Hedensted: Det kostede lørdag en mand fra Hedensted livet, at han på Østerbrogade i Hedensted tippede forover på sin invalidescooter og slog hovedet i asfalten.
Ifølge øjenvidner på stedet skete ulykken, da manden skulle ned ad en lille, flisebelagt bakke. Af uransagelige årsager resulterede det i styrtet.
- Den lille bakke var virkelig intet. Det er noget, hvor man tænker, at det kan ikke lade sig gøre - og så sker det alligevel. Det er virkelig frygteligt, siger Kim Hagsten Sørensen, der oplevede ulykken.
Folkebladet har været i kontakt med Sydøstjyllands Politi, som ikke ønsker at bekræfte ulykken.
Mandens søster har dog efterfølgende på Facebook bekræftet, at manden mistede livet. Samtidig takker hun for den hjælp, der hurtigt blev ydet.
Hurtig hjælp
Kim Hagsten Sørensen kunne også se, hvordan der straks var flere personer til at hjælpe.
Efter ulykken lå manden med hovedet presset ned i asfalten, og mens Kim Hagsten Sørensen selv tog sig af sin mindre søn, forsøgte blandt andre hans kæreste at få manden fri.
Det lykkedes ikke, da benene sad fast under fodhvileren på scooteren. Først da manden mistede bevidstheden, var det muligt at få ham ud, hvorefter en anden person gav hjertemassage, indtil redningsmandskab nåede frem.
- Vi er stadig rystede. Før han blev vendt, opdagede vi ikke, hvor alvorligt det var, men efterfølgende kunne vi godt se, hvor det bar henad. Det er simpelthen så tragisk, som man kan forestille sig, siger Kim Hagsten Sørensen.