Barrit: Man hjælper hinanden ude på landet.
Det siger man i hvert fald, og i Barrit har der vist sig at være noget om snakken.
Søndag eftermiddag fik Barrit Stationsbys Vandværks 100 forbrugere ingen vand i hanerne.
Nedbruddet viste sig at være forårsaget af et tilstoppet filter, som bremsede oppumpet vand i at komme ud i vandværkets vandtank.
Filteret var ikke lige til at få i orden, men de fleste af forbrugerne fik alligevel gang i hanerne igen ved 20-tiden søndag aften. Der var nemlig hjælp at hente hos Barrit Mejeri.
Mejeri har fyldt tanken op
Mejeriet har eget vandværk og kom Barrit Stationsbys Vandværk til undsætning ved at fylde en tankbil med vand og fragte det over til vandværkets vandtank.
- Vi har fået 40.000 liter. En god tankfuld i går og en mere her til morgen, siger vandværksformand Aage Rørbye mandag formiddag.
Han har været involveret i vandværkets drift i 25 år. Det er første gang, der har været brug for vand fra mejeriet.
- Jeg ringede til dem, og det var ikke noget problem. Vi har en aftale om at hjælpe hinanden. De får også vand fra os, når de skyller deres lastbiler, siger Aage Rørbye.
Brian Madsen, bestyrer, Barrit MejeriDet er fint, at vi kan hjælpe hinanden. Da vi skyllede vores filter, fik vi vand fra vandværket, og hvis filteret en dag kører i stykker, så vi vil også gerne trække vand fra dem af
Går begge veje
På Barrit Mejeri er bestyrerparret Brian og Helle Madsen glade for at kunne hjælpe.
- I går kunne vi se, at nogle naboer ikke havde tryk på vandet. Vi var i Aarhus, og jeg sagde til Helle, at vi måtte hjælpe dem med det, når vi kom hjem. Men allerede inden, vi var hjemme, ringede Aage Rørby. Det er fint, at vi kan hjælpe hinanden. Da vi på et tidspunkt skyllede vores filter, fik vi vand fra vandværket, og hvis filteret en dag kører i stykker, så vi vil også gerne trække vand fra dem af, siger Brian Madsen.
Barrit Mejeri har mulighed for at koble sig på vandværkets forbrugerledning og pumpe vand direkte ud til forbrugerne, men ikke med samme tryk som vandværket. Derfor kom tankbilen i brug.
Mandag formiddag var vandværket stadig afhængig af vand fra mejeriet.
- Vi skal nok have et par tankfulde mere. Men jeg regner med, at vi snart får vandværket op at køre igen. Der kommer en mand og kigger på filteret i dag, siger Aage Rørbye mandag.