Annonce
Indland

Louisiana-direktør bliver ansvarlig for Kunstens kunst

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Med nyt partnerskab skal direktør for Kunsten i Aalborg referere til Louisianas direktør om det kunstfaglige.

Museerne Louisiana og Kunsten slår pjalterne sammen. Partnerskabet betyder, at Louisianas direktør får det overordnede ansvar for det kunstfaglige program på begge museer.

Det fortæller Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana.

- Kunstens kommende direktør kommer til at referere til mig og diskutere med mig om, hvordan vi lægger et godt program for museet i Aalborg, siger han.

Kunsten i Aalborg og Louisiana i Humlebæk nord for København har tidligere arbejdet tæt sammen, men vil fra årsskiftet formelt set samarbejde om hele udstillingsprogrammet på begge museer.

Kunsten har indgået partnerskabet for blandt andet at kunne låne værker fra Louisianas samling. Museet ser også frem til at kunne trække på Louisianas bekendtskaber.

- Louisiana har et andet netværk, end vi har. Det vil vi gerne have adgang til. De har en meget stor samling, som vi også synes er spændende at arbejde med, siger Christen Obel, Kunstens bestyrelsesformand.

For Louisiana betyder samarbejdet, at museet vil kunne nå ud med kunsten til flere, fortæller Poul Erik Tøjner.

- Museet i Humlebæk er begrænset fysisk set, men vi synes, vi har fundet en model, der taler til mange mennesker. Den kunne vi godt tænke os at skubbe over i den anden ende af landet, siger Louisianas direktør.

Museet er efter nuværende direktør Gitte Ørskous farvel på udkig efter en ny leder. Den fremtidige direktør kommer dog til at arbejde under lidt andre forudsætninger end den afgående.

Personen kommer ifølge Kunstens bestyrelsesformand blandt andet til at referere til Poul Erik Tøjner, når det drejer sig om det kunstfaglige som programlægning og udstillinger.

- Han bliver den kunstfaglige sparringspartner for Kunsten, når vi tilrettelægger vores fremtidige udstillingsprogrammer.

- Han får lejlighed til at foreslå, ændre og diskutere med det program, som vores kunstfaglige folk fremlægger, siger Christen Obel.

Den måde at organisere sig er langt hen ad vejen formel, mener Poul Erik Tøjner.

- Jeg har overhovedet ikke nogen forestilling om, at jeg skal styre Kunsten. Jeg har en forestilling om, at vi får fundet en rigtig dynamisk direktør, som har utrolig lyst til at indgå i det her samarbejde som rygstød, siger han.

Han understreger, at der ikke er tale om en fusion, men om et samarbejde. Kunsten og Louisiana vil eksempelvis fortsætte med at søge fondsmidler hver for sig.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce