Annonce
Læserbrev

Livets afslutning i coronaens skygge: Hvor bange skal vi være og for hvad?

Vi er nødsaget til at se proportionerne i det skrækscenarie, der er sat op. Er coronavirus så farlig, at vi på lang sigt kan sætte fundamentale rettigheder på standby?

Læserbrev: Det er i sig selv ingen tragedie, at en 85-årig dør, uanset om årsagen er Covid-19-relateret eller ej, og slet ikke hvis borgeren er træt og mæt af dage.

Men det er en katastrofe, hvis vedkommende ikke får lov til at sige farvel til sine pårørende.

Det har i et par måneder ramt rigtigt mange.

Coronaens indtog har lagt en klam skygge over vores sociale adfærd. Det har ramt og rammer fortsat borgere på plejehjem, sygehuse og hospicer urimeligt hårdt, og det gør bestemt også ondt på de pårørende.

Jeg hører også fra flere hospicer, at de ansatte er frustrerede over ikke at kunne give de pårørende den omsorg, som de fortjener, og det er lige præcis en af de spidskompetencer, hospicepersonale har.

Vi kan ikke bebrejde, at Sundhedsstyrelsen og regeringen trak i nødbremsen, da det stod klart, hvor galt det gik i Norditalien og Spanien.

Nu er situationen lykkeligvis - i hvert fald for en stund - under kontrol, og så må tiden også være inde til at gøre indsigelse mod de restriktioner, der fortsat begrænser vores sociale adfærd.

Der er mange, der har gjort store ofre, og det skal ikke fortsætte på denne måde.

Ved et større tilbagefald i corona-smitten, må vi anmode om, at de nærmeste pårørende sikres adgang til deres døende uanset, hvor de befinder sig.

Det må italesættes, at det er helt naturligt at være ved sine nærmeste, når livet ebber ud.

Hvad er det, vi er så bange for?

Vi skal selvfølgelig passe på vores sundhedspersonale. Men de er trods alt sundhedsprofessionelle. De må også kunne drage omsorg for de pårørendes sikkerhed i de givne situationer.

Vi er nødsaget til at se proportionerne i det skrækscenarie, der er sat op. Er coronavirus så farlig, at vi på lang sigt kan sætte fundamentale rettigheder på standby?

Ikke mindst når vi taler om døden, den kan vi jo ikke gøre om.

Hvor har Det Etiske Råd været henne, når så voldsomme indgreb sættes i søen?

Vi må erkende, at det gik stærkt, og der var optræk til begrundet panik. Men fremadrettet går det ikke i længden.

Der er brug for, at vi også husker at se på livskvaliteten hos de ældre, syge, sårbare og døende - og hos deres pårørende.

For hvad er prisen for ikke at kunne leve til det allersidste med sine nære tæt på? Og hvad er prisen for de pårørende, der skal leve videre uden at have fået muligheden for at sige ordentligt farvel?

Så mit spørgsmål, der stadig står tilbage, er: Hvor bange skal vi være og for hvad?

Olav Nørgaard. Pressefoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Flere byggepladser udsat for tyverier

Annonce