Annonce
Sport

Lokalt talent spillede for AC Horsens-drømmen: Nikolaj indså, at fodbold ikke betyder alt

Nikolaj Nanev prioriterede fodbolden over alt andet, men i maj 2020 kom han til den erkendelse, at fodbold ikke betyder alt. I dag er han hjemmeskolende 3.g'er - og han keder sig bravt. Foto: Morten Pape
Fyldte stadions og tilskuere, der jubler dit navn. Det er drømmen for mange unge drenge. Nikolaj Nanev er en af dem, der i mange år prioriterede fodbolden over alt andet.

Juelsminde: Nikolaj Nanev er knap fire år, da hans far, Anton Nanev, for første gang binder snørebåndene på de små fodboldstøvler og hiver ham med til fodboldtræning i den lokale klub.

Drømmen om at blive professionel får den unge fodboldspiller tidligt. Drengeværelset bugner i flere år med pokaler og medaljer og vidner om de mange timers arbejde, der bliver brugt på fodboldbanen.

I dag er alle medaljerne og pokalerne pakket væk. Og Nikolaj Nanev har sagt et svært farvel til drømmen om at blive professionel fodboldspiller.

Annonce
Nikolaj Nanev i AC Horsens-trøjen. Foto: Frank Hove for AC Horsens

Han er i dag en ung mand på snart 19 år, men hans fodboldrejse starter for alvor, da han som 13-årig skifter klub og starter i FC Horsens. Niveauet er højt og trænerne seriøse. Det passer ham godt, og han finder hurtigt sin plads på holdet. Klubskiftet er en succes.

En yderligere bonus er, at FC Horsens samarbejder tæt med superligaklubben AC Horsens - den klub, som Nikolaj Nanev altid har drømt om at spille for. Samarbejdet sikrer en solid talentudvikling og giver de største talenter i klubben chancen for at spille på endnu højere niveau - og måske endda komme i betragtning til Superligaen.


Alt man vil, er at se sit barn glad: Han kom ind i klubben, fik masser af gode venner og han blomstrede virkelig.

Eugenia Naneva


Efter otte måneders intens træning bliver en begejstret Nikolaj Nanev udtaget til AC:

- Jeg var fuldstændig euforisk! Min far var rigtig stolt af mig. Endelig opnåede jeg mit mål og fik den anerkendelse, som jeg havde kæmpet for. Jeg beviste, at man faktisk kan komme langt med hårdt arbejde, siger Nikolaj Nanev.

Nikolaj Nanev i kamp for FC Horsens. Han rykkede dertil som 13-årig, kom siden ind i AC-regi og vendte så tilbage til klubben i sydbyen. Privatfoto: Lisbeth Lassen

- Det har altid været mit mål at komme ind i AC. Jeg havde virkelig en følelse af, at det var det, jeg skulle. Jeg var sindssygt glad.

Hverdagen i AC Horsens

Opstarten i klubben går rigtig godt. De mange forventninger krævede lidt tilvænning, men Nanev udvikler sig hurtigt og flot spillemæssigt. I den forbindelse fremhæver han selv betydningen af de sociale bånd blandt holdkammeraterne.

Med træninger syv gange i ugen samt kamp om lørdagen påpeger Nikolaj Nanev, at han nok ikke havde holdt det ud, hvis ikke det sociale var i top. Han understreger vigtigheden af, at der altid var plads til internt spas - også selvom de alle befandt sig i et seriøst elitemiljø.

Hans forældre, Anton Nanev og Eugenia Naneva, beskriver begge, hvordan tiden i AC Horsens langt hen af vejen udvikler deres søn positivt:

- Vi var meget stolte af ham. Alt man vil, er at se sit barn glad: Han kom ind i klubben, fik masser af gode venner og han blomstrede virkelig. Det var en fornøjelse som forælder, fortæller Eugenia Naneva entusiastisk, da hun mindes sin søns tid i klubben.

Annonce

Lige ved og næsten

Udviklingen og det hårde arbejde går heller ikke ubemærket hen, hverken blandt trænere eller talentspejdere. Dansk Boldspil Union (DBU) etablerer i 2012 et Futurelandshold for at fokusere mere på den talentgruppe, der kommer senere i vækstspurt end deres jævnaldrende. For ikke at udelukke aspirerende talenter på baggrund af deres størrelse, udtager DBU derfor dem, de tror mest på til såkaldte future-landsholdssamlinger.

