Annonce
Hedensted

Lokale politikere overvejer at sende madpenge retur til børnefamilierne

Selvom langt de fleste af børnene i Hedensted Kommune pt. passes hjemme, er der ikke umiddelbart udsigt til, at forældrene får betaling retur for den ubrugte pasning - kun udgifterne til madordning er der indtil videre tale om at kompensere. Arkivfoto: Morten Pape
Flere har henvendt sig til Hedensted Kommune for at få tilbagebetalt penge fra daginstitutioner under nedlukningen. På landsplan er der kun lagt op til en kompensation, hvis daginstitutionerne forsat skal være lukkede efter påske.

Hedensted: Er det rimeligt at forældre forsat skal betale for en ubrugt plads i daginstitutionen, mens Danmark er lukket ned?

Det spørgsmål er ivrigt blevet diskuteret de seneste dage. Også i Hedensted Kommune, hvor flere blandt andet har debatteret på kommunens Facebook-side. F.eks. skriver Jimmy Thyregaard Lyngbak fra Rask Mølle:

- Man skal ikke betale for en ydelse, som man ikke benytter. Det kan godt ske, vi alle skal bidrage. Og det gør vi da også ved at holde vores børn hjemme! Det koster kassen herhjemme ved, at vi ikke kan arbejde fuld tid.

Også Anja Bak Hermansen fra Øster Snede er klar i sin udmelding, selvom hun ikke nødvendigvis mener, alle pengene. som forældre betaler for daginstitution, skal betales tilbage:

- Jeg er helt enig i, at vi alle bidrage, MEN jeg synes, det er totalt ukorrekt, at vi skal betale for madordning i den periode, hvor vi har vores børn hjemme. Vi har to børn i børnehave og betaler fuld pris for madordning samtidig med, at vi nu selv betaler for de måltider herhjemme også, skriver hun.

En holdning som flere andre i tråden deler.

Annonce

Forældrebetaling

Forældre skal ifølge loven betale max 25 pct. af den faktiske udgift til daginstitutioner. I Hedensted Kommune betaler forældrene 3535 kr. pr. måned for en vuggestueplads og 2382 kr. pr. måned for en børnehaveplads. Der gives rabat til søskende, så andet, tredje barn mv. kun betaler halv pris.

Langt størstedelen af pengene går til løn, men en mindre del af beløbet går til inventar, vedligehold, legetøj, og materialer. Prisen er den samme ligegyldigt om daginstitutionen/dagplejen tilbyder bleer, eller forældrene selv skal medbringe.

Sker der ændringer i ens hustandsindkomst er der mulighed for at søge om tilskud til betalingen (økonomisk friplads) på borger.dk.

Af de i alt 2105 børn, der pt. er i dagtilbud i Hedensted Kommune, har 1255 børn en frokostordning. Den betaler forældrene 610 kr. pr. måned for, mens institutionerne har udgifter på 634 kroner pr. barn pr. måned til frokostordning. Ordningen er altså næsten fuldt forældrebetalt. Omkring halvdelen af de 634 kroner går til råvarer og den anden halvdel til lønudgifter til køkkenpersonale.

Samlet set betaler forældrene i Hedensted Kommune 762.000 kroner om måneden for frokostordningen.

Kilde: Hedensted Kommune

Betaler stadig løn

Regeringens udmelding har dog indtil videre været klar. Forældrene skal betale - også til eventuelle madordninger - selvom de beholder deres børn hjemme.

- Vi står i en samfundskrise, hvor alle må bidrage. Medarbejderne i tilbuddene skal stadig have løn, og der vil blive tilbudt nødpasning, lyder argumentet.

Men der er alligevel håb forude for de udgiftsplagede forældre. Regeringen har nemlig forpligtet sig til at forhandle en løsning på plads med Folketingets øvrige partier, hvis tilbuddene forsat er lukkede efter påske. Forhandlinger som så vidt vides allerede er gået i gang.

Lokalt i Hedensted Kommune ønsker politikerne allerede nu at undersøge forskellige modeller for tilbagebetaling, og særligt om det er muligt at tilbagebetale betalingen for frokostordningerne helt eller delvist. I Hedensted Kommune betaler forældrene 610 kroner om måneden for en frokostordning i en daginstitutionen. Omkring halvdelen af pengene går til råvarer til maden, mens den anden halvdel går til løn til køkkenpersonalet.

- Vi har bedt dem beregne nogle forskellige modeller for at se, hvordan man kan få lavet en eller anden form for tilbagebetaling til forældrene. I første omgang i forhold til madordningen, og så må vi se, hvor forhandlingerne på Christiansborg ender. Min personlige holdning er, at der ingen tvivl er om, at vi alle skal bidrage i den her situation, men omvendt så synes jeg heller ikke, man kan forlange, at man skal betale fuld pris for noget, man ikke får, lyder det fra formand for Udvalget for Læring, Ole Vind (V).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

30-årig snuppet for indbrud i Sjællandsgade

Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce