Annonce
Rejser

Naturresortet Helnæs Mølle med spritnye ferielejligheder: Luksus under vingerne

Hver af de fire ferielejligheder byder på panoramaudsigt over Helnæsbugten gennem det 153 tommer store vindue, der også er den bedste siddeplads. Det gigantiske vinduesparti er tænkt som en luksusudgave af shelterne, der ligger helt ude ved kanten af møllegrunden. 
De seneste to år er grunden omkring Helnæs Mølle med panoramaudsigt over Helnæsbugten blevet forvandlet til outdoorområde i luksusklassen

Dæmningen skiller Lillebælts hvidtoppede bølger fra Helnæsbugtens smulte vande og binder øen Helnæs sammen med Fyn. En flok bramgæs tager turen oppe i det blå for at lande i Helnæs Mades rørskove.

Landingen i bil sker på den nyanlagte gårdsplads under Helnæs Mølles vinger. Det er meget længe siden, at Helnæs Mølle var i drift. Men derfor kan man godt få luft under vingerne på øen. Faktisk er der tale om luksus under vingerne på Helnæs Mølle Outdoor & Ferielejligheder, som lige har åbnet for booking 1. april, efter at der i to år er blevet arbejdet med en gennemgribende renovering af bygninger og udendørsarealer.

De fire ferielejligheder, der hver er på 55 kvadratmeter og har plads til to eller fire personer, er en luksuskopi af shelterne helt ude på kanten med udsigt over bugten og Fyn. Lejlighederne er beklædt med forpatineret akacietræ i et mønster med tydelige referencer til ejernes virksomhed Wallume, der tilbyder eksklusive vægsystemer med trælameller.

Annonce
De fire ferielejligheders indretning er både rå og hyggelig, og der er ikke sparet på de gode materialer. Stig Nør Larsen og Hanne Plechinger har fået hjælp af stylisten Rikke Skytte, men ingen er i tvivl om, at det er parrets egen gode smag.

Men det er først, når man befinder sig inde i ferielejligheden, at man finder ud af, at her er den bedste udsigt over møllegrunden med stejle skråninger ned til stranden. For de fire ferielejligheder er hævet over grunden på en måde, der giver panoramaudsigt.

Det gigantiske vindue, der leder tankerne hen på et shelter i sin konstruktion, er 153 tommer stort og tjener også som attraktive siddepladser. Her kommer naturen helt tæt på, når et årvågent dådyr eller en stovt fasankok passerer forbi i jagten på føde uden at opdage en på den anden side af glasset.

Gennemtænkt

I det hele taget er alt ude og inde gennemtænkt, og det føles som at blive taget under vingerne, når der hver morgen foran hoveddøren står en morgenmadskasse. Her skal man blot selv skal koge æggene, lune bollerne og brygge kaffen på bønner fra det lokale Holy Bean.

Helnæs Mølles gamle bygninger stod ikke til at redde. Men det gjorde det 25 år gamle egetræ, som nu er kommet til sin ret som en del af parkeringsområdet. Ved møllen er opført nye bygninger ned speciel konstruktion i massivt egetræ. Foto: Michael Bager
Helnæs Mølle ligger på østsiden af øen Helnæs, der er forbundet med Fyn via en dæmning. I forbindelse med renoveringen er der brugt mange kræfter på at rydde grunden, så udsigten over Helnæsbugten kunne nydes fuldt ud. Foto: Michael Bager

Mundrette stykker af kvalitetslaks, rullepølse, brie, gouda og rød peber er anrettet på fade lige til at stille på bordet sammen med skålen med friskskåret frugt. Med i kassen er også portionsanrettet yoghurt og mysli. I køleskabet ligger en flaske champagne, hvis det skal være champagnebrunch. Efter måltidet lægges de beskidte fade og skåle tilbage i morgenmadskassen og stilles tilbage foran hoveddøren.

Det åbne køkken med en sort udgave af Wallume-vægsystemet er så velassorteret, at det er nemt at lave mad, medmindre man frekventerer øens kro, der er kendt for sin gode, gammeldags kromad, eller henter sushi hos Yen Sushi i Haarby. Det er også muligt at benytte den lille grill ude på hver lejligheds terrasse eller tænde op i det store bålsted tæt på lejlighederne. Der er brænde og grillkul ad libitum.

Annonce

Lige midt i naturen

Helnæs Mølle Outdoor & Ferielejligheder ligger lige midt i naturen med mulighed for havørredfiskeri, kano- og kajaksejlads, vandre- og fugleture og ikke mindst Dark Sky, hvor det er muligt at se nattehimlen uden lysforurening.

Ferielejlighederne er for dem, som gerne vil tæt på naturen, men som ikke vil gå på kompromis med komforten, som boede man i en luksusferielejlighed i en storby.

De fire ferielejligheders indretning er både rå og hyggelig, og der er ikke sparet på de gode materialer. Stig Nør Larsen og Hanne Plechinger har fået hjælp af stylisten Rikke Skytte, men ingen er i tvivl om, at det er parrets egen gode smag.

Helnæs Mølle Outdoor Life & Ferieboliger

Møllen ligger på østsiden af øen Helnæs, der er forbundet med Fyn via en dæmning. Møllen stoppede med at være i drift i 1964.

Lokale frilufts- og skolefolk overtog i 1988 møllen og møllegården og etablerede Helnæs Mølle Friluftsgård og Naturskole. Den blev flittigt benyttet til uddannelsesinstitutioners kolonier og rus- og afskedsfester samt ekskursioner og kurser.

I 2018 ville ejerkredsen at sætte den til salg, og Stig Nør Larsen og Hanne Plechinger, der 10 år tidligere var blevet naboer til møllen, ønskede at købe grunden. I første omgang som deres eget liebhaveri, men så fik kreativiteten luft under vingerne.

De seneste to år har de knoklet med at revitalisere området med nye bygninger med toilet-, bad- og storkøkkenfaciliteter samt en spisesal til 60 personer og en sovesal til 14 personer omkring møllen og bygge fire ferieboliger, hvor de gamle mur- og kampesten fra de gamle stalde er genanvendt.

www.helnaesmoelle.dk

De fire ferielejligheder byder på den bedste panoramaudsigt, fordi de er hævet op over den gamle møllegrund. Ferielejlighederne er beklædt med forpatineret akacietræ, og der er plads til henholdsvis to personer og fire personer. Foto: Michael Bager


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Nyt underlag på Casa Arena? Horsens Kommune foreslår at fremtidssikre banen med hybridgræs

Annonce