Annonce
Kultur

Michael rapper om alt det, der gør ondt: Med halstatoveringer og følelserne uden på tøjet

Knægten i studiet hos producer og manager Andreas Baggesen i Galaxy Music Lab. Pressefoto: Galaxy Music Lab
Michael Østerlev Pedersen drømmer om at kunne leve af sin musik. Under kunstnernavnet Knægten dykker han helt ned i følelsernes verden. Resultatet er blød rap, der giver stof til eftertanke.

Randers: Michael Østerlev Pedersen er far og energispecialist. Men når han lige har ti minutter til overs, er det rapperen Knægten, der tager over.

- Jeg kan slet ikke lave være med at lave musik, og min familie ved godt, at jeg har brug for det. Det er terapi for mig, siger den 32-årige rapper, der er aktuel med singlen "Fejlfri".

Michael forelskede sig i musikken helt tilbage på efterskolen Thorsgaard ved Hobro. Her så han en fyr med en guitar og syntes, det var en virkelig smuk måde at udtrykke sig på. Da han selv greb guitaren, fandt han til sin overraskelse ud af, at han følte sig virkelig tryg i musikken.

Selvom det var nervepirrende at stå på scenen første gang, har han aldrig set sig tilbage. For ham er musikken et frirum, hvor han bliver andet og mere end bare den stereotype lidt hårde fyr, han indrømmer, at mange ved første øjekast tror, han er.

- Det er vigtigt for mig, at folk ikke bare ser mig, men også hører, hvad jeg har at sige. For jeg har så meget på hjerte, men det tror folk ikke lige, siger Michael og tilføjer, at folk tit bliver overraskede over, at han rapper så meget om følelser.

- Det smukke for mig er, at fordi jeg arbejder så meget i metaforer, kan ti forskellige mennesker få noget forskelligt ud af den samme linje i den samme sang. Jeg synes, det er sindssygt fedt, at musikken kan give andre det rum, som den også giver mig.

Hans publikum holder ham da også i ørerne. Hvis han udgiver noget, der bliver for overfladisk, skal han nok få det at vide:

- Folk elsker, at jeg stikker lidt til følelserne. Hvis jeg laver noget, der ikke handler om følelser, får jeg faktisk negativ feedback, griner han.

Han håber, at han kan bryde igennem med den lidt mere følsomme rap, som han mener er en mangelvare på den danske musikscene i dag.

- Meget af det musik, der udkommer, lyder lidt som det samme. Jeg vil skille mig ud. Det er vigtigt at prøve at give folk lidt af det frirum, det er for mig.

Han fortsætter:

- I det miljø, jeg kommer fra, har man ikke følelser. Men jeg har fundet ud af, at halstatoveringer og følelser faktisk går meget godt hånd i hånd, siger han smilende.

Blå bog

Knægtens borgerlige navn er Michael Østerlev Pedersen.

Han er 32 år, energispecialist, og bor i Randers med sin kæreste og deres fælles datter.

Han har udgivet musik i lidt over ti år, men først i sommer startede samarbejdet med Galaxy Music Lab.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Hun fældede Haysen: Ung kvinde arbejdede som skribent for SønderjyskE

Annonce