Annonce
Ikast-Brande

Midtjysk Efterskole gør klar til gensyn med eleverne

Forstander Bo Thorup fra Midtjysk Efterskole glæder sig meget til gensynet med eleverne. Hverdagen på skolen bliver dog ikke helt den samme som før coronaen. Foto: Peter Hald
Eleverne møder igen på efterskolen i Ejstrupholm, men de skal holde mere afstand, og efterskolen må indføre nye rutiner.
Annonce

Ejstrupholm: Midtjysk Efterskole i Ejstrupholm er ved at gøre klar til at få sine 145 elever tilbage den 18. maj. Skolens lærere er i disse dage ved at forberede nye rutiner og aktiviteter til den kommende periode, hvor der vil være en hel del corona-restriktioner.

Nøgleordene er god hygiejne og at holde afstand, og det sidste er en udfordring netop på en efterskole, hvor eleverne er vant til at være meget sociale.

Hovedreglen bliver, at elever og lærere ikke bliver blandt for meget sammen på kryds og tværs. Eleverne kommer i større grupper kaldet spor, og de holder sig sammen. Kort sagt opereres der med "lukkede kredse", hvor heller ikke lærerne kommer for meget rundt, forklarer forstander Bo Thorup.

- Vi glæder os helt vildt til, at eleverne kommer tilbage. Vi planlægger "nærværende aktiviteter med afstand". Det kan for eksempel være rundbold, og mange af de gamle danske lege kommer til deres ret igen, siger Bo Thorup.

Annonce

Bruger mere plads

Det går ikke at sidde for tæt sammen, så skal der bruges mere plads. Men undervisningen kan gennemføres, selv om det nogle gange bliver lidt anderledes.

- I idræt skal vi selvfølgelig holde afstandskravene, og det kommer kun til at foregå udenfor. Her er det, at de gamle lege kommer til deres ret. Og vi har selvfølgelig ikke kontaktsport, forklarer Bo Thorup.

- Musik bliver ikke noget problem. Vi har tre kæmpestore musiklokaler, og så håber vi også på godt vejr, så vi kan lave samspil udenfor, fortæller han.

En af udfordringerne, især med de nuværende elevhold, bliver at få eleverne til at holde den nødvendige afstand, men Midtjysk Efterskole er heldigt stillet med, at der er tale om en stor og rummelig skole.

Hvordan vil I undgå, at eleverne sidder for tæt?

- Det bliver en ny opgave. Det bliver faktisk sværere at få et gammelt hold til at lade være med at sidde for tæt end et nyt. De nye elever får at vide: "Det er sådan, at det er". De gamle hold kommer derimod med en forhåbning om at bare lidt bliver ligesom før... de er jo blevet afhængige af den tæthed og nærhed, vi har gjort alt for at skabe. Og hvordan får man den samme følelse ved at give en luft-krammer?, siger Bo Thorup.

Annonce

Ingen udmeldte elever

Forstanderen er lettet over, at skolen nu kan åbne igen:

- Hvis ikke der var blevet lukket op, havde vi haft en økonomisk udfordring uanset hjælpepakker eller ej, for så havde eleverne meldt sig ud. Det havde kostet os, siger han.

Men Midtjysk Efterskole har faktisk været i stand til at holde på eleverne. I øjeblikket er der ingen udmeldte.

- Vi har lavet mange ting for at holde eleverne hos os. Vi har virkelig fået den digitale verden ind og brugt digital undervisning. Nogle af de redskaber vil vi også bruge fremover, fortæller Bo Thorup.

Corona-foranstaltningerne bliver langvarige:

- Det vi lærer i de næste seks uger med vores nuværende elever, tager vi med ind i næste skoleår. Det bliver de samme øvelser, indtil de har fundet en vaccine. Vores største udfordring er, når eleverne ikke er testet, når de kommer, hvad er det så, vi forholder os til? Vi siger så, at har man det mindste feber, så får man taget temperatur, og vi vil spørge en læge. Vi vil være i tæt kontakt med vores lokale læger, siger Bo Thorup.

Annonce

Ville gerne teste

En efterskole kan ikke selv investere i test-udstyr.

- Det har vi undersøgt. Det er kun sundhedsmyndighederne, der får det. Om trekvart år er der måske mulighed for, at lokale læger kan lave antistof-test, men vi får ikke selv testudstyr. Så havde vi købt det, og jeg havde gladeligt testet alle elever hver dag. Det, der kan gøre forældre urolige, og det vi alle frygter, er hvis smittetrykket stiger. Og hvis man føler, at smittetrykket bliver for højt på efterskoler, så kan det jo få betydning for, om man vil sende eleverne afsted, lyder det fra Bo Thorup.

Ud over de mange praktiske foranstaltninger, har corona-epidemien og nedlukningen i meget høj grad været en mental belastning.

- Den nuværende periode skulle have været et højdepunkt for eleverne med masser af stævner, fester, koncerter og lignende... men det døde. Og vi har fået mange reaktioner fra eleverne, der har været hjemme. De har selvfølgelig været meget, meget kede af at skulle undvære hinanden. Det er hjerteblod, der drypper. Men vi nok skal give det nuværende elevhold de bedste afslutningsuger med mange anderledes aktiviteter, så vi indhenter noget af det tabte, understreger Bo Thorup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Jyllands grønne vækstmotorvej

Horsens For abonnenter

Restauratør med opråb: Hjælpepakke går ikke til restauranter, men til revisorerne

Annonce