Annonce
Danmark

Marie Frank om Radio 4: - Det er en smule sjovt at høre så meget jysk tale i radioen

Den jyske musiker Marie Frank har lyttet til den nye radiokanal, Radio 4. Pressefoto: Kim Wendt.
Den 46-årige singer-songwriter Marie Frank har lyttet til tre programmer på Radio 4. Hun kommer her med sit vurdering af, hvad hun hørte fra radiostationens morgen- og formiddagsindhold på sendedagen tirsdag d. 5.november.

Hvad har du lyttet til på Radio 4?

Jeg lyttede først i en halv times tid til morgenprogrammet "Radio4 Morgen". Derefter fik jeg lyttet lidt sporadisk til "Tæt på: De nøgne mænd i Asgers sauna" og "Debat: Den næste generation".

Hvad synes du om programmerne?

- Umiddelbart var de forskellige programmer spændende. Normalt plejer jeg, at lytte til P1's morgenradio med et halv øre, mens morgenmaden bliver spist og børnene klædt på til skole - og det samme var tilfældet i dag. Jeg hørte nogle enkelte småfejl med lyden, og især når gæsterne var igennem på telefonlinjen, så måtte jeg hen for at skrue op for radioen. På et tidspunkt var der en lytter der ringede ind og bad morgenværterne om, at få et oplæsningskursus. Venligt ment, men der tænkte jeg nu lidt det samme med et smil på læben. De skal selvfølgelig lige ordentligt i gang og jeg synes klart, at deres nyheder var aktuelle og havde en bred folkelig appel. De havde både en pige fra Holstebro med og en mand fra Hjørring med i en af debatterne.

- Det er sjovt at høre så meget jysk tale, men det er måske meget sundt i forhold til at bevare dialekten. I debatprogrammet og Asgers sauna var der generelt meget relevant snak, som til dels fangende min interesse. Men sidstnævnte program med saunaklubben, må appellere til en masse mænd, der gerne vil tale om deres følelser og det skal der selvfølgelig være plads til.

Kunne du finde på at fortsætte med at lytte til Radio 4?

- Det kræver noget mere tid med Radio 4, hvis jeg skal blive klogere på deres egentlige niveau. Men hvis jeg kommer i taleradio-humør, kan jeg godt finde på, at lytte med igen. Mange gange foretrækker jeg dog musik, når jeg kører bil. Derfor er det sjældent, at jeg navigerer rundt i taleradio-genren til hverdag. Men de programmer, som jeg nåede at høre, flød sådan set meget godt. Det er mere et spørgsmål om, hvor vidt der kommer et emne eller et program, som lige rammer min interesse på det rigtige tidspunkt.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce