Annonce
Horsens

Loppeunivers åbnede for kort tid siden: Må allerede udvide butikken

Rikke Krøldrup har åbnet loppeunivers for hele familienSpirrevippen & Co. har kun været åben i 14 dage, og butiksindehaveren har allerede efter en overvældende modtagelse måttet udvide i butikken og justere på konceptet: Det er gået vildt stærkt, siger hun. Foto: Morten Pape
Rikke Krøldrup, der 13. april åbnede genbrugsmekkaet Spirrevippen & Co. med lopper til hele familien, er mildest talt overrasket over modtagelsen af den nye butik på Hattingvej. Det har allerede medført store ændringer.
Annonce

Horsens: Rikke Krøldrup er mildest talt overrasket over den overvældende modtagelse, som hendes nye butik, Spirrevippen & Co., har fået i lokalerne på Hattingvej 7. Hun er også overrasket over hvor mange standholdere, som kommer med nye, ubrugte varer. Konceptet var i første omgang tænkt som genbrug - genbrug for hele familien: Børn, mor og far, der har hver sin afdeling. Men det er nu mikset med en stor andel af ubrugte varer.

- Det er simpelthen gået så stærkt det hele. Jeg kunne i min vildeste fantasi ikke tro, at jeg allerede nu - efter bare 14 dage - har måttet udvide. De lokaler, som jeg troede, jeg først ville få brug for om et halvt eller et helt år, skal jeg allerede bruge nu. Og hele konceptet har taget en drejning, forklarer Rikke Krøldrup.

Så da avisen forleden var på besøg, var hun og personalet allerede i gang med at flytte afdelingen "Mors Hyggehjørne" til et langt større lokale i det store lejemål:

- Det har udviklet sig helt vildt. "Mors Hyggehjørne" byder på mange lækre sager som f.eks. keramik, diamanter i foldet papir, filtede ting som hatte, tasker og beklædning, strikkegarn - alt sammen nyt og præsenteret som shop-i-shoppen. Standlejerne har typisk tidligere arbejdet derhjemme med deres ting, men har nu set chancen for at nå bredere ud ved at få udstillet og solgt deres ting her, forklarer Rikke Krøldrup.

De nye varer flankeres af genbrugsvarer - i den pæne ende, som Rikke Krøldrup udtrykker det - både beklædning, sko og nips.

- Jeg kan godt lide tanken om genbrug af hensyn til vores miljø. Legetøj slides ikke. Det kan bruges mange gange. Og sådan er det med mange ting. Derfor vil jeg gerne arbejde med gode genbrugsting, forklarer Rikke Krøldrup om baggrunden for at åbne genbrugsbutikken.

Jeg kan godt lide tanken om genbrug af hensyn til vores miljø. Legetøj slides ikke. Det kan bruges mange gange. Og sådan er det med mange ting. Derfor vil jeg gerne arbejde med gode genbrugsting.

Rikke Krøldrup, indehaver af Spirrevippen & Co.

Annonce

Opkøbte restpartier

Det har også vist sig, forklarer Rikke Krøldrup, at mange interesserer sig for at købe restpartier af forskellige ting, sælge det og dermed tjene lidt ekstra penge:

- Her er blandt andet helt nyt legetøj til børnene, tøj og sko. Her er f.eks. en hel reol med Lego-skoletasker, som sælges efter vores princip: ikke fuldprisvarer - det vil sige billigt for både genbrugsvarerne og de nye varer, forklarer hun.

Hun fortæller ligeledes, at der er flere standlejere, som selv designer og syr tøj til babyer og småbørn:

- Det er nogle, der har det som hobby, og som nu kan få lejlighed til også at sælge det på en effektiv måde. Der er både sparkedragter, kjoler, bluser, bukser og "skindfutter".

Børneafdelingen, som hedder Spirrevippen, har desuden et stort areal fyldt med reoler med genbrugsvarer: Tøj, sko, legetøj.

Her kan man også købe de såkaldte Ty - Beanie Boos, som er et stort samleobjekt for børn. De findes i mange modeller: Grise, bjørne, drager, heste mm.

- De koster mellem 30 og 50 kr. Det er med at ramme børnefødselsdags-prispunktet, smiler Rikke Krøldrup.

