Annonce
Brædstrup

Medejer vil ikke mere: Realmægler lukker efter dødsfald

RealMæglerne Brædstrup lukker, da medejer Stig Sondaj Sørensen ikke ønsker at drive forretningen videre. Foto: Henrik Sandvad

Medejer af RealMæglerne Brædstrup, Stig Sondaj Sørensen, har besluttet at lukke sin mæglerforretning, efter hans kompagnon pludselig døde i slutningen af november.

Brædstrup: Der vil i fremtiden ikke blive solgt flere huse fra RealMæglerne Brædstrup, som holder til på adressen Søndergade 3A. Medejer af den lokale ejendomsmæglerforretning, Stig Sondaj Sørensen, har nemlig besluttet, at han ikke ønsker at drive forretningen videre. Det sker efter, at forretningens anden ejer, Christian Knudsen, pludselig døde 25. november i år.

- Det var selvfølgelig et stort chok, at Christian gik bort. Jeg havde reelt kun været i forretningen i en måneds tid, da Christian blev indlagt. Det er det, som gør, at jeg har besluttet, at jeg ikke ønsker at drive forretningen videre, siger Stig Sondaj Sørensen.

51-årig Stig Sondaj Sørensen blev 1. oktober i år medejer af RealMæglerne i Brædstrup, efter han har arbejdet som medierådgiver i avisbranchen. Derudover har han virksomheden STS Salg og Marketing, som hjælper virksomheder med at optimere deres salg. Stig Sondaj Sørensen var derfor blot lige begyndt på sit nye job, da hans kompagnon pludselig døde.

- Det blev kun til et kort eventyr, men det var en sindssyg spændende periode, hvor vi også fik udviklet firmaet sammen. Jeg er derfor ked af, at jeg ikke kan køre det videre, for jeg mener, der er et stort potentiale i byen. Da jeg stadig er for ny i branchen, synes jeg, det er for usikkert at køre virksomheden videre siger Stig Sondaj Sørensen.

Annonce

Det blev kun til et kort eventyr, men det var en sindssyg spændende periode, hvor vi også fik udviklet firmaet sammen. Jeg er derfor ked af, at jeg ikke kan køre det videre, fordi jeg mener, der var et stort potentiale i byen.

Stig Sondaj Sørensen, medejer RealMæglerne Brædstrup

Kontakt til sælgerne

Medejeren oplyser, at der endnu ikke er en afklaring omkring, hvad der skal ske med butikslokalerne.

- Sælgerne tager vi kontakt til, og vi prøver selvfølgelig på, at de bliver hjulpet så smertefrit som muligt videre, siger Stig Sondaj Sørensen.

Han forventer at bruge en rum tid på at få afviklet RealMæglerne Brædstrup, og han har derfor ikke fået kigget på, hvad han selv skal lave i fremtiden.

- Jeg har stadig min virksomhed med salg og marketing, hvor der er aktivitet. Jeg er også blevet kontaktet angående nogle job, men mit fokus er lige nu på at få afviklet forretningen bedst muligt, siger Stig Sondaj Sørensen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce