Annonce
Sport

Medie: Højbjerg er tæt på Tottenham-skifte

Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
Ifølge The Telegraph er Pierre-Emile Højbjerg tæt på et skifte til Tottenham.
Annonce

En ny dansker er tæt på at være på plads i Tottenham.

Ifølge den britiske avis The Telegraph skulle London-klubben således være på nippet til at gennemføre en handel med Southampton om et køb af Pierre-Emile Højbjerg.

Rygterne har længe svirret om den danske midtbanespillers mulige skifte til Jose Mourinhos mandskab, men nu skulle det altså næsten være på plads.

Prisen er angiveligt cirka 125 millioner kroner.

Ifølge den normalt velinformerede journalist Fabrizio Romano, der dækker transfervinduet for både Sky Sports og The Guardian, er Højbjerg enig med Tottenham om en kontrakt, og klubberne mangler kun at enes om de sidste detaljer.

Højbjerg er på vej væk fra Southampton, da han har gjort det klart, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, der står til at udløbe næste sommer.

Det fik under coronapausen Southampton-manager Ralph Hasenhüttl til at hive anførerbindet af den danske landsholdsspillers arm, ligesom Højbjerg også fik mindre spilletid end sædvanligt efter genstarten af Premier League.

24-årige Højbjerg har spillet for Southampton siden sommeren 2016, hvor han kom til klubben på den engelske sydkyst fra Bayern München.

Højbjerg skiftede i 2012 Brøndbys ungdomsafdeling ud med den tyske storklub, der senere udlejede ham til Augsburg og Schalke 04.

Han har spillet 33 kampe på det danske landshold, som han fik debut for i 2014 som 18-årig.

/ritzau/

Læs Fabrizio Romanos tweet
Læs nyheden på The Telegraphs hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce