Annonce
Erhverv

Million-overskud i varmeselskab kommer 11.000 forbrugere til gode

Direktør Christian Niederbockstruck (til højre) og økonomi- og administrationschef Henrik Søgaard fra Fjernvarme Horsens er tilfredse med det nye regnskab, varmeselskabet netop har præsenteret. Foto: Claus Skovholm

Fjernvarme Horsens har netop fremlagt sit seneste regnskab, der på alle måde er tilfredsstilende, mener direktør og økonomichef.

Annonce

Horsens: - Det er svært at forny sig, når budskabet er det samme år efter år, siger Christian Niederbockstruck, direktør i Fjernvarme Horsens A.m.b.a og Fjernvarme Horsens A/S, med et smil.

I hånden sidder han med den udtalelse, selskabet har skruet sammen oven på offentliggørelsen af seneste regnskab, og ordlyden minder om dens forgængere fra 2017 og 2016.

- Udrulningen af fjernvarme kører som planlagt, vi har atter sænket prisen for vores forbrugere, og vi har landet et overskud meget tæt på det budgetterede. På den måde går alt som planlagt, siger direktøren.

Fjernvarme Horsens er ejet af sine forbrugere, hvorfor selskabet efterstræber et overskud så tæt på nul som muligt. Det er næsten lykkedes i det seneste regnskabsår.

Ud af en omsætning på 240,5 millioner kroner har selskabet lavet et overskud på 2,9 millioner kroner, som er blevet fordelt mellem dets 11.000 forbrugere.

Året før lå omsætningen på 227,4 millioner kroner med et overskud på 2,2 millioner kroner.

Fjernvarme Horsens

Fjernvarme Horsens blev stiftet i 2015 i en fusion mellem Horsens Varmeværk og Dagnæs-Bækkelund Varmeværk.Selskabet har adresse på Endelavevej og udgøres af moderselskabet Fjernvarme Horsens A.m.b.a., der er ejet af selskabets 11.000 forbrugere, samt datterselskabet Fjernvarme Horsens, der står for driften.

Fjernvarme Horsens er i færd med en større udrulningsplan, der skal bidrage til, at op mod 19.000 husstande i Horsens bliver tilsluttet fjernvarme senest i 2023.

Fjernvarme Horsens omsatte i 2017/2018 for 227,4 millioner kroner, og selskabet beskæftiger 49 ansatte.

Fjernvarme Horsens har i det seneste regnskabsår blandt andet investeret i et nyt biomasseanlæg, der skal bidrage til at opfylde et stigende behov for fjernvarme i Horsens. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce

Det tavse flertal

I 2013 blev der lagt en strategisk energiplan i Horsens Kommune, der betød, at kommunen så sig nødsaget til at konvertere fra naturgas til fjernvarme, hvis den ville leve op til de CO2-reduktionsmål, der var nævnt i planen.

Fjernvarme er en miljøvenlig varmeforsyningsmetode, hvor de tilsluttede boliger bliver opvarmet af vand, som er varmet op gennem afbrænding af affald og biomasse. Når vandet har tjent sin pligt i boligerne, bliver det ledt tilbage til fjernvarmeværket og genbrugt.

På det tidspunkt eksisterede der tre varmeselskaber i Horsens, og ingen af dem kunne løfte opgaven alene. Det blev derfor besluttet at fusionere selskaberne i 2015, og deraf blev Fjernvarme Horsens A.m.b.a. skabt. Et brugerejet selskab, der udliciterer driftsdelen til sit eget datterselskab Fjernvarme Horsens A/S.

- Men for at det hele kan hænge sammen, har kommunen indført en tilslutningspligt, der betyder, at flere områder i Horsens er blevet pålagt tilslutning til fjernvarme, siger Henrik Søgaard, økonomi- og administrationschef i Fjernvarme Horsens.

En proces, der er i fuld gang, og som har affødt visse kritiske røster fra borgere, der ikke ønsker at blive underlagt tilslutningspligt, som kan være en bekostelig sag.

- Men vi oplever, at det er ganske få mennesker, der er utilfredse. Det tavse flertal har en helt anden holdning, og når vi giver folk mulighed for at blive tilsluttet til fjernvarme, oplever vi, at cirka 80 procent siger ja, siger Christian Niederbockstruck.

Og for mange forbrugeres vedkommende er fjernvarmen ikke noget, der interesserer dem, så længe teknikken virker.

- Fjernvarme er at sammenligne med pension. Det er vigtigt, men alligevel tager vi det sjældent op til overvejelse, siger Henrik Søgaard.

Annonce

Det niveau vi lovede

Som led i indførelsen af fjernvarme har forbrugerne de seneste år oplevet en sænkning af varmepriserne.

- Vi er nu nede på det niveau, vi lovede fra start. Det betyder, at forbrugerne siden 2014 har oplevet et prisfald på mellem 16 og 45 procent, afhængig af hvor de bor i Horsens, siger Christian Niederbockstruck.

I takt med at flere forbrugere kommer til, udvider Fjernvarme Horsens sine aktiviteter. Gennem det seneste år har man taget et nyt biomasseværk i brug for at kunne følge med behovet, ligesom der er blevet ansat syv nye medarbejdere i selskabet.

- Vi kommer fortsat til at ekspandere kraftigt. Der skal bygges nyt maskineri, og der skal lægges nye rør, så der bliver nok brug for minimum 10 medarbejdere mere, siger Christian Niederbockstruck, der er glad for at repræsentere en branche, der tager højde for klimaproblematikken.

- Det er en dedikeret opgave, og vi er godt med. Det ses i regeringens nye klimaudspil, der sætter fokus på landbrug og transport. Der er ikke særlig meget fokus på energiforsyning, og det er ikke, fordi vi er glemt, men fordi vi allerede er godt med, siger han.

Udrulningen af fjernvarme i Horsens forventes at være tilendebragt i 2023. På det tidspunkt vil Fjernvarme Horsens potentielt servicere i underkanten af 19.000 husstande.

22. oktober inviterer Fjernvarme Horsens til generalforsamling på Hotel Opus klokken 19.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce