Annonce
AC Horsens

Mikkel Jespersen hjælper AC Horsens med at finde nye talenter

Mikkel Jespersen i aktion for AC Horsens. Nu er han talentspejder for AC Horsens og spiller for Skive. Arkivfoto.
28-årige redningsmand fra kampen mod Vendsyssel har fået en ny rolle: Han er scout for AC Horsens og 1. divisionsspiller i Skive.

Skive: Mikkel Jespersen har Danmarks mest specielle fodboldjob.

Han er 1. divisionsspiller i Skive og har en to-årig kontrakt.

Desuden er han scout for Bo Henriksen og hjælper med at pege på nye talenter i 1. og 2. division.

Det er en helt speciel konstruktion, som ikke findes andre steder i dansk fodbold.

Desuden er der det specielle, at Mikkel Jespersen efter sit drømmemål i 3-1 sejren i Vendsyssel fik besked af Bo Henriksen:

- Flot mål, men jeg kan ikke bruge dig i næste sæson!

- Det tog et par uger at komme over den besked, men siden fandt Bo Henriksen og jeg hinanden, og i dag har vi et fint samarbejde, siger Mikkel Jespersen.

- Jeg elsker at se fodbold, så jeg ville nok tage rundt til mange af de kampe, jeg er ude til, alligevel, men nu har jeg en opgave.

- Jeg informerer Bo Henriksen om, hvad jeg ser. Det er ikke altid, vi er enige, men jeg tager rundt til masser af kampe, også dem uden for 1. og 2. division. Jeg har også været en tur i Norge for at se på en spiller.

- Det er alletiders job for mig, fordi jeg satser på en fremtid som fodboldtræner, men det må gerne vare fire-fem år endnu. Jeg har stadig mange gode år som spiller, siger Mikkel Jespersen.

Annonce

På trænerkursus

Mikkel Jespersen er klar til at komme på A-trænerkursus, men han skal have det til at hænge sammen med sit førstejob som spiller i Skive på en to-årig kontrakt.

Han er ældste mand på holdet og en vigtig brik på det nyoprykkede Skive-hold.

Efter tiden i Horsens spillede han i Viborg.

- Det pudsige var, at jeg i kampen ude mod Vendsyssel lavede et mål, der var en kopi af det mål, som jeg lavede, da vi reddede os i Vendsyssel, og Jens Berthel Askou kom også hen og kommenterede min scoring, siger han.

AC Horsens spillede 0-0 hjemme mod Vendsyssel og skulle score på udebane for at reddede sig. I pausen var stillingen 1-0 til Vendsyssel. Folk var vilde i Hjørring undtagen de få Horsens-fans, der hang med hovedet. Det lignede nedrykning.

Mikkel Jespersen var højre back. Han rykkede ind fra højre side og knaldede kuglen op i målhjørnet med venstrebenet til 1-1. Det lammede totalt Vendsyssel, så AC Horsens vandt 3-1. Hvis Mikkel Jespersen ikke havde scoret, er der stor risiko for, at AC havde tabt 1-0 og var rykket ned.

Nu er han tilbage i AC Horsens i en ny rolle som klubbens vigtigste talentspejder, og han har allerede flere planer for den kommende sæson - men her gælder tavshedens lov. Han afslører ikke, hvem han har hentet, og hvem der er på vej.

1. division er stærk

- Jeg er sikker på, jeg kan finde nye emner til AC Horsens i 1. division. Der er syv-otte fuldtidsklubber, og det er klubber, der satser stort. Skive har ikke fuldtidsfodbold, så vi skal klare os på andre parametre, siger Mikkel Jespersen.

Hvis han kommer ud for en øretæve med Skive, kan kampen alligevel være en gevinst. Måske har han en spiller med hjem på blokken til AC Horsens.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Annonce