Annonce
Sport

Marc Soler skaffer Movistar tiltrængt sejr i Spanien

Marc Soler (Movistar) vandt 2. etape i Vuelta a España efter et perfekt angreb.
Annonce

Marc Soler høstede en yderst tiltrængt sejr til sit Movistar-mandskab, da han satte podiebejlerne på plads med et perfekt angreb på 2. etape af Vuelta a España onsdag.

Den 26-årige spanier kørte alene over målstregen efter de 151,6 kilometer fra Pamplona til Lekunberri.

Sejren var blot Movistars anden i denne sæson, efter at Soler vandt et løb på Mallorca i begyndelsen af februar.

Vueltaens førende rytter, Primoz Roglic (Jumbo-Visma), krydsede stregen med resten af favoritfeltet 19 sekunder efter etapevinderen.

Med bonussekunder for andenpladsen fører sloveneren nu med 9 sekunder i det samlede regnskab foran Daniel Martin (Israel Start-Up Nation) og 11 foran Richard Carapaz (Ineos).

Rytterne skulle over to mindre bjerge, før de skulle forcere en kategori-1-stigning med top 17 kilometer før mål og efterfulgt af en lang nedkørsel hele vejen til stregen.

Således lignede den allerede på forhånd guf for toppen af klassementet, og dagens udbrydere blev da også holdt i relativt kort snor.

Ved starten af sidste stigning var de forrestes forspring på få sekunder.

Klassementets nummer to inden etapen, Richard Carapaz (Ineos), havde forsøgt sig med et fremstød frem mod stigningen, og feltets indsats for at køre ham ind rev det i stumper og stykker på den videre vej opad, efter at Carapaz var hentet.

Derfra var der spredte angreb, før favoritterne for alvor trådte fra og kun sad et par håndfulde ryttere tilbage hen over toppen, hvorefter Marc Soler (Movistar) kørte solo på nedkørslen.

På nedkørslen var hans forfølgere ved at ramme en flok heste, som var kommet ud på vejen, men det kunne ikke tage noget fra Solers angreb.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Fem biler i harmonikasammenstød: Eftermiddagstrafik på E45 ved Horsens var lammet i en halv time

Annonce