben.

Anders Peder Jensen var en fighter, og han slog hårdt.

I 1998 skiftede han til Struer sammen med sin træner Lars Ryan Jensen.

Han kom i JM-finalen mod Michael Rask i 1998 og DM-finalen mod Youssef El-Awad i 2001. Han fik aldrig en af de store titler, men fik landskampnålen i en turnering i Holland, hvor han tabte til en tre-dobbelt tunesisk mester.

Han nåede at møde senere professionelle Lars Johansen, Brian Knudsen, Mark Graversen og Michael Rask.

Det blev til fire knaldkampe mod Brian Knudsen, hvor han følte sig bortdømt i to af kampene, og han endte med at vinde over Mark Graversen. Han boksede stort set alle sine kampe i mellemvægt, bortset fra en enkelt i weltervægt, letmellemvægt, tre i letsværvægt og en i sværvægt.

I Struer var han klubbens topbokser, fordi Lars Pedersen var skiftet til BK Vitus Horsens, men han sluttede amatørkarrieren med halvandet år i Ulfborg igen.

- Min bedste kamp var, da jeg vandt klart over svenskeren Robert Nordmand med 140 kampe og en junior-EM-medalje i Struer, siger han.

I 2001 valgte Anders Peder Jensen at blive professionel hos promotor Henrik Risum, men efter seks kampe blev de uenige.

- Jeg blev skadet i ryggen under træning med Youssef El-Awad og sagde nej til en kamp mod en mand med ni KO-sejre i ni kampe. Henrik Risum kaldte mig useriøs, forklarer han på afslutningen.

- Min far lå syg med kræft, og så valgte jeg i stedet at passe ham. Jeg boksede min sidste kamp i 2002, men fortsatte med at træne indtil 2006. Her holdt jeg et halvt års pause. En dag stod Struer BK uden træner. De spurgte, om jeg ville være træner. Jeg fik min fætter Kasper Holgersen med. Vi overtog træningen sammen, og vi fik skabt en god stab med Kasper Iversen som den bedste. Han blev senere professionel, fortæller han.

Til Horsens

Det var kærligheden, der fik ham til Horsens.

I 2010 mødte han Lotte Madsen, der er mor til hans tre børn, tvillinger på tre år og en søn på seks år. Han har endnu ikke fået taget sig sammen til at slæbe hende til alteret, men de holder stadig sammen ude på Ternebakkevej.

Anders Peder Jensen brugte mange år på at passe utilpassede børn, og han var handicaphjælper, men de seneste tre år har han været jobkonsulent i Odder.

Da han flyttede til Horsens, hentede Lars Pedersen ham til Horsens Atlet Klub som hjælpetræner, men det varede kun et halvt års tid.

I 2012 kom han til BK Vitus som cheftræner, og det har han været lige siden.

- Det var Tor Claxton, der spurgte, om jeg ikke ville være træner i BK Vitus, og vi har haft et fint samarbejde lige siden. Tor Claxton står for den tekniske træning. Det er ham, der afgør, hvornår en bokser er klar til sin første kamp, siger Anders Peder Jensen.

Ellers kører de alt sammen, og de tager med bokserne ud til kampene på skift.

- Vi har 12 kampboksere, og det er jeg lidt stolt af. Vi har gode folk, og vi sætter en ære i at matche dem, så de bliver udfordret. Der er ikke noget ved at vinde alle kampe, hvis de ikke bliver presset. Det får de ikke noget ud af. De skal møde folk, hvor de er undertippet, og når de så vinder over dem, giver det troen på, at de kan nå videre.

- Min største motivation er, når nogen siger, at noget ikke kan lade sig gøre. Det giver mig energi. Så skal jeg nok vise dem, hvad vi kan. Det er mit brændsel.

- Se bare på Morten Givskov. Han startede med at tabe de seks første kampe. I dag er han dobbelt dansk mester i supersværvægt og på vej mod OL. Det er sejt, siger Anders Peder Jensen, der siden 2013 også har været matchmaker for Horsens-bokserne.

- Jeg har ingen planer om at stoppe som boksetræner. Jeg regner med at fortsætte resten af livet, og jeg har heller ingen planer om at skifte til andre klubber. Jeg har det fint i BK Vitus, siger han.

Anders Peder Jensen har været matchmaker i BK Vitus siden 2013. Foto: Martin Ravn.

Diskussioner

Anders Peder Jensen har stadig temperament. Han kan blive rasende, når folk ikke behandler hans folk ordentligt. Han tog et verbalt slagsmål med landstræner Thomas Kyø, fordi han ikke ville give Morten Givskov chancen.

- Jeg bliver stiktosset, når de er uretfærdige. De skal ikke behandle mine boksere dårligere end andre, blot fordi de har deres favoritter. Nu har Morten Givskov fået chancen for at komme til OL, og han har vundet over den ene udlænding efter den anden. Måske har det hjulpet, at jeg har brokket mig. Lad dem afgøre det i ringen. Jeg er klar til at brokke mig igen, hvis det gentager sig, siger han.

- Vi har en anden dansk mester i Michael Nielsen, men jeg tror, han har de største muligheder som professionel. Han har en stil, der passer bedst til de professionelle, og så har vi et stort talent i Kasper Walton, der er blevet god, fordi han har mødt de bedste og gjort det godt. Desuden er Andreas Jørgensen og Jacob Bank store talenter, siger han. Ud over de 12 kampboksere har vi også 40 motionister, som vi er trænere for,

Anders Peder Jensens temperament var tæt på at slå gnister i ringen.

- Efter DM-finalen mod Youssef El-Awad optrådte hans boksetræner Gunnar Berg meget arrogant og provokerende over for mig. Det var meget tæt på, at jeg havde slået ham ned, indrømmer han.

Det står i skærende kontrast til hans store hobby. Det er lystfiskeri.

Han slapper dejligt af med fiskestangen sammen med sønnen på seks år ude i Lundum.

Og så slapper han af hjemme med at skrive.

- Jeg har skrevet de første 120 sider til en bog om mit liv. Det har taget 10 år, men der mangler meget endnu, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce