Annonce
Indland

Miljøminister vil hjælpe med overblik over forurening

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
- Det er dybt bekymrende, lyder det fra miljøminister Lea Wermelin om fund af vinylklorid ved strand på Als.

Miljøminister Lea Wermelin (S) tilbyder hjælp til Region Syddanmark for at få kortlagt omfanget af forureningen ved Himmark Strand på Als.

- Det er dybt bekymrende, og det skal vi selvfølgelig handle på hurtigst muligt.

- Der udestår nu et arbejde med at finde ud af, hvor slemt det er. Derfor vil jeg gerne tilbyde Region Syddanmark, at de kan trække på Miljøstyrelsens erfaringer, hvis de har brug for det, siger Lea Wermelin.

Region Syddanmark har senest fundet det kræftfremkaldende stof vinylklorid i prøver fra havbunden.

Det fører nu til, at der indføres et badeforbud på en 600 meter lang strækning på Himmark Strand.

Der er tidligere fundet klorholdige dioxiner i området, og det antages, at forureningen stammer fra en tidligere losseplads.

Her deponerede Danfoss i 1950'erne og 1960'erne miljøfarligt affald.

Noget lignende har man set andre steder i landet, hvor blandt andre virksomhederne Grindstedværket og Cheminova på samme måde har deponeret affald i naturen.

Det har efterladt landet med ni såkaldte generationsforureninger.

Regionerne har tidligere anslået, at det vil koste mellem to og fire milliarder kroner at rydde op efter de ni generationsforureninger.

- Jeg tror, de fleste intuitivt vil tænke, at det er forureneren, der skal betale. Det er også det gældende miljøprincip i Danmark.

- Men meget af den gamle forurening, vi finder i dag, blev gravet ned med danske myndigheders accept. Derfor er situationen en lidt anden, siger Lea Wermelin.

Hun hæfter sig ved, at Danfoss har erklæret sig klar til at bidrage til en løsning.

- Jeg noterer mig, at Danfoss har sagt, at man er indstillet på at arbejde på en fælles løsning og på at bære en del af ansvaret, siger Lea Wermelin.

Både Region Syddanmark og Sønderborg Kommune efterlyser økonomisk hjælp fra staten til oprydningsopgaven.

Men ministeren vil ikke lægge sig fast på et beløb:

- Vi har i forståelsespapiret givet hinanden håndslag på, at det er en prioritet at få håndteret og renset de største generationsforureninger.

- Det er noget af det, vi er i gang med at kigge på lige nu.

- Vi kan ikke rydde det hele op på én gang, og derfor skal vi først vide, hvor slemt det står til, og det overblik mangler vi, siger Lea Wermelin.

I Region Syddanmark kvitterer miljøudvalgsformand Jørn Lehmann Petersen (S) for ministerens udmelding.

- Vi har selv stærke folk på det her område, men en fremstrakt hånd skal man aldrig sige nej til, siger han.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Sportschef: Renault-test er et seriøst skridt mod Formel 1 for lokalt racer-talent

Annonce