Annonce
Horsens

Mens priserne på tv-pakker holder sig i ro, er der barsk kamp om fiberkunderne

Horsens Fællesantenne-Forening har lagt administration af tv-pakker i hænderne på Stofa, og der ændres ikke på prisen på de tre tv-pakker i 2021, lød en af konklusionerne på generalforsamlingen onsdag. Arkivfoto: Henrik Reintoft
Uændrede priser på tv-pakker og kun én udskiftning af tv-kanaler gav en stille generalforsamling i Horsens Fællesantenne-Forening. Mest fokus er der på mere synlighed og kampen om fiberkunder.
Annonce

Horsens: Prisstigninger plejer at være ligefrem proportionale med debatlysten, når der er generalforsamling i Horsens Fællesantenne-Forening, og da der ikke var planer om den slags i 2020-udgaven, blev mødet onsdag aften rekordhurtigt overstået.

35 minutter skulle der til i Håndværkerforeningen, inden de cirka 30 deltagere kunne iføre sig mundbindet og traske ud i aftenregnen eller ned til tallerkenanretninger i stueplan.

De tre tv-pakker kommer også i 2021 til at koste henholdsvis 210, 450 og 609 kroner om måneden, mens der kun sker en enkelt kanaludskiftning i den store tv-pakke: TV 2 Sport X, der lige nu er tilkøbskanal, får fast plads i stedet for en af Disneys kanaler, der lukker helt.

Kanaludskiftningen sker 20. januar, men allerede fra årsskiftet får TV 2 Sport X plads på prøvekanalen, oplyser antenneforeningens forretningsfører Preben Knoth.

Annonce

Hård kamp om fiberkunder

Formand Lene Hodal Boeriss, der blev valgt i 2019, holdt sin første formandsberetning og kunne blandt andet glæde sig over et 2019-plus på 819.000 kroner mod et minus på en lille million i 2018-regnskabet.

Hendes fokus i beretningen lå på den barske kamp om fiberkunder:

- Vi har meget aggressive konkurrenter, der tilbyder fiberforbindelse til alle - uanset hvor de bor. Vi skal agere i et meget konkurrencepræget marked, og det skal vi have fortalt dem, der ikke i forvejen er kunder, sagde Lene Hodal Boeriss.

Underforstået: Der afsættes midler til mere synlighed.


Vi skal agere i et meget konkurrencepræget marked, og det skal vi have fortalt dem, der ikke i forvejen kunder.

Lene Hodal Boeriss


Forretningsfører Prebene Knoth sagde i forbindelse med budgetgennemgangen:

- Vi står ved en skillevej. At gøre intet er lig afvikling. Vi satser i stedet på udvikling, sagde han - uden at blive konkret på, hvad en pulje på 200.000 kroner skal bruges til.

Antenneforeningen har 11.200 bredbåndskunder med pil opad, mens 11.400 har en tv-pakke. Heraf har cirka halvdelen den lille pakke.

Annonce

Lukket i to måneder

Corona-pandemien betød lukning af butikken i midtbyen i et par måneder i foråret. De ansatte arbejdede hjemmefra, men er for længst tilbage i vante omgivelser.

- Butikken er et vigtigt aktiv for os. Ingen af vores konkurrenter har samme service, betonede bestyrelsesformanden.

Annonce

Debat om sportsaflysninger

En anden udløber af corona-situationen var en masse aflyste sportsbegivenheder fra marts og frem. Det har fået en markant rettighedshaver som TV 2 til at kræve penge tilbage fra blandt andet den professionelle håndbold, fordi stationen ikke har fået den vare, der er betalt for. Som  en slags dominoeffekt har en brancheformand for en række danske antenneforeninger meldt ud, at tv-stationerne så også bør betale tilbage til de kunder, der ikke har fået det, de har betalt for. Sportskanalerne er relativt dyre og måtte ty til genudsendelser i et par måneder eller tre.

Sagen var ikke et tema i beretningen, men på bagkant af generalforsamlingen sagde Lene Hodal Boeriss til Folkebladet, at hun og bestyrelsen er opmærksom på debatten.

- Får tv-kanalerne penge tilbage, bør vi også ha'. Vil vi lægge sag an, er det en god ide at være mange, slog hun fast.

Horsens Fællesantenne-Forening er ikke medlem af Forenede Danske Antenneanlæg, som har rejst debatten.

Generalforsamlingen onsdag bød på genvalg uden modkandidater til Peter Kristensen og Poul Erik Rasmussen i bestyrelsen, mens Henrik Abild og Torben Busk fortsætter som suppleanter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Brødre udvider forretningen: Nu producerer Brimas sit eget produkt fra A til Z

Danmark

Hvordan bliver julen 2020?

Annonce