Annonce
Kultur

Lone Theils: Man er mest forelsket i den, man lige har været sammen med

Lone Theils kan som en af sine hovedpersoner godt lide at lave mad. Her indsamler hun laurbærblade til formålet i en fynsk have. Foto: Anette Hyllested


Inde i forfatter Lone Theils’ hoved får én tanke, ét spor, én opgave sjældent lov til at være alene, for nye ideer hopper rundt derinde bag det lange hår som popcorn i mikroovnen.

- Jeg får hele tiden nye ideer – ikke blot til krimier, men også til kogebøger, børnebøger, gysere, romaner. Mit problem er ikke ideer, men tid, for livet forstyrrer, konstaterer Lone Theils.

Livet er blandt andet haven omkring hendes nye hus på Amager, familien med nevøer og niecer, Facebook, som kalder på jævnlige kommentarer, News, som ringer og vil have hende i studiet og udlægge Brexit og engelske forhold, og forlag, der ringer - af og til med spørgsmålet ”hvornår?”

I efteråret 2017 havde Lone Theils lige afleveret manuskriptet til sin tredje bog om journalisten Nora Sand, da hun blev kontaktet af streamingtjenesten Mofibo, som spurgte, om hun havde lyst til at skrive en lydbog. Nej, tænke hun, men ombestemte sig, da hun var hjemme i barndommens Holstebro for at holde et foredrag.

- Jeg var træt og magtede ikke at overnatte hos nogen, så jeg havde bestilt et værelse på Nørre Vosborg, som er en mindre herregård. Efter foredraget, da jeg kørte i mørket på de lange vestjyske veje mod Vosborg, dukkede Signe så op.

Signe Brask, politiassistent og hjemvendt til Nordvestjylland efter flere år i København. Hovedperson i ”Savnet”, som er første bind i en trilogi med den overordnede titel ”Hjemvendt”.

Lone sad oppe det meste af natten på herregården og skrev synopsen til historien om Signe, Mofibo antog den på stedet, Lone skrev med egne ord ubesværet, og siden har godt 20.000 lyttet til krimien. For nylig udkom den på People’s Press som papirbog og har fået begejstrede anmeldelser.

- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at den skulle blive en succes. Jeg så det som et hobbyprojekt mellem mine bøger om Nora, siger Lone Theils.

Den næste bog om Nora hedder ”Stilleleg” og udkommer på Lindhardt og Ringhof til efteråret. Nora, som blev Lone Theils’ forfattergennembrud, er solgt til 16 lande, og Lone Theils har skrevet kontrakt med Lindhardt og Ringhof på fem Nora-bøger i alt.

Men Signe og Nora er ikke de eneste, forfatteren arbejder med. Hun har for nylig været i Cremona syd for Milano for at researche på en roman, som skal handle om en violist.

I øjeblikket er hun ved at færdigredigere ”Stilleleg” med Nora. Herefter vil hun skrive bog to i serien om Signe, for den presser så meget i hovedet, at den er færdigtænkt - den skal blot skrives. Og så må hun se, om hun kan klemme violisten ind, inden hun skal i gang med femmeren om Nora.

Er det svært at jonglere med flere hovedpersoner ad gangen?

- Det er altid sådan, at man er mest forelsket i den, man lige har været sammen med, siger hun.

Derfor skal hun altid lige omstille sig, når hun skifter hovedperson, for det kan være svært at overbevise den del af hjernen, der genererer ideer, at nu er fokus et andet sted end der, hvor ideerne vil poppe.

- Men helt uden sammenligning, så arbejdede Agathe Christie også med flere hovedpersoner. Tænk blot på Miss Marple og Hercule Poirot, tilføjer hun.

Annonce

3 med Theils

1. Det handler ”Savnet” om:

”Savnet” udkom først som lydbog på Mofibo, men er nu udkommet i papir på People’s Press. Hovedpersonen Signe Brask er politiassistent og netop hjemvendt til Nordvestjylland efter flere år i København. Som ung efterforskede hun en sag, om en pige, der forsvandt på Hjerl Hede. Hun fandt ikke pigen, men har aldrig glemt sagen. En dag dukker en kvinde op og påstår, at hun er den forsvundne pige, men Signe kan ikke få tingene til at stemme.

Signes makker hedder Martinus. Han kommer fra Fyn, er glad for brunsviger, men kun de fynske, og er en mand med et lyst sind. Forfatteren har valgt ham for at få en modpol til det vestjyske tungsind, fortæller hun.

Krimien, som er på 320 sider, er udkommet på People’s Press og er første bog i en trilogi med den overordnede titel ”Hjemvendt”.2. Forskellen på Nora og Signe

Nora er journalist. Signe er politiassistent.

Nora er et madøre. Signe er til havregryn.

Nora er til mænd. Signe er til kvinder.

De er begge mørkhårede, stædige og i stand til at forsvare sig selv. Nora kickbokser og kan lide motion. Signe er stor og stærk og motionerer ikke.

Sagerne i Norabøgerne tager altid idémæssigt udgangspunkt i en sag fra den virkelige verden. Med Signe er det meste fri fantasi.

Nora opholder sig meget i London, hvor hun er korrespondent, hvad forfatteren også har været. Med Signe er Lone Theils på barndommens og ungdommens hjemmebane, for her er vi i Vestjylland ved Hjerl Hede tæt ved Holstebro.

Som journalist og tidligere korrespondent har Lone Theils haft let ved at beskrive Noras faglige verden. Med Signes har hun været nødt til at researche på politiarbejde og fået hjælp af Jes Hvas fra Midt-og Vestjyllands Politi. Han reddede hende blandt andet fra at give en politihund navnet Bess, for politihunde er hanner, så hunden endte med at få navnet Rolf, fortæller Lone Theils og ler højt.3. Lone Theils

Forfatter og journalist. Født 1971, opvokset i Holstebro som ældste af fire. Bor på Amager ved København.

Var korrespondent i London i 16 år - afbrudt af tre år som bl.a. krigskorrespondent.

Har i krimiserien om Londonkorrespondenten Nora Sand skrevet "Pigerne på Englandsbåden", "Den blå digters kone" og "Heksedrengen". Til efteråret udkommer ”Stilleleg”. Alle på Lindhardt og Ringhof.

Har i krimiserien om politiassistenten Signe Brask skrevet ”Savnet”, som udkom i slutningen af maj i år på People’s Press.

Har også skrevet bog om globetrotteren Jens Bjerre og krimien "87 sekunder" sideløbende med otte programmer på P1, hvor hun researchede for åben mikrofon. Dertil diverse kriminoveller og opgaver som journalist.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce