Annonce
Odder

Midt i coronakrisen: Tante Hanne sælger garn som aldrig før

Hanne Rye pakker garn i lageret på Aahavevej. Hun oplever, at mange af kunderne er folk, som aldrig har strikket eller hæklet før, men som nu mangler noget at tage sig til. Foto: Morten Pape
Corona-udbruddet har ramt store dele af detailhandelen: Men i den lokale webbutik Tante Hanne, der sælger garn, steg omsætningen i marts med 60 procent i forhold til marts sidste år.

Odder: Mens store dele af erhvervslivet styrtbløder, går det godt i webbutikken Tante Hanne på Aahavevej i Odder. Her er omsætningen eksploderet, siden de første meldinger om corona-smitte i Danmark ramte nyhederne.

- Jeg mærkede det faktisk straks, da danskerne blev bedt om at holde sig hjemme. Først sikrede mine stamkunder sig garn til en rum tid, og siden har jeg fået mange bestillinger fra folk, som aldrig har rørt en strikkepind. Mange føler tilsyneladende, at det er nu, hvor de alligevel er lukket mere eller mindre inde, de skal se at få lært strikkekunsten, fortæller Hanne Rye, der har haft webbutikken siden 2004. I en årrække drev hun desuden garnbutikken Tante Hanne på gågaden.

Annonce

Håndarbejde kan virke direkte sundhedsfremmende, fordi det giver pauser for hjernen. Og det er der vist brug i disse coronatider.

Hanne Rye, indehaver af webbutikken Tante Hanne

Pakkeløsninger

Et tegn på, at der blandt kunderne befinder sig mange nybegyndere, er ifølge Hanne Rye, at der med mange af garnbestillingerne også følger et ønske om strikkepinde eller hæklenåle. Faktisk frygter hun, at hun i løbet af kort tid løber tør for pinde. Eller i hvert fald luksusudgaven, der hedder Addi-pinde, og som er mere glatte end de øvrige. Nederst i skufferne har hun dog stadig masser af de mere traditionelle pinde.

- Ud over garn og pinde bestiller de nye kunder også ofte en opskrift printet ud på papir. Man kan selvfølgelig finde en masse opskrifter på nettet, men jeg fornemmer, at mange ønsker en samlet pakke, hvor jeg ligesom har vurderet, at garn, pinde og opskrift faktisk passer sammen, siger Hanne Rye.

Hvad angår nye kunder tror den 56-årige strikketante, at de fleste af dem er unge kvinder. Det ser man blandt andet ved, at de vil strikke baby- og dametøj og gerne efter nogle ret enkle opskrifter.

Godt for hjernen

Men et er at frydes sig over den større omsætning. Noget andet er, at Hanne Rye helt personligt glæder sig over, at flere i denne så stressede coronatid kaster sig over håndarbejde.

Selvfølgelig har hun altid vidst, at det kan virke beroligende at sidde med et strikketøj, men efter at have fulgt kurser hos ph.d. Anne Kirketerp, der forsker i craftpsykologi, er hun i dag overbevist om, at håndarbejde kan virke direkte sundhedsfremmende. Fordi det giver pauser for hjernen.

- Og det har vi vist alle sammen brug for i denne coronatid, hvor stress og angst lurer lige om hjørnet. Så ja, jeg er glad for, at flere vælger at lave håndarbejde. Men altså ikke kun for min pengepungs skyld, siger Hanne Rye og pakker videre.

Her kan du også få garn

Meget kan have ændret sig siden på grund af coronakrisen, men mandag før påske var det også muligt at købe garn følgende steder i Odder:

Vibsereden, Rosensgade 49 (også webbutik).

Frk. Flink, Banegårdsgade 12.

Annettes Håndstrik, Holsteinsgade 8 (også webbutik). Butikken er lukket men man kan hente bestilt garn på hverdage klokken 10-12.

Anne tre butikker opfordrer kunderne til at holde øje med åbningstider på deres respektive facebooksider.

Dette er ifølge Hanne Ryde nogle af de mest populære forårsfarver. Foto: Morten Pape
Hanne Rye er overbevist om, at håndarbejde virker afstressende. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce