Annonce
Livsstil

- Livet er aldrig sort-hvidt

Maren Uthaug har sat tekst og tegninger på livet i mere end 10 år. Foto: Nicolai Lorenzen
Maren Uthaug er et hurlumhej-menneske, der stadig kan blive overrasket over, at hendes børn skal have mad hver dag, og åbent blotlægger kaosset i sit liv. Men også en kvinde med power, som mener, at ensomhed er et grundlæggende vilkår i livet og at man kommer til at tage sig selv for alvorligt, hvis man ikke af og til griner i stedet for at græde.
Annonce

- Den er simpelthen så klam. En mega-gammel klam Opel.

Maren Uthaug lægger ikke fingrene imellem, da hun beskriver det indre af familiens bil.

- Ved siden af passagersædet voksede der en bunke af madpapir, skåle - jeg tager yoghurt med ud i bilen og smider skålene på gulvet - flasker, en bh ...

For nylig fortalte hendes mand, at han havde gået og ventet et par måneder på, at hun ville rydde op. Tænkt, at det på et tidspunkt blev slemt nok til, at hun ville gøre noget.

- Men det skete simpelthen ikke. Han endte med selv at gøre det, efter vi havde holdt på en parkeringsplads, og en pensionist med krykke kom over og spurgte, om han måtte køre med. Det måtte han selvfølgelig godt, han skulle bare lige være opmærksom på, at det kunne være lidt svært at komme ind. Så var det, Allan begyndte at rydde op. ”Det kommer jo aldrig til at ske,” konstaterede han. ”Du begynder bare at smide pensionister oven i bunken.”

For læsere, der kender hendes faste stribe, ”Ting jeg gjorde”, vil der ikke være noget overraskende i, at Maren Uthaug glad fortæller om sin klamme Opel med yoghurt-resterne. I tegningerne peger hun ikke mindst fingre ad sig selv, når hun lader sit andet jeg optræde i mindre heldige situationer. Eller i sårbare.

På bordet mellem os ligger de to første bøger i en ny serie, hvor et udvalg af tegningerne er samlet efter tema. ”Livet” står der på den ene. ”Kærlighed” står der på den anden. På forsiden af den sidste flyver hendes alter ego gennem luften på et stort hjerte, som hun knuger sig til, mens hun ser noget betænkelig og utryg ud ved situationen.

Maren Uthaug

Født i 1972 i Kautokeino i det nordlige Norge. Hun flyttede som barn med sin mor og søster til Haderslev, hvor hun er vokset op.

Hun læste teologi i flere år, men skiftede til reklamebranchen og en uddannelse fra Den Danske Reklameskole.

I 2009 oprettede hun bloggen Marensblog.dk, hvor hun delte ud af sit liv i tekst og tegninger.

I 2013 vandt hun Politikens tegneseriekonkurrence med striben ”Ting jeg gjorde”, som siden har været et dagligt indslag i avisen.

Samme år debuterede hun som romanforfatter med "Og sådan blev det". I 2018 kom ”Hvor der er fugle”, som blev belønnet med DR Romanprisen, og i 2019 ”En lykkelig slutning", som modtog Læsernes Bogpris, der blandt andet uddeles af landets biblioteker.

Hun bor på Frederiksberg med sin mand, Allan, og tre døtre.

Annonce

Surere er sjovere

Det er den særlige humoristiske blanding af sarkasme, skrøbelighed, power og kaos, der appellerer til læserne - og måske også får nogle til at stå af - og det er den samme blanding, der møder én, når man sætter sig over for Maren Uthaug selv.

Cirka 80 procent af indholdet i striben har rod i hendes eget liv. De tre døtre og en mand med skæg for eksempel. Har hun haft en krise i sit parforhold, kan det tema sagtens dukke op på papiret. Andet er fri fantasi og stramninger. Maren som tegnet tændstikkvinde ryger mange flere cigaretter og er mere sur end sin skaber, fordi alting er sjovere, når det bliver sat på spidsen.

- Min skyggeside får for alvor lov at leve sig ud i de her striber. Det er vildt god selvterapi, konstaterer hun.

For et par måneder siden lavede hun meget om teenagere, fordi det var blevet aktuelt hos døtrene.

- Det er et nyt univers, som jeg hilser velkommen ved at lave vittigheder om det. Om afmagten og om, hvor åndssvage de er, og hvor dum jeg selv kommer til at fremstå. Det er jo en gave at få. Jeg går bare og venter på overgangsalderen, for der ligger mere nyt stof og venter.

Hendes mand bliver ikke spurgt, når han optræder i striberne, men tager det meget køligt, siger hun. Døtrene bliver til gengæld altid hørt, hvis det går tæt på eller er noget, de har sagt eller gjort.

- Indimellem får jeg et nej. Som regel synes de, at det er meget sjovt. Men de går jo ikke særligt meget op i, hvad jeg laver. Det er også det, der er så fedt ved teenagere. Det rager dem langsomt.

