Annonce
Kultur

Mand og mand imellem

Tomas Lagermand Lundmes bog bekræfter, at kærligheden er fuld af problemer, uanset om man er et bøssepar, som i ”En rigtig kærlighed”, eller har en hvilken som helst anden seksuel observans. Foto: Politikens Forlag
Boganmeldelse: Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”.

Bøger: Hvad enten man hælder til Platons opfattelse, at kærligheden er en alvorlig sindslidelse, eller Zolas, at den er et mirakel, kan man også i Tomas Lagermand Lundmes roman konstatere, at den er fuld af problemer, uanset om man er et bøssepar, som i ”En rigtig kærlighed”, eller har en hvilken som helst anden seksuel observans.

Romanens hovedpersoner er JEG og DU. ”Du skriver ikke flere bøger om os, vel?” spørger DU, men det er præcis, hvad JEG gør, nemlig denne bog.

Undertegnede forstår godt DU og forfatterens selverkendelse (?), for det ofte at genbruge hovedstolen eller konteksten - at være homo og anderledes - er som at være for mange om ét tebrev: Teen bliver for tynd.

Nå, men JEG og DU møder en aften hinanden på bøssebaren Pan, JEG falder bardus for DU’s blå øjne og den måde, han viser tænder på: som rovdyrene i Zoo. De forelsker sig i hinanden, flytter sammen og forsøger at få kærligheden til at holde; det handler bogen om.

DU har en fast stilling, tjener penge, mens JEG ”hang ud i Ungdomshuset på Jagtvej med alle de andre 'voksne', som var sure over, at de ikke var unge længere”. JEG er den sarte i forholdet. Det svære er, at han skal hænge sin identitet op på deres kærlighed og samliv, på at skabe og være en familie, i stedet for på popmusikkens idoler. Stadig at beundre no future-idealerne vil være noget af et paradoks i den sammenhæng.

Hans kamp for at fylde sit eksistentielle tomrum med indhold bliver især udfordret af DU’s ønske om, at de skal adoptere et barn, men JEG er nøjsom: ”Jeg var lykkelig. Fugle, en kat, dig og mig. Sådan skulle det være. En familie. Noget var vi”. Om det er angsten for at dele DU’s kærlighed med et barn eller hans foruddiskonterede angst for smerten ved at miste det, er svært at sige, men det virker, som om han har en patologisk fornøjelse ved at dyrke smerten.

På den anden side ville et barn også være en motivation for at blive sammen, et fælles projekt, en moralsk forpligtigelse. Nemt har de det ikke de to. Som man kan høre, er der, som i et utal af romaner, tale om parforholdsproblematik, men indholdet bliver ikke meget mere anderledes eller interessant af, at parterne her er to mænd; banaliteterne, navlepilleriet og det uskønne komediespil er det samme. Dertil kommer mange gentagelser, puerile replikskifter og jeg-anaforer; man kommer til at længes efter stærk kaffe.

Den får man heldigvis henimod slutningen i kapitlet ”Vinter”, hvor JEG overfaldes, maltrakteres og bestjæles af primitive, fordomsfulde mennesker, som den overfaldne ikke vil hænge ud eller etnisk identificere; gør misforstået hensyn til andre anderledes agerende en selv mere fri? Her lægges der op til diskussion, her viser romanen endelig tænder.

Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”

206 sider. Politikens Forlag, er udkommet

Tomas Lagermand Lundme: ”En rigtig kærlighed”. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Nyt fra seriefodboldens verden

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce