Annonce
Danmark

Miljøminister lægger op til fortsat brug af udskældt pesticid

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

S har før kritiseret dispensation til pesticid, der skader bier. Nu lægger minister op til uændret praksis.

En socialdemokratisk summen lader til at være forstummet.

I opposition kritiserede Socialdemokratiet flere gange den daværende regering for at give dispensation til brug af sprøjtemidlet neonikotinoider.

Men nu lægger miljøminister Lea Wermelin (S) op til uændret praksis. Det skriver Politikken.

I et svar til Folketinget fra sidste uge undlader miljøministeren at svare på, om hun vil tage initiativ til at indføre et totalforbud mod neonikotinoider i Danmark, så der ikke længere kan gives dispensation til eksempelvis bejdsning af roefrø.

I stedet skriver ministeren, at "Miljøstyrelsen fører en stram dispensationspraksis". Dermed lægger ministeren op til uændret praksis på området.

Sprøjtemidlet er forbudt i EU, men i Danmark kan man opnå dispensation fra forbuddet.

Midlet bruges blandt andet af landbruget til bejdsning af frø til sukkerroer

Forskning har vist, at det kan skade biers nervesystem og deres evne til at orientere sig, finde mad og reproducere sig. Bestanden af bier er faldet i de senere år.

I Danmarks Naturfredningsforening ønsker man et totalforbud mod salg af sprøjtemidlet. Det fortæller foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding, til Ritzau.

Hun er både ærgerlig og skuffet over, at den nyudnævnte miljøminister ikke lægger op til forandring.

- Jeg havde en klar forventning om, at Socialdemokratiet ville gribe ind og ændre den praksis, vi så under den tidligere regering.

- Det er nogle sprøjtegifte, der kan være fatale for vores vilde bier og vores bestøvere. De skal være fuldstændig forbudt. Der må ikke være nogen som helst mulighed for at bruge dem, siger hun.

Inden valget udtrykte Socialdemokratiets daværende miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, flere gange utilfredshed med, at VLAK-regeringen fulgte Miljøstyrelsens anbefalinger og uddelte dispensationer.

/ritzau/

Annonce
Citeret artikel fra Politiken
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Små samfund har bæredygtige løsninger med solceller og delebiler

Vi hædrer dem gang på gang. De små lokalsamfund, der med genistreger ommøblerer tankegangen og finder innovative løsninger på lokale problemer. Når det kommer til den bæredygtig omstilling, kan landdistrikternes ildsjæle og virksomheder levere en del af svarene. Det er efterhånden dagligt, at vi hører om klimakatastrofens snarlige komme. Sideløbende stiger efterspørgslen efter konkrete bæredygtige løsninger dag for dag. Jeg hører det i kommunekontorerne, på Christiansborgs gange og i landsbyer, som gerne vil sikre en bæredygtig omstilling af deres lokalsamfund. Så nej, den grønne dagsorden er ikke gået landdistrikterne forbi. Vi satte den grønne omstilling i fokus med prisen Årets Landsby 2019, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark uddelte i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit tilbage i september. Og hædrede lokalsamfundet i vinderlandsbyen Torup, der både har solceller, delebiler og egen spildevandsrensning. Det var også under den grønne overskrift: ”Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid?”, at jeg sammen med resten af landdistrikternes aktører - ildsjæle, virksomheder og kommuner i slutningen af oktober deltog i Erhvervsministeriets årlige Landdistriktskonference. Et af konferencens højdepunkter er uddelingen af Landdistriktsprisen, som hylder ildsjæle, der gør en forskel for landdistrikterne. Helt i tråd med temaet vandt virksomheden Strandet. Virksomheden har base i Thy og har bygget sin forretning op omkring det havplast, som skyller ind på de vestjyske strande. Kort fortalt indsamler Strandet havplasten, kværner den og omdanner den til granulat, som efterfølgende kan støbes eller 3D-printes til nye produkter. Strandet er et godt eksempel på det helt særlige ved landdistrikternes virksomheder. Ved uddelingen af prisen gav erhvervsminister Simon Kollerup følgende ord med på vejen til virksomheden: ”Virksomheden Strandet er et mønstereksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan bidrage til gavn for både miljøet og lokalsamfundet. Strandet arbejder med én af tidens store udfordringer og er med til at uddanne de fremtidige generationer.” Erhvervsministeren har gentaget flere gange, at befolkningen i landdistrikterne er en vigtig del af arbejdet med at finde løsninger på klimaudfordringerne, bl.a. i det interview, Landdistrikternes Fællesråd lavede med ham i september. De gode, grønne takter har udmøntet sig i en ny grøn overskrift for en del af projektmidlerne i Landdistriktspuljen. Og med tilbagerulningen af besparelserne på LAG-midlerne er ekstra 30 millioner blevet øremærket til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Erhvervsministeren har forstået, at der i landdistrikterne er kort fra tanke til handling. I det helt nære udtænkes geniale løsninger , som ofte kan skaleres op og implementeres på nationalt plan. Strandet er et godt eksempel. Og jeg ved, at virksomheden ikke står alene. Der findes flere virksomheder i landdistrikterne der arbejder med plastgenanvendelse på højeste niveau. Til Landdistriktskonferencen hyldede vi de bæredygtige projekter med en pris og et skulderklap, men løsningen kan vi alle blive en del af. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis nabobyen allerede har gjort det. Lokalsamfund over hele landet kan bygge videre på nabobyens idéer, så vi til sidst har en masse små brikker, der samlet er én stor løsning. Klimaproblemerne bevæger sig kun i én retning, og det er mere end på tide, at vi handler på dem. Lokalt baserede, grønne udviklingsprojekter kan meget vel levere svar på efterspørgslen efter bæredygtige løsninger til hele landet. Det kræver ikke altid statsstyrede beslutninger at vende en udvikling i et lille lokalsamfund. Men vi må sikre, at der er den fornødne økonomi til rådighed for at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor håber jeg, at regeringen og dens støttepartier i finanslovsforhandlingerne samt i arbejdet med den kommende klimalov vil tænke på landdistrikterne og sikre økonomien under udviklingen af grønne løsninger. Erhvervsministeren har allerede taget det første skridt. Næste skridt må være at sikre LAG-midlerne i næste programperiode. For helt ærligt, det gavner ikke alene landdistrikterne, det gavner hele landet.

Annonce