Annonce
Debat

Mennesker og dyr leger kun, når de har godt

Siden den engelske biolog Charles Darwin i 1859 udgav sit banebrydende værk om arternes oprindelse, har forskere forklaret en bred vifte af fysiske egenskaber og adfærdsformer hos mennesker og dyr med henvisning til naturlig og seksuel selektion. Darwin viste os, hvordan arter gennem evolutionen har tilpasset sig på måder, som på forskellig vis har hjulpet dem med at overleve og formere sig. Flodhesten er for eksempel en notorisk aggressiv dyreart, som end ikke krokodiller tør nærme sig, hvorimod haren har udviklet en reaktionsmåde, som får den til at flygte ved det mindste tegn på fare. Det er to meget forskellige, men også meget effektive måder at klare sig på. Påfuglehannen har gennem tusinder af år satset mere på at blive god til at score medlemmer af det modsatte køn og har som konsekvens af påfuglehunners præference for et flot haleparti udviklet en disproportional, halvanden meter lang, grøn-blå hale. Halepartiet er dobbelt så langt som resten af kroppen, og det er ikke særligt handy, hvis hannen pludselig skulle blive jagtet af et rovdyr.

Når det kommer til leg, har evolutionsbiologerne siden Darwin imidlertid ikke altid haft det lige nemt. Leg er nemlig en besynderlig adfærd, fordi den koster energi, men ikke har nogen åbenlys funktion for hverken overlevelse eller reproduktion. Hvorfor vælger løveunger at tumle rundt med hinanden i stedet for at dase i skyggen af et træ og spare på kræfterne? Hvorfor elsker unge elefanter at løbe efter fugle og andre mindre dyr, når de kunne bruge tiden på at græsse eller samle blade og frugter? Hvorfor lader unge bonobo-aber sig hænge fra hænderne af de ældre stammemedlemmer 15 meter over jorden og risikerer at falde ned med alvorlige skader som følge?

Ironisk nok antager de fleste biologer, at leg må have en vigtig funktion, netop fordi den er så omkostnings- og risikofyldt. Ellers er det i hvert fald svært at forklare, hvorfor så mange intelligente dyrearter har udviklet leg som adfærdsform. Men hvordan øger leg chancerne for overlevelse eller reproduktion? Hvad får rotteunger egentlig ud af at tumle med hinanden? Hvad gavner det unge hawaiikrager, at de samler små pinde op, kaster rundt med dem og ryster dem med næbbet?

De fleste forskere hævder, at leg hjælper dyr og mennesker med at tilegne sig rutiner og erfaringer, som bliver vigtige at mestre senere i livet, selv om leg ofte ikke giver et omgående synligt afkast. For eksempel kan leg styrke fysiske eller sociale kompetencer, eller den kan hjælpe mennesker og dyr med at udforske deres omgivelser. Kort sagt hjælper leg unge dyr med at blive bedre voksne.

I bogen 'Play, Playfulness, Creativity and Innovation' fra 2013 fremsætter de engelske biologer Patrick Bateson og Paul Martin fem karakteristiske træk ved leg. For det første er leg altid sjovt. Dermed adskiller leg sig fra andre typer adfærd, som mennesker og dyr primært udfører, fordi de giver en konkret belønning bagefter. Mennesker går på arbejde, fordi de får løn; løver jager gazeller, fordi de er sultne og vil være mætte; og kronhjortehanner slås, fordi de kan vinde en flok hunner, som de kan parre sig med. Sådan er det ikke med leg. Dyr og mennesker lader sig spontant og frivilligt engagere i denne form for adfærd, simpelthen fordi den er sjov. Leg er tilsyneladende belønning nok i sig selv. For det andet er leg ikke alvor. Når hunde, rotter eller elefanter slås for sjov, gør de det ikke for at såre en rival; og når danske børn tilbereder jordbæris med spejlæg og spaghetti i deres legekøkken, gør de det ikke for at få noget at spise. En leg har ikke noget umiddelbart praktisk formål, og netop derfor gør mennesker og dyr sig ofte også ganske umage med at signalere, at ’nu leger vi’, så legekammeraterne ikke misforstår hinanden. Hunde vil for eksempel ofte invitere andre hunde til at lege ved at bukke sig ned på forbenene og stikke rumpen i vejret. På den måde sikrer begge hunde sig, at fangelegen bare er for sjov, og at de ikke må bide hårdt. For det tredje er leg nyskabende. Eksempelvis vil små børn til deres forældres store frustration ofte udforske, hvad man ellers kan bruge havregrød til, ud over at spise den. Og en far, som normalt bestemmer over sin datter, må finde sig i for en stund at blive kostet rundt med af en femårig selvbestaltet prinsesse af Atekopia .

For det fjerde kan dyr og mennesker instinktivt genkende en leg, så snart de ser den. Det skyldes, at leg ofte indeholder mange gentagelser, hvor hver gentagelse ofte blot varieres en lille smule. Enhver forælder, der har leget ’borte, borte, tit, tit’ med deres barn, vil vide, at legen nødvendigvis langsomt må udvikle sig med nye krummelurer og overraskelser, hvis barnet skal fastholde interessen. For eksempel ved at variere stemmeføringen eller måske inddrage en stofble som en ny ting at gemme sig bag. Leg er også normalt let at genkende, fordi den ofte låner handlinger fra andre af livets områder, men overdriver, forvrider eller helt udelader dele af dem. Rotter bider normalt hinanden i flankerne, når de slås for alvor, hvorimod de nøjes med at skubbe og møffe hinanden med snuden omkring halsregionen, når de leger.

For det femte er leg et sundhedstegn. Leg forekommer nemlig kun ved fravær af sygdom, sult og stress. Mange mennesker fulgte med, da verdenspressen i december 2017 rapporterede om en udsultet og døende isbjørn på Baffin Island i Canada, som desperat ledte efter mad. Sådan en isbjørn vil aldrig lege, før den har fået dækket sine centrale behov. For hvis dyr fryser, er sultne, syge eller bange, leger de ikke. Den velnærede og folkekære isbjørn Knut skubbede i sin korte levetid mellem 2006 og 2011 til gengæld ofte rundt med sin bold eller tumlede med sin dyrepasser i Berlins zoologiske have. Når vi leger, har vi det godt.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce