Annonce
Sport

Michael Carbel har fået fin start på prof-tilværelsen

Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Michael Carbel fik kontrakt hos Bjarne Riis og Team NTT. Foto: Dorte Adelfred.
Den 25-årige Brædstrup-rytter har allerede været med til at sikre sit nye hold to sejre som lead-out-man for sprinteren Max Walscheid.

Brædstrup: Gode råd var dyre for cykelrytteren Michael Carbel, da Bjarne Riis i efteråret valgte at lukke Team Waoo.

Selv om han havde en VM-bronzemedalje, to DM-guldmedaljer som junior og U23 og en elite-sølvmedalje, stod han uden kontrakt.

Mellem jul og nytår ringede telefonen. Det var Bjarne Riis, der ringede. Han tilbød ham en kontrakt på allerhøjeste plan - den sidste kontrakt på World Tour-holdet Team NTT Pro Cycling, som Bjarne Riis netop havde overtaget.

Michael Carbels mareridt udviklede sig i stedet til en drøm om at komme til at køre på højeste niveau.

7. februar fyldte han 25 år, og dagen efter debuterede han for Team NTT i et kriterium i Malaysia, hvor han aldrig havde været tidligere.

I 10 dage kørte han to en-dags-løb og etapeløbet Tour de Langkawi, og det blev en uventet stor succes.

- Min opgave var at være lead-out-man for Max Walscheid. Vi skulle lige vænne os til hinanden, men efter en anden- og en fjerdeplads vandt vi 3. og 8. etape, og det var en stor succes for holdet, siger Michael Carbel.

Max Walscheid hentede sine sejre nummer 10 og 11. Efter løbet udtalte han:

- Jeg elsker Michael Carbels baghjul!

Annonce

Michael Carbel

Født og opvokset i Addit ved Brædstrup

Født 7. februar 1995

Dansk juniormester og dansk U23-mester, slog verdensmester Mads Pedersen i spurten.

2014: Nr. 2 ved elite-DM

2017: Vinder af Grand Prix Herning

2017: Bronzevinder ved VM i Bergen, Norge

2018: Bronzevinder ved elite-DM

2019: Vinder af landevejsløb i Vejle

2019: Etapevinder i Fleche du Sud

Hold:

2012-13: Blue Water

2014-15: Team Cult Energi, Horsens

2016: Team Stölting, Tyskland

2017: Velo-Concept

2018: Fortuneo-Samsac

2019: Team Waoo

2020: Team NTT Pro Cycling

Ny rolle

For Michael Carbel er det en ny rolle at være lead-out-man. Han var tidligere holdets bedste sprinter på de hold, hvor han har kørt, men han accepterer sin nye rolle. Han er på hold med sprintere i verdenseliten og accepterer sin rolle og arbejder for holdet.

- Jeg har fået en fantastisk start som professionel. Jeg føler mig allerede 100 procent hjemme på holdet. Max Walscheid har vist sin styrke som sprinter og sin taknemmelighed over for mig, og vi har fundet ud af, hvordan jeg skal aflevere ham perfekt, siger Michael Carbel.

Han har allerede lært, at hans egne placeringer er uden betydning. Han blev nr. 30, da han kørte ham frem til sejr på 8. etape i Tour de Langkawi, og han blev nr. 62 sammenlagt.

Holdkaptajnen Louis Meintjes måtte tage til takke med en 11. plads i Malaysia, men Team NTT har allerede fem sejre i denne sæson.

Videre til Abu Dhabi

Michael Carbels næste start var UAE Tour, der var på syv etaper, men efter fem etaper blev løbet stoppet 28. februar, fordi to italienske ledere blev testet positive for corona-smitten.

- Efter fem etaper blev vi alle sammen sat i karantæne. Jeg tog tilbage til Girona, hvor jeg stadig kan bo sammen med Casper Pedersen og Niklas Eg, men derefter tog jeg hjem til Danmark. Min adresse er stadig i Addit ved Brædstrup hos mine forældre. Her har jeg været siden i mandags, og her bliver jeg, indtil hele corona-sagen er afsluttet, siger Michael Carbel.

Han har taget nogle mindre træningsture på egen hånd.

- Der er ingen grund til at satse. Jeg skal holde min grundform intakt, men jeg har også en træningstur med William Blume Levy og Jacob Christensen fra Horsens, og her regner jeg med, at vi skal køre 200 kilometer. De unge skal jo lære at køre nogle længere distancer, siger han.

- Ellers tager jeg det stille og roligt. Jeg får set noget Netflix og passer min træning, men ingen ved, hvornår vi skal i aktion igen, siger Michael Carbel. Vi bliver holdt orienteret via mails fra Bjarne Riis, men vi skal hele tiden passe på med, at vi ikke bliver smittet, så jeg tager ikke rundt til mine venner. Jeg løber ingen risiko. Foreløbig er det meste aflyst frem til 1. maj.

Michael Carbel er kommet på et internationalt hold med danskere.

Bjarne Riis er chefen, Lars Michaelsen og Lars Bak er sportsdirektører, Michael Valgren og Andreas Stokbro er holdkammerater, og Frederik Nybo Eriksen fra Team Waoo er blandt de 11 ryttere på Team NTT's udviklingshold.

Micharl Carbels største øjeblik var i 2017, da han vandt VM-bronze i Bergen. Foto: Scanpix.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Nu er 187 døde med coronavirus i Danmark

Erhverv

Nyt firma kommer kriseramte butikker til undsætning: Mange tror det er for godt til at være sandt

Annonce