Annonce

Fars værktøjskasse

Den tredje af familiens genbrugsafdeling er "Fars Værktøjskasse". Den er dog blevet omdøbt til "Fars "midlertidige" Værktøjskasse", for også her er der flere stande på vej. Det betyder, at der lige nu er ved at blive opstillet flere reoler i lokalet ved siden af.

Afdelingen til far byder på bl.a. maskinværktøj, værktøj, fodtøj, haveting - en stor del af det er ligeledes restpartier og derfor ubrugt.

Afdelingen får om kort tid flere varer til far, og der indrettes et større rum med drejebænk, hyggesofa, gevirer på væggen og øl fra nogle af områdets mikrobryggerier - et rigtigt mandehørm-område.

- Det hele er gået så stærkt, at vi ikke har haft tid til at tage os af alle enkeltheder endnu. Men det kommer forhåbentligt hen ad vejen, forklarer Rikke Krøldrup.

"Vi" er i det daglige også Helle Melving Møller, der er souschef, samt en medhjælper og fire ungarbejdere.

- Også det med ansættelsen af en souschef er noget, som jeg ikke havde planlagt i første omgang. Men det var nødvendigt med den fart, det hele har taget, forklarer Rikke Krøldrup

Spirrevippen & Co.

Spirrevippen & Co. er et nyt mekka for genbrug på Hattingvej 7. Her er genbrugsguld til både børn, mor og far. Men også mange ubrugte ting er kommet ind i butikken.

Forretningen, der åbnede 13. april, ejes af ægteparret Karsten og Rikke Krøldrup. Det er Rikke Krøldrup, der er i butikken hver dag, mens ægtemanden har sit eget arbejde som radiograf på Randers Sygehus. Men han hjælper lejlighedsvis med som handyman.

Butikskonceptet er, at private kan leje en stand til deres varer. Der afregnes hver fjortende dag. Der vil gå en procentdel til provision til Spirrevippen & Co., som tager sig af selve salget til butikkens kunder.

Lejemålet er på ca. 1000 kvadratmeter. Rikke Krøldrup har fået en række lejere til noget af arealet. Bl.a. en kosmetolog, en billedkunstner, en klinik med doktorfisk og en større nethandel med salg af kampsportsudstyr. Der er også et stort køkken, som Rikke Krøldrup kunne forestille sig indrettet til café.

Butikken har åbent alle dage kl. 9-17.30 på hverdage. Lørdag og søndag kl. 9-15. Der er kun fire årlige lukkedage: Omkring jul og nytår.

Annonce

Masser af ideer

Rikke Krøldrup og Helle Melving Møller lyder som et par barndomsveninder, når man møder dem sammen, men i virkeligheden er venskabet bare fra 1. februar i år, da de kom i samme klasse på et kursus i digital markedsføring - en nødvendighed for at drive forretning i dag, tilføjer Rikke Krøldrup.

- Vi er 100 procent på bølgelængde. Vi vil det samme. Arbejder for det samme. Vi ville være chef i eget hus begge to. Vi vil ikke hele tiden være afhængig af en eller to over os, som vi skal spørge om lov, hvis vi vil have forandringer. Det endte dog til sidst med at blive her i mit hus, ler Rikke Krøldrup.

Når de to forretningskvinder er sammen, blomstrer den ene idé op efter den anden:

- Vi finder hele tiden på noget nyt - på ændringer, justeringer, påhit. Stort som småt. Desværre er der ikke nok timer i døgnet. Der er noget, som vi stadig mangler - men vi når det nok, siger Helle Melving Møller.

- Det har i hvert fald været en spændende tid. Jeg går hver aften i seng med et stort smil om munden - sover som en sten om natten - og vågner igen med et smil på læben næste morgen, siger hun.

Helle Melving Møller, souschef, tv., og Rikke Krøldrup, indehaver, th., lyder som et par gode barndomsveninder, når man møder dem sammen, og ideerne vælter frem. Men bekendtskabet er blot fra 1. februar i år, hvor de mødtes på et kursus i digital markedsføring. De var på bølgelængde fra dag et. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

AC Horsens For abonnenter

Tankevækkende klø i Aarhus: Tre store problemer i AC Horsens

Annonce