Annonce
Horsens

Lokale kandidater: E45 er vigtig - men der er også andet, vi gerne vil diskutere

Fem kandidater i Horsens-kredsen nævner en række emner, som de gerne vil debattere i valgkampen, der netop er skudt i gang. En udvidelse af E45 er som for fire år siden en stor lokal mærkesag, men den kommer i skarp konkurrence med temaer som klima, nedslidning og sundhed, lyder vurderingen fra flere af kandidaterne.
Annonce

Horsens: Ved folketingsvalget i 2015 var det trængslen på motorvej E45, der lå helt i top, da de daværende kandidater blev bedt om at give deres bud på valgets vigtigste tema.

Trængslen er der stadig her fire år senere, så E45 blev bestemt nævnt, da en håndfuld kandidater i Horsens-kredsen onsdag fik det samme spørgsmål, men i tæt kapløb med temaer som sundhed, klima, flygtninge/udlændinge, uddannelse og nedslidning.

For Henrik Dam Kristensen (S) er valgkampen delt op i to, fortæller han.

- Der vil i Horsens som i resten af landet være diskussioner om tilbagetrækning, flygtninge/udlændinge, og hvordan vi fremadrettet bevarer velfærdssamfundet. Derudover er der de lokale temaer, som der også skal være plads til. Der er selvfølgelig E45. Det er fuldstændigt afgørende for Østjylland, at vi gør op med trængslen, men jeg vil også meget gerne diskutere for eksempel sundhed, siger Henrik Dam Kristensen.

En nedlæggelse af regionerne, som regeringen og Dansk Folkeparti har foreslået, kan få konsekvenser for Regionshospitalet Horsens, mener han.

- Det sker ikke i morgen, men spørgsmålet er, hvem der skal forsvare Horsens, når beslutningerne fremover bliver taget af en bestyrelse, siger han.

Sundhedsdebatten melder Birte M. Andersen (V) gerne ind på, siger hun.

- Debatten om en sundhedsreform er kommet lidt skidt fra start, men sundhed og ikke mindst psykiatrien, hvor der er store problemer, er sammen med klima og nedslidning de tre vigtigste temaer for mig. Klimaet er en stor udfordring og en svær debat, men vi er nødt til at tage den, siger hun.

Klimaet er en stor udfordring og en svær debat, men vi er nødt til at tage den.

Birte M. Andersen (V), kandidat i Horsens-kredsen

Annonce

Plads til lokale dagsordner

Paw Amdisen (SF) nævner to temaer, han særligt gerne vil se højt på dagsordenen i valgkampen.

- Der er miljø og klima, hele den grønne omstilling, der jo heldigvis allerede fylder en del, og på en tæt andenplads har jeg den stigende ulighed i samfundet, som SF gerne vil gøre op med. Det vil jeg gøre mit til, at valgkampen kommer til at handle om, men jeg kan godt frygte, at udlændingepolitikken kommer til at fylde meget. På den trælse måde. Med de ekstreme positioner, vi ser fra nye partier, kan debatten nemt risikere at blive polariseret og hård, siger han.

Hans Kristian Skibby (DF) nævner sundhed, EU og udlændinge som de tre vigtigste nationale temaer.

- Men der må også være plads til lokale dagsordener, for eksempel uddannelsesområdet, hvor vi skal sikre, at der også i fremtiden sikres uddannelsespladser i byer som Horsens og Randers. Ikke kun i Aarhus, som jo naturligt er dynamoen i Østjylland, siger han.

Sikringen af uddannelsespladser flere steder i landet, heriblandt Horsens, er også en af Karen Melchiors (R) mærkesager. Sparekrav til uddannelsesinstitutionerne øger risikoen for centralisering, mener hun.

- En anden af mine mærkesager er, at børn ikke skal vokse op i fattigdom. Jeg er meget optaget af, at der er lige muligheder for at skabe sit eget liv, og at vi får brudt den sociale arv, siger hun.

Karen Melchior vil gerne debattere infrastruktur og E45, men hun tror ikke, at det vil fylde så meget i denne valgkamp.

- Der er bred enighed om, at vi skal have tre spor, og i modsætning til for fire år siden tror vi nok alle også på, at det nok skal lykkes, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce