Annonce
Østjylland

Mere hjælp til hjemløse: Systue har leveret mundbind, betræk og tæpper til Kirkens Korshær

Kirkens Korshær er nu bedre rustet til corona-krisen, efter at AU Maison leverede mundbind, tæpper og betræk. Privatfoto
Designvirksomheden AU Maison er trådt til i nødens stund med materialer, der skal komme de hjemløse i Aarhus til gavn.
Annonce

AARHUS/HAMMEL: Corona-epidemien har vendt op og ned på det meste i Danmark. Beskeden fra politikere og myndigheder kan skæres ned til et klart og tydeligt budskab: Bliv hjemme, mest muligt.

Men hvor går de hjemløse hen, når de ikke har noget hjem, lød et spørgsmål i et indslag i TV forleden. Camilla Dybdal Christensen, der er administrerende direktør i designvirksomheden AU Maison med base i Hammel, så indslaget og fik lyst til at hjælpe.

Som følge af Corona-epidemien ligger virksomheden, der leverer interiør til hjemmet over det meste af verden, lige nu stort set i dvale.

- Jeg tog derfor kontakt til Kirkens Korshær og forklarede, at vi på grund af corona-krisen alligevel ikke havde det store at lave lige nu, og at vi derfor gerne ville hjælpe, forklarer Camilla Dybdal Christensen.

Man er et ringe menneske, hvis man lige nu kun tænker på sig selv.

Camilla Dybdal Christensen, administrerende direktør i designvirksomheden AU Maison

Annonce

Mundbind, tæpper og betræk

AU Maison har egen systue og direktøren forklarede Kirkens Korshær, at hun blandt andet gerne ville levere mundbind og uldtæpper med tilhørende betræk, som kan vaskes efter brug.

Mundbindene er lavet i fugttæt bomuld, men eftersom de ikke er certificerede, er der ikke garanti for, at de garderer 100 procent mod corona.

- Men vi blev enige med Kirkens Korshær om, at det er bedre end ingen mundbind, fortæller direktøren.

Via en leverandør i Kina, har Camilla Dybdal Christensen sidenhen fået lovning på en sending certificerede mundbind, som - når de kommer til Danmark - bliver videregivet til Kirkens Korshær.

Annonce

På forkant

Hos Kirkens Korshær var der glæde, da Camilla Dybdal Christensen kontaktede dem for at tilbyde sin hjælp.

- Vi manglede mundbind, så vi kan være på forkant til at håndtere eventuelle coronasmittede. Vi havde samtidig brug for tæpper og betræk, fortæller Henriette Aarslev Clausen, der er afdelingsleder hos Kirkens Korshær i Aarhus.

Kirkens Korshær har etableret et nødherberg i Ungdomskirken på Nørre Allé, som bliver taget i brug, når det bliver nødvendigt.

AU Maison

AU Maison er en designvirksomhed med base i Hammel.

Virksomheden har kunder i hele verden.

Særligt i Sydeuropa har virksomheden mange kunder, og eftersom det sydlige Europa er hårdt ramt af coronaen, er også AU Maison påvirket af krisen.

Læs mere på aumaison.dk.

Annonce

Rastløse og bange

Hjemløse lever et hårdt liv og har ofte et svækket immunforsvar og tilhører derfor risikogruppen i forhold til corona. Samtidig har de fleste hjemløse ifølge Henriette Aarslev Clausen svært med at være i karantæne.

Hun oplever, at mange af de hjemløse er ekstra rastløse i øjeblikket på grund af den uvished, som corona-epidemien skaber.

- Mange er bange. Det er en gruppe, der har ekstremt svært ved at holde sig for sig selv. De fleste har jo et misbrug, og det kan være svært at vedligeholde, hvis de er i karantæne.

Kirkens Korshær møder stor hjælpsomhed, og da der var mangel på håndsprit, kunne Niels Bjørnø, der er regionschef for Kirkens Korshær i Østjylland, allerede dagen efter fremvise en pæn samling af det eftertragtede desinficerende middel. Foto: Kirkens Korshær
Annonce

Samfundssind

Kirkens Korshær møder i det hele taget stor hjælpsomhed i øjeblikket og bliver løbende kontaktet af virksomheder og restauranter, der gerne vil hjælpe.

Blandt andet blev Kirkens Korshær næsten oversvømmet i håndsprit, efter at hjælpeorganisationen havde efterlyst det i disse tider så eftertragtede desinficerende middel. Siden har restauranter leveret masser af sandwich.

- Det virker som om, at corona-epidemien har vækket noget samfundssind, forklarer Henriette Aarslev Clausen.

Annonce

Trænger til noget at lave

Camilla Dybdal Christensen har måttet sende de fleste af de 25-30 ansatte i AU Maison hjem på grund af corona-epidemien.

- Størsteparten af personalet er sendt hjem, desværre. Vi er otte på arbejde, og det er i virkeligheden også for mange. Der er ingen forretning i det lige nu, fortæller Camilla Dybdal Christensen, der er klar, hvis der er andre udsatte grupper, der kan bruge deres hjælp.

- Man er et ringe menneske, hvis man lige nu kun tænker på sig selv, og vi vil gerne have noget at lave. Det trænger vi til.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Med misk mask maske på

Sport

HH Elite smed sejren væk i Randers

Annonce