Annonce
AC Horsens

Millioner på vej: Så meget tjener AC på Brøndbys salg af Rønnow

Frederik Rønnows skifte til Eintracht Frankfurt udløser millioner til AC Horsens. Foto: Anders Kjærbye, Scanpix

AC Horsens fik 3,5 mio. kr, da Frederik Rønnow for to sæsoner siden blev solgt til Brøndby, og nu giver videresalgsklausulen flere millioner.

Horsens: AC Horsens måtte for tre sæsoner siden sælge Frederik Rønnow til Brøndby, da det ikke lykkedes at rykke op i Superligaen. Den talentfulde målmand blev dengang solgt for 3,5 mio. kr og med en videresalgsklausul tilknyttet. Den bliver nu udløst, fordi Brøndby efter denne sæson sælger landsholdskeeperen til Eintracht Frankfurt.

AC Horsens var i første omgang sikret 25 pct. af overgangssummen ved et videresalg af Frederik Rønnow, men beløbet er faldet i takt med, at der nu kun er et år tilbage af målmandens kontrakt med Brøndby. Det betyder i konkrete tal, at AC Horsens, så vidt Folkebladet erfarer, nu "kun" får omkring 10 pct. af salgssummen.

Og det er selvsagt en procentsats, der beregnes ud fra det beløb som Brøndby har solgt Frederik Rønnow for minus det, klubben gav til AC Horsens i sin tid. Sådan er reglerne skruet sammen, så Brøndby - i dette tilfælde - ikke skal betale dobbelt.

Dertil kommer de såkaldte uddannelsespenge, som udgår fem pct af salgssummen. Med et salgsskilt på 21 mio. kr. betyder det, at der er godt en mio. kr., der skal fordeles til de klubber, som Frederik Rønnow repræsenterede fra han var 12 til 23 år. I det tidsrum har har han repræsenteret fire klubber.

Der gik et par sæsoner inden Frederik Rønnow skiftede som ungdomsspiller til AC Horsens tilbage i 2005, og derfor kan serieklubben Stensballe se frem til et mindre beløb i forbindelse med salget. AC Horsens får den største bid af kagen, men Esbjerg, hvor Frederik Rønnow var lejet ud til i en enkelt sæson får f. eks. 10 pct. af millionen. Brøndby får på tilsvarende vis en lille bid af uddannelsespengene.

Når det store regnestykke gøres op betyder det, at AC Horsens kan se frem til at modtage en check, som formentlig lander omkring 2,5 mio. kr. Dermed kan AC Horsens se frem til at få en samlet indtægt på målmanden på seks mio. kr. Når man tager i betragtning, at AC Horsens solgte Frederik Rønnow som 1. divisionsklub, og at Frederik Rønnow var skadet i en lang periode op til salget, var det et godt salg på daværende tidspunkt.

AC Horsens' direktør Kristian Nielsen vil ikke udtale sig om beløb og procentsatser.

- Det har vi aftalt med Brøndby i sin tid. Jeg trænede selv Frederik Rønnow, da han kom til AC Horsens som ungdomsspiller, så jeg glæder mig allermest på hans vegne over, at han kommer videre i sin karriere, siger Kristian Nielsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce