Annonce
Horsens

Lokalt byggeri til tops i konkurrence: Lilli Gyldenkildes Torv kåret til "årets værste byggeri"

Lilli Gyldenkildes Torv er ikke et populært byggeri blandt foreningen Arkitekturoprørets brugere.  Foto: Thomas Schütt
Det centralt placerede lokale bolig- og butiksområde har fået flest stemmer i foreningen Arkitekturoprørets landsdækkende afstemning. Lejerbos adm. direktør opfordrer borgerne til at give Lilli Gyldenkildes Torv tid til at finde sin form.

Horsens: Det centralt placerede boligområde i Horsens Lilli Gyldenkildes Torv er i en netop afsluttet afstemning kåret som "årets værste byggeri".

Det er den landsdækkende forening Arkitekturoprøret, der står bag afstemningen, og det er foreningens brugere, der på Facebook har tildelt det lokale bolig- og butiksbyggeri den lidet flatterende titel.

Lilli Gyldenkildes Torv vandt med 193 stemmer foran byggeriet Søtorvet i Silkeborg, der fik 172 stemmer, mens Ceresbyen i Aarhus fik 100 stemmer på tredjepladsen.

Horsens Kommune var også nomineret i en anden kategori, "årets dårligste kommune til bybevaring", og i den kategori blev Horsens nummer to efter Aarhus.

Konkurrencen blev sat i gang i starten af februar, og man har frem til 28. februar kunnet stemme på sine "favoritter". Ifølge Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret, har foreningen 6000 medlemmer via Facebook-siden.

Der blev afgivet i alt 1751 stemmer.

Annonce

Lejerbo: Ikke så sjovt

Det er Lejerbo, der står for udlejningen af de omkring 350 boliger på Lilli Gyldenkildes Torv, og Lejerbos adm. direktør, Palle Adamsen, konstaterer, at han normalt gerne vil vinde de konkurrencer, han deltager i.

- Her er sejren selvfølgelig ikke så sjov. Jeg synes dog, at det er lidt svært at forholde sig til, for hvad er kriterierne i afstemningen? Det er jo rart at vide, hvilken konkurrence man deltager i, siger han.

- Generelt vil jeg sige, at det er supergodt, at borgerne interesserer sig for, hvordan vi indretter vores byer, og om ikke andet har vi da med Lilli Gyldenkildes Torv skabt en god platform for debat, konstaterer Palle Adamsen.


Generelt vil jeg sige, at det er supergodt, at borgerne interesserer sig for, hvordan vi indretter vores byer, og om ikke andet har vi da med Lilli Gyldenkildes Torv skabt en god platform for debat.

Palle Adamsen, adm. direktør, Lejerbo


Debatten om Lilli Gyldenkildes Torvs arkitektoniske kvaliteter er ikke umiddelbart noget, der påvirker borgernes lyst til at bo der, vurderer Lejerbo-direktøren.

-Når jeg snakker med de lokale folk, lyder det, at det ikke er arkitekturen, lejerne forholder sig til. Det er selve boligen, nærheden til byen og prisen, siger Palle Adamsen, der opfordrer borgerne til at give Lilli Gyldenkildes Torv lidt tid.

- Det er jo ikke ukendt, at et nyt byområde skal finde sin form over tid, og at den skiller vandene i starten. Jeg tror, at mange af dem, der lige nu har svært ved at se Lilli Gyldenkildes Torvs kvaliteter, vil ændre holdning, når det bliver mere grønt, og asfalten ikke dominerer så meget, siger Palle Adamsen.

Annonce

Boesen: Der skal være boliger til alle

Fungerende borgmester Andreas Boesen (S) ønsker ikke at gå ind i en "smagsdommer-debat" om Lilli Gyldenkildes Torv.

- Jeg noterer mig, at der er mange, der er glade for at bo på Lilli Gyldenkildes Torv, hvor jeg synes, at vi har forvandlet en lidt trist parkeringsplads til en ny stor plads med mange gode boliger og butikker. Vores fornemste opgave som politikere er at bygge boliger til alle. Nogle kan se sig selv i midtbyen, hvor det er højt og tæt, og andre vil noget andet, siger han.

Martin Ravn (V), viceborgmester og formand for plan- og miljøudvalget, har i den offentlige debat kritiseret byggeriet for ikke at leve op til de visualiseringer, politikerne blev præsenteret for i den tidlige fase, og om afstemningens resultat siger han:

- Hvis vi havde fulgt visualiseringerne, havde vi ikke fået den pris. Overordnet synes jeg, at det er en skam, at vi i et så rigt samfund som vores bygger på den måde. Det kan prisen så minde os om.

Annonce

Positivt med fokus på arkitektur

Martin Weihe Esbensen, formand for foreningen Bedre Bymiljø i Horsens, mener, at det er positivt, at Arkitekturoprøret er med til at sætte fokus på arkitektur, så det er et anliggende for alle, ikke kun arkitekter og bygherrer.

- Man skal dog passe på med kun at pege fingre, for målet med debatten må være at komme i dialog med hinanden og blive klogere. Det er også den måde, vi arbejder på, siger han.

Bedre Bymiljø i Horsens har fra starten været kritisk over for Lilli Gyldenkildes Torv og er det fortsat, siger Martin Weihe Esbensen.

- Det er ikke grimt, men det er et intetsigende, kedeligt byggeri, og som vi tidligere har sagt, er der en udtalt mangel på grønne byrum. Det fungerer dårligt, når man bevæger sig rundt i det, og området hænger dårligt sammen med resten af byen, lyder hans vurdering.

Arkitekturoprøret oplyser, at diplomer vil blive overrakt til de prisvindere, der vælger at møde op, ved Arkitekturoprørets årlige arrangement i Stockholm senere på måneden.

Resultater fra konkurrencen

Resultaterne af foreningen Arkitekturoprørets årlige afstemning på Facebook om byggerier:

Årets dårligste kommune til bybevaring:

  • Aarhus: 288 stemmer
  • Horsens: 180 stemmer
  • København: 76 stemmer
  • Silkeborg: 75 stemmer
  • Odense: 60 stemmer
  • I alt afgivne stemmer: 679

Årets værste byggeri:

  • Lilli Gyldenkildes Torv, Horsens: 193 stemmer
  • Søtorvet, Silkeborg: 172 stemmer
  • Ceresbyen, Aarhus: 102 stemmer
  • Niels Lambertsens Vej, Esbjerg: 86 stemmer
  • Thors Tårn, Randers: 57 stemmer
  • Nansensgade 57, København: 34 stemmer
  • Pasteurs Tårn, København: 33 stemmer
  • Pelican-huset, København, Ørestad: 25 stemmer
  • Banebyen, Viborg: 21 stemmer 
  • Tornerosevej, Herlev: 13 stemmer
  • I alt afgivne stemmer 736 stemmer

Årets bedste byggeri:

  • Kullinggade 3-5-7, Svendborg: 205 stemmer
  • Sydhavn 4, Aabenraa: 62 stemmer
  • Lergravsparkens Skole, København: 30 stemmer
  • Valseværkstræde, Frederiksværk: 24 stemmer
  • Plantagevej 5A, Marstal: 15 stemmer
  • I alt afgivne stemmer 336

I alt afgivne stemmer i konkurrencen: 1751

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Skuddræbt kvindes kolleger i mindeord: Vi savner hendes hjertevarme, smil, latter og dejlige humor

Danmark

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Annonce