Annonce
Læserbrev

Mere affaldssortering: Vanvid eller ansvarlighed?

Udgangspunktet må være, at et nyt system først kan godkendes, når det kan dokumenteres, at det både er billigere og bedre end det nuværende.
Annonce

Læserbrev: Regeringen vil have os til at sortere mere og gøre det ens over hele landet. Hvad enten vi er hjemme, ude, på arbejde eller i sommerhuset, så skal der sorteres i 10 fraktioner.

I Horsens Kommune gør vi vel næsten det i forvejen. Hjemme sorterer vi direkte i fem fraktioner: glas og metal, madaffald, papir og karton, restaffald og endelig farligt affald i de røde miljøbokse.

Men det er ikke det hele. Vi bringer pantemballage tilbage til supermarkedet. Vi kører haveaffaldet og elektronikskrot til genbrugspladsen.

Vi lægger vores brugte tøj i tøjcontainerne, og en gang imellem leverer vi også noget til genbrugsbutikkerne.

Det er vel stort set kun plastaffaldet, der fortsat giver udfordringer.

Løsningen bliver imidlertid grotesk, hvis regeringen påtvinger os et system, så vi alle direkte på vores bopæl eller direkte i sommerhuset skal have containere stående, der kan håndtere sortering i 10 fraktioner.

De mange containerne skal både produceres, distribueres, tømmes og rengøres. Og ikke nok med det: I mange tilfælde vil der være så lidt affald, eller måske slet ikke noget i de respektive containere, når renovationslastbilerne kommer. Tomme-tømninger er da ikke særlig klimavenlige?

Lad det være sagt med det samme: Vi skal sortere mest muligt - for klimaets og miljøets skyld. Ingen tvivl om den sag. Men vi skal også gøre det klogt, og vi skal gøre det økonomisk bæredygtigt for den enkelte husstand.

Udgangspunktet må være, at et nyt system først kan godkendes, når det kan dokumenteres, at det både er billigere og bedre end det nuværende. Dette kræver helt sikkert innovation, men det er vi jo også rigtig gode til i Danmark.

Men hvad med fjernvarmen i alt det her? Fjernvarme Horsens fyrer jo stort set kun med affald og flis. Når affaldsmængderne bliver mindre, når importen af affald måske forbydes, og når mulighederne for fyring med flis samtidig reduceres, hvor står så de mange tvangstilsluttede husstande i Horsens Kommune?

Der er rigtig mange ting, der skal spille sammen og overvejes, inden vi kan klappe i hænderne over denne del af klimahandlingsplanen.

Torben Busk. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odder

Skiftedag: Friskole søger ny leder

Debat

Hvor blev lyrikken af?

Annonce