Annonce
Alarm 112

Ny anholdelse: 40-årig mand sigtes for drab på rapper ved væddeløbsbanen

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
40-årig mand sigtes for drab i Aarhus. Han fremstilles i grundlovsforhør onsdag eftermiddag.
Annonce

Politiet har anholdt og sigtet en mand for drabet på en 25-årig mand ved travbanen i Aarhus. Han fremstilles i grundlovsforhør onsdag eftermiddag.

Den anholdte er fra København og er 40 år, oplyser Østjyllands Politi kort før retsmødet.

Politiet mener, at drabet på Abukar Hassan Ali, der også var kendt som rapperen Shmur, skyldtes en større handel om hash.

Han blev skudt på en parkeringsplads nær Jydsk Væddeløbsbane ved 19-tiden 22. juli.

Forbrydelsen kan kædes sammen til en handel med 36 kilo hash til en værdi af 1,6 millioner, oplyser politiinspektør Michael Kjeldgaard.

- Efterforskningen peger i stigende grad på, at motivet til drabet skal findes i en narkohandel mellem to persongrupper, siger han i en pressemeddelelse.

Betjentene har fortsat et stort opklaringsarbejde foran sig, lyder det efter anholdelsen af den københavnske mand.

- Et arbejde, som vi forventer vil afdække yderligere personer med en rolle i sagen, siger politiinspektøren.

Tirsdag blev to mænd i 40'erne varetægtsfængslet for at have medvirket til salget af hashen. De sigtes ikke for drabet.

Mændene virkede beklemte ved situationen ved tirsdagens retsmøde. De er tilsyneladende bange, rapporterede Århus Stiftstidende. De to kunne ligne mellemledere i en almindelig dansk virksomhed, tilføjede mediet.

Politiinspektør Michael Kjeldgaard ønsker onsdag ikke overfor Ritzau at komme ind på den rolle, som offeret tilsyneladende har spillet i hashhandlen.

- Vi arbejder med forskellige teorier, siger han.

Blot ni timer efter drabet ved travbanen blev en mand fra rockermiljøet stukket ihjel i Brabrand. De to forbrydelser kan dog ikke knyttes sammen.

- Der er god fremdrift i efterforskningen, og vi er blevet yderligere bestyrket i opfattelsen af, at de to sager ikke har noget med hinanden at gøre, siger Kjeldgaard.

I sagen fra Brabrand er der ikke sket anholdelser.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

HFS rystede topholdet

Annonce