De udtagede U15-spillere træner over hele sæsonen til flere samlinger, hvor de vurderes, sendes hjem eller går videre. Til sidst udtager DBU14 spillere til U16 futurelandsholdet.

Nikolaj Nanev bliver bemærket og udtaget. Samlingerne går godt. Han går videre fra hver samling, til han, sidst på sæsonen, er blandt de sidste 42 spillere. Hele familien er sikker på, at han bliver udtaget, men den ihærdige AC-spiller går desværre ikke videre. Selvom det kun var lige ved og næsten, definerer Nikolaj Nanev oplevelsen som højdepunktet i hans ungdomskarriere på fodboldbanen.

Annonce

Vigtig profil på og uden for banen

Nikolaj Nanevs tidligere træner, Christian Hansen, har været ansat i AC Horsens siden 2011. Han beskriver Nikolaj Nanev som en vigtig profil både på og uden for banen:

- Nikolaj er som spiller meget hårdtarbejdende. Han er en leder, der er god til at tage hånd om de andre og støtte, hvis de er inde i en mindre god periode. Han var en, de andre så op til. Derfor var han også anfører på både U15 og U17. Han var dygtig, og havde også en afgørende rolle, da vi, meget overraskende, vandt pokalfinalen i 2015 mod FC Midtjylland, der på papiret var meget bedre end os.

Nikolaj Nanev i hjemmet i Juelsminde. Hans forældre, Anton Nanev og Eugenia Naneva, har altid bakket op og været stolte af sønnens meritter på fodboldbanen. Foto: Morten Pape

Træneren fremhæver desuden Nikolaj Nanevs evne til at reflektere og se indad som nogle af fodboldspillerens store kvaliteter. Men selvom han besidder nogle vigtige kvaliteter, både på og uden for banen, anførerskabet, træningskampen for futurelandsholdet og en god udvikling, får han mindre og mindre spilletid i AC Horsens.


Jeg gik fra at være den anfører, som alle regnede med og havde håbet på, skulle være den, der løftede holdet, til at blive lidt af en bænkevarmer.

Nikolaj Nanev


De mange timers hård træning begynder at synes lidt meningsløse, og frustrationerne vokser hos den unge fodboldspiller. Noget, han og træneren flere gange drøfter. De peger begge på, at konkurrencen kun bliver større med alderen. Selvom Nanev giver den alt, han har, føler han ikke, at han rykker sig, og det kniber med udtagelse og spilletid til kampene.

- Jeg gik fra at være den anfører, som alle regnede med og havde håbet på, skulle være den, der løftede holdet, til at blive lidt af en bænkevarmer. Rent fysisk er jeg ikke den største fodboldspiller - det er helt klart et lille kompleks for mig. Derudover er det en kombination af flere ting, der begynder at påvirke mit humør og udvikling negativt. Jeg føler, at jeg er mere med til at spille de andre gode, end jeg selv udvikler mig på banen. Derudover vokser konkurrencen markant, da der kommer flere spillere ind udefra, der har et rigtig godt ry, konkluderer Nikolaj Nanev.

Annonce

Frustrationerne vokser

Hjemme i Juelsminde mærker forældrene også tydeligt ændringen på humør og motivation. Sønnens frustrationer vokser.

Nikolaj Nanev startede med at spille for Juelsminde IF. Privatfoto

- Det påvirkede ham selvfølgelig. Vi kunne godt mærke det sidste års tid, at det ikke længere gjorde ham glad, men vi var også enige om, at Nikolaj selv skulle træffe beslutningen om, hvorvidt han ville fortsætte, siger Anton Nanev, mens Eugenia Naneva tilføjer:

- Nikolaj følte jo, at der var et vis pres på ham. Hver uge kæmpede han hårdt til træningerne og håbede på at blive udtaget til kamp. Han begyndte faktisk at få det fysisk skidt. Fodbold og skole fyldte rigtig meget, så det er klart, at han blev skuffet, når han så pludselig ikke længere kom med.

Frustrationerne tager støt til. Glæden ved sporten, der altid har været nummer ét, forsvinder gradvist, og Nikolaj Nanev påtænker at stoppe.

