Annonce
Erhverv

Million-projekt: Borgere skal føle sig hjulpet i stedet for jagtet

Lisbeth Torfing (EL) håber, bevillingen på fem millioner kroner kan bidrage til, at flere borgere føler sig hjulpet i stedet for jagtet. Foto: Morten Pape

Horsens Kommune har fået en bevilling på 5,1 millioner kroner, som skal bruges på at hjælpe aktivitetsparate borgere i beskæftigelse.

Horsens: - Der er en del, som føler, de bliver jagtet af systemet snarere end hjulpet. Jeg håber, det her gør, at vi kan få det vendt, så flere borgere får en god oplevelse af at blive mødt med hjælp til at komme videre.

Sådan siger Lisbeth Torfing (EL), formand for kommunens beskæftigelses- og integrationsudvalg, oven på nyheden om, at Horsens Kommune har fået tildelt cirka 5,1 millioner kroner af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Penge, der skal bruges på at hjælpe gruppen af aktivitetsparate borgere over 30 år væk fra kontanthjælpssytemet og ud i beskæftigelse.

- Det er flot, at vores ansøgning er gået igennem, og det glæder mig, at der nu bliver sat turbo på indsatsen, siger Lisbeth Torfing (EL).

Horsens er en af 15 kommuner, der har fået en bevilling ud af en pulje på næsten 55 millioner kroner. De 15 kommuner udgør et etårigt pilotprojekt forud for den landsdækkende indsats "Flere skal med 2", der har til sigte at hjælpe udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet.

- I første omgang skal de udvalgte kommuner samle erfaringer og være inspirationskilde, når "Flere skal med 2" senere på året skal udbredes til flere kommuner og borgere i hele landet, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Annonce

Og jeg tror, det kommer til at betyde, at nogle borgere, som er langt væk fra arbejdsmarkedet, kan få en chance.

Lisbeth Torfing

Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

Kontanthjælpsmodtagere opgøres i grupper af jobparate og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Vurderer kommunen, at man er jobparat, forventes det, at man finder et job.

Vurderer kommunen, at man er aktivitetsparat, forventes det, at der skal en særlig indsats til, for at man kan komme i beskæftigelse.

Kommunen yder i den forbindelse aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere ekstra støtte med henblik på at bringe dem i beskæftigelse på sigt. Dette kan være i form af mentorer, koordinerende sagsbehandlere samt en række forløb som virksomhedspraktik, løntilskud og opkvalificeringsforløb.

I modsætning til jobparate kontanthjælpsmodtagere skal aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere ikke arbejde for deres kontanthjælp, hvis det ikke lykkes dem at finde et job inden for en periode.

Kan få en chance

"Flere skal med"-konceptet, som alle danske kommuner har været igennem, bygger på en indsats, hvor udsatte borgere får tildelt en personlig jobformidler, der målrettet hjælper med afklaring, CV-skrivning og virksomhedskontakt med henblik på at hjælpe borgeren ind på arbejdsmarkedet.

I "Flere skal med 2" bliver der i højere grad taget højde for borgere, der oplever, at særlige helbredsmæssige eller familierelaterede barrierer står i vejen for at få et job.

Og her kan fem millioner gøre en forskel, mener Lisbeth Torfing.

- Vi har rigtig gode forudsætninger for at gøre det på en god måde, for det er en proces, vi allerede er i gang med og har erfaringer med, siger hun.

- Og jeg tror, det kommer til at betyde, at nogle borgere, som er langt væk fra arbejdsmarkedet, kan få en chance, siger Lisbeth Torfing.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce