Odder: Tre byrådsmedlemmer fra Odder vil på næste byrådsmøde foreslå, at et samlet byråd går med i et fælles opråb om, at Danmark kan og bør tage mod børn fra Moria-lejren på Lesbos.
De tre politikere er Marianne Hundebøll (SF) og de to medlemmer af Enhedslisten Ditte-Marie Thejsen og Leif Gjørtz Christensen.
- Vi mener, at Odder Kommune skal tilkendegive overfor regering og Folketinget, at Odder Kommune kan modtage et antal børn og give dem en bedre tilværelse. Mange andre kommuner har tilkendegivet dette bl.a. København, Sønderborg, Holbæk og Randers, skriver Marianne Hundebøll på et facebookopslag.
Marianne Hundebøll, SFVi mener godt, Odder Kommune kan modtage et antal børn og give dem en bedre tilværelse.
Hun suppleres af Ditte-Marie Thejsen:
- Enhedslisten har forhørt sig rundt omkring hos de mange frivillige, som tidligere har ydet en kæmpe indsats for at hjælpe de flygtninge, som kom til Odder for fire-fem år siden. Herfra lyder det, at de er villige til at hjælpe, hvis der skulle komme flygtningebørn til kommunen, siger hun.
Ni byråd har sagt ja
SF Odder og enhedslisten stiller derfor på byrådsmødet mandag 9. november forslag om at Odder Kommune også kommer med en samlet tilkendegivelse om, at man er villige til at tage imod flygtningebørn. I forslaget bliver der ikke sat tal på, hvor mange flygtninge, det skal dreje sig om.
- Men et antal, der passer til kommunens størrelse, siger Ditte-Marie Thejsen.
Den danske regering har tidligere afvist at deltage i en europæiske fordeling af flygtninge fra Moria-lejren, fordi den frygter, at det vil sætte gang i menneskesmuglernes forretning og en trafik over Middelhavet i livsfarlige gummibåde.
Det fik i juni Mellemfolkeligt Samvirke til at opfordre kommunerne til hver især at rette henvendelse til Udlændinge-og Integrationsministeren med en besked om, at de er villige til at tage imod uledsagede børn fra Moria-lejren. Foreløbig har forslaget været rejst lokalt og behandlet i 28 byråd, hvoraf ni har sagt ja i fællesskab. Desuden har 73 byrådsmedlemmer fordelt over hele landet personligt opfordret Udlændinge-og Integrationsministeren til at ændre holdning.