- Jeg gik faktisk rundt med overvejelserne i rigtig lang tid. Det var jo en stor del af mit liv, så det var ikke nogen let beslutning at træffe. Jeg talte meget med min storesøster, Viktoria, om det. Det var på en måde nemmere, da mine forældre også var en stor del af fodbolden. Jeg følte, at Viktoria kunne se det hele lidt mere udefra.

Nikolaj Nanev går i gymnasiet, men er som så mange andre sendt hjem for tiden. Heller ikke fritidsjobbet i Power kan han passe, som han plejer. Foto: Morten Pape
Annonce

Succesoplevelserne mangler

I 2020 kom coronavirussen ind fra højre, og turneringen blev aflyst. Nikolaj Nanevs følelse af, at der ikke er mere at hente i AC Horsens får det sidste skub, og en torsdag efter træning tilbage i maj er det nok. Han sætter sig ind i familiens bil, hvor hans far, som så mange gange før, sidder klar til at hente ham. De kører sammen hjemad, og Nikolaj Nanev meddeler, at han ikke længere vil spille.

- Mine forældre har heldigvis altid støttet mig, men det var hårdt at træffe beslutningen. Det var jo også en rejse, som vi havde haft sammen. Min far har sagt, at om det var skak, fodbold eller noget tredje, det er han fuldstændig ligeglad med, så længe jeg er glad, men det var ikke let, forklarer Nikolaj Nanev.

Forældrene beskriver det selv som en stor lettelse, da deres søn endelig traf beslutningen.

- Det vigtigste for os er, at Nikolaj er glad. Vi kunne jo godt mærke, at fodbold ikke var så stor en glæde, som det plejede. Han manglede succesoplevelserne. Set i bakspejlet har tiden i AC Horsens været et rigtig godt og fantastisk kapitel. Han har fået mange kompetencer og oplevelser med, som han og vi, som familie, heller ikke ville have været foruden, fortæller Anton Nanev stolt.

Annonce

Tid til at udforske nye græsgange

Nikolaj Nanev forklarer, at det tog lidt tid at vænne sig til ikke at have ”AC Horsens-spiller” mærkatet på sig. I dag er hans hverdag mere almindelig. Der er tid til nogle af de ting, der ikke var førhen. Tid til gamle venner, familie, fester og nu også et fritidsarbejde.

En stolt Nikolaj Nanev, da han vandt pokalfinalen sammen med AC Horsens-holdet. Privatfoto

Fodbolden er dog ikke lagt helt på hylden. I dag spiller han seriefodbold i serie et for sin gamle klub, FC Horsens. Det er et glædeligt gensyn, men det har taget lidt tid at vænne sig til den nye kultur.

- Folk er ældre, de er mellem 18-35 år, og der er øl efter træning og kamp. Det er jo ikke noget, jeg har været vant til før, så det skal jeg lige vænne mig til, men jeg føler, at jeg nu er med i et fællesskab, hvor jeg bidrager med noget - både som person og fodboldspiller, og det betyder bare meget for mig, siger Nikolaj Nanev.

Derudover bruger den snart 19-årige mand i dag en del tid i elektronikbutikken Power. Her er han blevet uddannet og ansat som sælger: Et job der passer ham rigtig godt.

Eugenia Nanenva, Nikolaj Nanev og Anton Nanev, da AC Horsens vandt pokalfinalen. Privatfoto
Annonce

Følg dit hjerte

Selvdisciplin, ansvarlighed og punktlighed er nogle af de kvaliteter, som fodbolden har givet ham - og som gør det lidt lettere at træde ind på arbejdsmarkedet. Han ser frem til at udvikle sig endnu mere i jobbet  og så er det heller ikke helt dårligt at få udbetalt løn, indskyder den nyudklækkede sælger med et grin.

Spørger man Nikolaj Nanev, hvad der er hans bedste råd til andre, der befinder sig i en lignende situation, er svaret klart:

- Følg dit hjerte og mærk efter. Overvej om det negative er i ubalance med det positive - hvad fylder mest hos dig? Du skal kun gøre det, så længe du synes, at det er sjovt og det gør dig glad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Se højdepunkterne: En vigtig redning gav AC Horsens endnu et point mod AaB

Annonce