Annonce
Sport

Medier: Badmintonassistent fyret efter upassende opførsel

Sportxpress/Ritzau Scanpix
Ifølge TV2 Sport og Politiken er Kim Nielsen blevet fyret på grund af upassende adfærd over for spillere.

Det var upassende og vulgær adfærd, der fik assistenten på badmintonlandsholdet, Kim Nielsen, fyret.

Det skriver TV2 Sport og Politiken på baggrund af kilder i badmintonmiljøet, der ønsker anonymitet.

Tidligere torsdag udsendte Badminton Danmark en pressemeddelelse om, at Nielsen stoppede med øjeblikkelig virkning i forbundet og på Det Nationale Elitetræningscenter i Brøndby.

Der var ingen begrundelse for beslutningen, men det blev meddelt, at Nielsens opgaver i første omgang vil blive varetaget af det øvrige trænerteam.

Men ifølge TV2 Sport og Politiken er det en grænseoverskridende adfærd over for kvindelige spillere, der har ført til bruddet.

TV2 Sport skriver, at Kim Nielsen ifølge flere kilder i miljøet "har talt både grimt og nedsættende til flere spillere".

Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, vil ikke kommentere den konkrete sag over for TV2 Sport, men siger:

- Vi accepterer overordnet ikke vulgær snak eller krænkende adfærd. Vi tager alle henvendelser omkring samarbejdsvanskeligheder eller dårlig kommunikation meget alvorligt. Vi tager fat i det, når vi hører om det, og agerer både ansvarsfuldt og afbalanceret.

Kim Nielsen blev i 2016 ansat på en fireårig kontrakt. Han har tidligere stået i spidsen for det hollandske landshold.

Ifølge TV2 er flere spillere stoppet Det Nationale Elitetræningscenter, mens Nielsen har været træner.

En af dem, der forladt landsholdstræningen, er Natalia Koch Rohde. Hun lægger ikke skjul på, at det var på grund af den assisterende træner.

- Jeg vil ikke gå i detaljer om mit eget forløb, men jeg kan godt bekræfte, at min opsigelse til Badminton Danmark var på grund af forholdet til Kim Nielsen, siger Natalia Koch Rohde til TV2 Sport.

Ritzau forsøger at indhente en kommentar fra Kim Nielsen.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Sportschef: Renault-test er et seriøst skridt mod Formel 1 for lokalt racer-talent

Annonce