Annonce
Horsens

Mathias var med på DR's Øen: Det er det vildeste, jeg har oplevet

20-årige Mathis Iversen kan ses den kommende tid i "Øen- en ny begyndelse" på DR1. Foto: Danmarks Radio
Lokal 20-årig er torsdag med i nyt ekstremprogram på DR. Sammen med 13 andre skulle han overleve 30 dage på en øde ø.

Stenbjerg: Det er uden tvivl det vildeste og hårdeste, jeg nogensinde har oplevet, siger Mathias Iversen uden at tøve et sekund.

Den 20-årige handicaphjælper fra Stenbjerg ved Østbirk er én af deltagerne i Danmarks Radios nyeste udsendelse, "Øen - en ny begyndelse", der har premiere torsdag aften. Serien er på otte afsnit.

Her skal 14 helt almindelige danskere overleve en måned på en øde ø i Stillehavet.

- Man finder virkelig ud af noget om sig selv, som jeg aldrig selv havde forestillet mig. Jeg fandt ud af, hvor meget man kan presse sin krop, og hvordan sådan noget som sult kan påvirke én mere, end jeg havde troet. Jeg havde på forhånd tænkt, at jeg sagtens kunne presse mig selv på sulten, men jeg vidste ikke, at det ville blive så hårdt. Man gør sig altid sine forestillinger om, hvordan det vil blive, men når man så selv står i det, er der så mange små faktorer, der spiller ind, siger Mathias Iversen forud for tv-premieren.

Det var oprindeligt et Facebook-opslag, der vakte hans interesse.

- Der stod, at Danmarks Radio søgte deltagere til et ekstremt overlevelsesprogram. Jeg har altid været fascineret at det med at kunne overleve på en øde ø, og jeg har altid været fascineret af film som f.eks. "Castaway". Jeg var på mit første sabbatår efter gymnasiet, og jeg ville gerne ud og opleve verden og få nogle udfordringer. Jeg har altid godt kunnet lide at udfordre mig selv og presse mig selv og prøve mine grænser af, fortæller Mathias Iversen.

Han sammenligner opholdet på Øen med en anden tv-udsendelse, "Alene i Vildmarken", men Øen handler også om fællesskabet og den fælles overlevelse.

- Det handler i høj grad om, hvordan man får en gruppe til at fungere på en øde ø, hvor det var målet at være der i 30 dage, fortæller Mathias Iversen, der var den klart yngste deltager på holdet.

- Jeg tænkte selvfølgelig, om jeg som den yngste ville blive sådan en lille stik-i-rend-dreng der blev kommanderet rundt og ikke kunne få et ord indført. Men sådan blev det overhovedet ikke. Der var en virkelig stor gensidig respekt fra alle. Men jeg kunne også godt mærke, at jeg var den eneste, der stadig boede hjemme hos mor og far, fortæller han.

Annonce
Jeg har selvfølgelig haft mundkurv på, og det har virkelig været svært for mig, når jeg hele tiden må afvise, når folk spørger.

Mathias Iversen, deltager på Øen

Haft mundkurv på

Optagelserne fandt sted fra midt i marts og til midt i april, så han har i et halvt år været forhindret i at fortælle andre om oplevelserne på øen.

- Jeg har selvfølgelig haft mundkurv på, og det har virkelig været svært for mig, når jeg hele tiden må afvise, når folk spørger. Nu arbejder jeg som handicapledsager og i en børnehave i Vestbirk, og det er svært, at jeg ikke kan sige noget til børnene, når de spørger, fortæller han.

Opholdet på Øen har bl.a. haft den betydning, at han helt har ændret sin uddannelsesplan.

- Inden jeg tog afsted, gik jeg efter at blive kiropraktor. Vi filmede det hele selv derude på øen, og derudover var der tre fotografer med. De var der på lige vilkår med os. Jeg blev meget inspireret af fotografering, så nu går jeg efter at bliver filmfotograf eller noget lignende, og jeg har spenderet hele min opsparing på kameraudstyr, fortæller han.

Mathias Iversen har stadig kontakt med de øvrige deltagere på Øen.

- Selvfølgelig er der nogle, jeg har mere kontakt med end andre. Vi bor jo også spredt over hele landet. Vi har været til en lille forpremiere i København, hvor vi mødtes med castet og produktionen, hvor vi så noget af det endelige resultat, men selvfølgelig skal jeg se premieren torsdag aften. Jeg skal se det sammen med familien, fortæller Mathias Iversen, der bor på en landejendom ved Stenbjerg med sine forældre og sin lillebror.

14 deltagere er her på vej til Stillehavsøen, hvor de skal tilbringe 30 dage. Foto: Danmarks Radio
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Stafet For Livet rykker i Fængslet

Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce