Annonce
AC Horsens

Målmandsreserve får et halvt år i AC Horsens

Aleksandar Stankovic er blevet udstyret med en kontrakt, der i første omgang gælder frem til 30. juni. Foto: Morten Pape
Aleksandar Stankovic afløser Michael Lansing som reserve for Matej Delac i forårets kampe.
Annonce

Horsens: AC Horsens har fået styr på sin målmandsduo til forårets kampe. Matej Delac er et sikkert førstevalg, men siden Michael Lansing meldte ud, at han skiftede til norsk fodbold, har der manglet en gardering for den stærke kroatiske keeper.

Det bliver Aleksandar Stankovic, der får opgaven, og han er blevet udstyret med en kontrakt frem til sommerferien.

Aleksandar Stankovic har siden midt i december trænet med i AC Horsens, og det har nu givet bonus.

- Stankovic kom hjem fra Norge i december og har vist sig fint frem, mens han har trænet med. I første omgang var der ikke tale om en prøvetræning, men en vennetjeneste, for situationen med Michael Lansing var ikke afklaret dengang, men da Lansing rejste til Norge, holdt vi selvfølgelig øje med Stankovic, der har gjort det så godt til træning, at det ikke var et svært valg at give ham muligheden frem til sommer, siger sportschef Niels Erik Søndergård.

Annonce

Naturligt førstevalg

- Han er meget bevidst om, at vi har en naturlig førstemålmand i Matej Delac, og at han skal gøre sit bedste for at presse ham i dagligdagen. I første omgang er vi blevet enige om en kort aftale frem til sommer, og så evaluerer vi derefter, fortæller Niels Erik Søndergård.

Aleksandar Stankovic er glad for at være tilbage i klubben, hvor han begyndte som U13-spiller.

- Jeg kommer fra byen og havde en rigtig god tid i AC Horsens, hvor jeg spillede i hele min ungdomsperiode, og det er fantastisk at være tilbage. Jeg er klar til at give den fuld gas til træning og give alt, hvad jeg har til klubben frem til sommer, og så må tiden vise, hvad der skal ske i fremtiden, siger Aleksandar  Stankovic.

Den 25-årige keeper har siden, han forlod AC Horsens for fem år siden været omkring Jammerbugt, FC Fredericia, Skive, Odder og Aarhus Fremad. Senest har han spillet for norske  Brattvag.

Aleksandar Stankovic fik en halvleg i den første testkamp mod Skive i torsdags. Tirsdag får han en ny mulighed for spilletid, når AC Horsens møder Middelfart.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce