Annonce
Odder

Mød en kandidat: DF'er vil stadig kæmpe for øerne

Intet valg uden valgplakater. Det betød, at Mette Hjermind Dencker ligesom andre politikere droppede et valgmøde på Tunø. Privatfoto
Den eneste kvinde på Dansk Folkepartis liste vil skabe et Danmark i balance. Derfor skal der stadig flyttes statslige arbejdspladser væk fra hovedstadsområdet.

Odder: Mette Hjermind Dencker skal nok hjælpe borgerne på Tunø og de mange andre danske småøer, selv om hun droppede at deltage i et planlagt valgmøde på øen. Det skulle holdes lørdagen efter, valget var udskrevet. Det var også første dag, politikerne måtte hænge valgplakater op, og ligesom flere andre politikere valgte Mette Hjermind Dencker plakaterne.

- Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at finde alternativer. Kunne vi holde mødet om formiddagen og så sejle tilbage i rib-både? For vi kunne ikke hive en hel dag ud. Men jeg kommer selv til Tunø søndag 26. maj, og tunboerne ved godt, de kan ringe til mig. Det er de gode til. Da jeg blev valgt i 2011, havde de lige mistet sygeplejersken, og jeg kæmpede for, de fik en sygeplejerske igen. Nu står de i en lignende situation, og jeg vil kæmpe for dem igen, siger Mette Hjermind Dencker.

Hun er landdistrikts- og øordfører for Dansk Folkeparti, og selv om valgmødet på Tunø blev aflyst, har hun god samvittighed.

- Hvis ikke valget var blevet udskrevet om tirsdagen, ville jeg dagen efter have siddet hos miljø- og fødevareministeren. Vi skulle snakke om en sag om erhvervsinteresser på Tunø, som jeg skulle bære frem i Folketinget over for ministeren, siger Mette Hjermind Dencker.

Annonce

Mette Hjermind Dencker

Fylder 41 år fredag 24. maj, er født på Odder Centralsygehus og har gået på gymnasiet i Odder. Mette Hjermind Dencker er parterapeut og coach og bor i Tirstrup på Djursland.

Hun er fraskilt, har tre børn på 16, 17 og 22 år og et barnebarn på vej. Da hun for et års tid siden blev skilt og skulle leve alene, blev hun pescetar (spiser planter og fisk). Hun var i forvejen ikke den store kødspiser, så der ligger ikke "noget helligt i det", som hun selv siger. Hun drikker i øvrigt også helst grøn te.

Mette Hjermind Dencker blev valgt i Folketinget i 2011 for DF og har også været medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre.

Danmark i balance

- Hvad er det vigtigste for dig at få løst først?

- At udflytte endnu flere statslige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, at skabe et Danmark i balance. Danskerne bor i hele landet, men over 40 procent af de statslige arbejdspladser ligger stadig i Region Hovedstaden. Og hvis vi bliver bedre til at lave campusser, kan vi få unge til at blive i deres lokalområde og få andre til at søge en uddannelse i et mere roligt studiemiljø, hvor pengene rækker længere end i storbyerne.

- Hvad skal der ske med grænsekontrollen?

- Den skal gøres permanent. Vi skal også have grænsekontrol mod Sverige, der har en indvandrerpolitik, der sejler fuldstændig. Vi aner ikke, hvad det er for nogle mennesker, de lukker ind.

- Hvem ville du stemme på, hvis du ikke kunne stemme på en fra dit eget parti?

- Hans Christian Schmidt (V). Han har inspireret mig rigtigt meget. Han er jordnær og kan gøre komplicerede ting konkrete og letforståelige. Han kan gøre politik håndgribeligt, og så er han det mest dejlige menneske at være sammen med. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg har gode venner og kollegaer i de fleste partier.

Kend din politiker

Grundlovsdag 5. juni skal danskerne til valg.

I disse uger præsenterer vi nogle af de politikere, du kan sætte din stemme på, her i Østjyllands Storkreds.

Vi kan desværre ikke præsentere alle - men giver ordet til en politiker fra hvert af de 13 opstillede partier.

Dagens politiker er Mette Hjermind Dencker, der er stillet op for Dansk Folkeparti.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Håndværk og håndmadder giver smør på brødet: Otte nye regnskaber fra lokale firmaer

Annonce