Annonce
Østjylland

Sigtet for Malling-mord har gjort det før: For 27 år siden dræbte han ung kvinde i Odder

I følge Ekstra Bladet begik den 51-årige, der er sigtet for at have dræbt en 43-årig kvinde i Malling, i 1995 drab på sin ekskæreste i Odder.
Den 51-årige mand, der har erkendt drab på 43-årig kvinde i Malling, dræbte i 1995 moderen til sin lille dreng.
Annonce

MALLING: Den 51-årige mand, der er sigtet for at have dræbt en 43-årig kvinde i Malling, begik for 27 år siden et drab i Odder.

23. november 1995 dræbte han i følge Ekstra Bladet sin 20-årige tidligere samlever i hendes lejlighed i Kildegårdsparken i Odder.

De to havde et fælles barn - en dreng på to år - som boede hos sin mor i Kildegårdsparken.

Manden forklarede dengang i et grundlovsforhør, at han var  i lejligheden for at hente sin søn, som skulle bo hos ham en lille uges tid. Men parret kom hurtigt op at skændes.

- Hun ville prakke mig et møde på, som hun skulle have med dagplejemoderen. Det ville jeg ikke tage, fordi jeg også har et arbejde at passe, sagde den dengang 26-årige mand i grundlovsforhøret.

Annonce

Skænderi om forældremyndighed

Skænderiet udviklede sig til et skænderi om forældremyndigheden, som manden ville have, fordi han mente, at han var bedre egnet.

På et tidspunkt gik manden ud i køkkenet og tog en køkkenkniv. Han gemte den på ryggen og gik tilbage til kvinden.

- Jeg husker ikke ret meget. Det slog klik for mig. Jeg stod foran hende og stak hende i maven. Hun skreg op, fortalte han.

Efter drabet hentede han sin søn hos dagplejeren og tog hjem til sine forældre i Tranbjerg.

De kunne se på sønnen, at der var noget galt, og da de spurgte, om det var noget med hans tidligere samlever, sagde han ja og tilføjede, at de hellere måtte ringe efter politiet.

En uge efter, at han og den 20-årige kvinde gik fra hinanden, forsøgte han at begå selvmord. Han blev derefter kortvarigt indlagt på Psykiatrisk Hospital.

6. juni 1996 blev manden idømt 10 års fængsel, da Vestre Landsret fandt ham skyldig i manddrab. Selv kunne han kun erkende sig skyldig i vold med døden til følge.

Han stak sin tidligere samlever 18 gange. Fire stik var dødbringende. Et dybt stik i maven gik først gennem et læderbælte, der var lagt dobbelt. Et andet skar halspulsåren over.

Annonce

Kvinde meldt savnet

Politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi har ingen kommentarer til Ekstra Bladets oplysninger om, at drabsmanden nu har begået sit andet mord.

Det er i øvrigt anden gang på få år, at der i Aarhus bliver begået drab af en tidligere drabsdømt.

I 2009 blev den 46-årige Lisbeth Nielsen meldt savnet. Kort efter blev hendes kæreste, Bjarne Østergaard Madsen, anholdt og sigtet for at have dræbt hende.

En time, inden han skulle fremstilles i grundlovsforhør, begik han selvmord i arresten.

Siden er det kommet frem, at han tidligere har kvalt to kærester, og at han var anklaget - men senere frifundet - for et tredje drabsforsøg med samme metode.

Læger bedømte ham til at være skizofren, og derfor fik han i stedet for fængsel en dom til behandling på psykiatrisk hospital. I 2005 erklærede Retslægerådet, at han ikke længere var skizofren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Betjente slukkede brand i emhætte

Østjylland

Her er forklaringen på kaos: Regionen indkalder langt flere end der er vacciner til

Annonce