Annonce

Lektion fra en lyserød skjorte

Det er ikke kun i striben, at sarkasmen fungerer som et skjold, vedkender hun åbent. Maren Uthaug trives bedst blandt mennesker, som har forstået, at det er sådan, hun fungerer.

- Men jeg er blevet mere opmærksom på også at lade den blødere side komme til udtryk. Det er helt klart en gave, jeg har fået med alderen og med at få børn.

Med alderen er også kommet en evne til at være mere ligeglad med, hvad folk tænker. Mere ligeglad med, om de synes, man er pæn nok, tynd nok. Faktisk, siger hun, er den vigtigste lære her i livet, at alle andre er bedøvende ligeglade med dig, fordi de har alt for travlt med at gå op i sig selv.

Første lektion i at tage sig selv mindre alvorligt fik hun, da hun stadig var i reklamebranchen og blev hyret til at løse en opgave af en oversmart fyr i lyserød skjorte med opslået krave. Maren Uthaug syntes, at han lignede en idiot, men var heller ikke for stolt af sig selv, da hun troppede op:

- Jeg var gravid, og selvom jeg havde forsøgt at fikse mig op, havde jeg en kæmpe mave, røv og øjenbetændelse. Men vi havde det skidesjovt. På et tidspunkt sagde jeg: ”Ej, jeg plejer jo heller ikke at se sådan her ud.” Så sagde han med fuld overbevisning i stemmen: ”Men Maren, det er jo ikke det, man ser.” Det var sådan en øjenåbner. Jeg så jo heller ikke den lyserøde skjorte med kraven, som fik ham til at ligne en kæmpe nar. Jeg så noget andet, fordi vi havde det sjovt. Jeg tror, jeg gik derfra som et andet menneske.

3 hurtige til Maren Uthaug

Hvad er det bedste råd du nogensinde har fået?

- Da jeg var 18, sad jeg engang en hel nat i San Francisco og lærte at folde origamifugle af en gammel kineser. Ud over at jeg stadig kan folde de der fugle, tog jeg også et andet af hans visdomsord med mig fra den nat. Han dyrkede taekwondo og sagde, at når nogen angreb en i livet, skulle man ligesom i kampsport bare træde til side, så fløj de lige forbi og smadrede hovedet ind i muren. Hvis man blokerede, kom det bare til at gøre ondt på én selv. Det råd vender jeg ofte tilbage til, når folk kører et eller andet aggressivt af på mig.

Hvad har du sidst brugt mange penge på?

- Verdens bedste højttalere. Det lyder som smør, når de spiller.

Hvad er din indre alder?

- Min indre alder er 47. Jeg nægter, at 15-årige skal have patent på at være fjollede og barnlige og fulde til en fest. Det kan jeg også i min alder. Samtidig med, at jeg kan være træt som en 95-årig. Det svinger gerne med få minutters intervaller.

Annonce

Gode råd om klamydia

Listen over ting, hun ikke gider tage sig af, rummer også en del af det, mange kvinder ellers er opdraget med. Spillerummet bliver simpelthen større, hvis man vælger at være bedøvende ligeglad og sørger for at omgive sig med mennesker, som deler ens holdning.

- Jeg har ikke skrevet under på, at kvinder er nogle sluts (billige, red.), hvis de er sammen med mange mænd. Andre må gøre, som de vil, men det er ikke en præmis, jeg køber.

Hun har også svært ved at se, at det på nogen måde skulle være hendes ansvar, at der ikke er ryddet op eller tænkt på middag, når svigerfamilien kommer på besøg.

- Hvis det er ham, der har inviteret, er det hans opgave. Det er heller ikke mig, der skal huske fødselsdage og købe gave til hans mor. Det har da ikke noget med mig at gøre.

Hun har desuden for længe siden truffet en beslutning om, at hun ikke kan kontrollere og gå op i, om folk blander hende sammen med den tegnede udgave. Når hovedpersonen i hendes stribe får klamydia, sender læserne gode råd om, hvordan man slipper af med sygdommen. Og tak for det, men for det første er hun udmærket klar over, hvordan det fungerer, og for det andet har hun kun været sammen med én mand i de seneste 16 år, så det er meget begrænset, hvor meget klamydia der er i hende. Desværre ville striben bare blive kedelig, hvis den kun byggede på, hvad der faktisk skete i hendes tit meget almindelige liv.

- Jeg sidder jo bare foran computeren og er på Facebook ligesom alle andre. Så verden må tro, at jeg har kønssygdomme, er utro, ryger som et svin og drikker helt vildt, selvom jeg slet ikke ville kunne holde til det.

Det er sjovere at tegne en tændstikkvinde end en tændstikmand, for kvinder har mange flere facetter, mener Maren Uthaug. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Hej fordom

Omvendt er sårbarheden og blødheden også vigtig, når hun skal skrive og tegne.

- Ellers ville det blive alt for hårdt, og jeg tror, at det ville være svært at spejle sig i. Alle går jo i virkeligheden bare rundt og er sådan nogle følsomme ”bløbber”.

- Det gælder også mændene, siger hun - og det er synd, at de ikke får lov til at have lige så mange facetter som kvinderne.

- Den der giftige maskulinitet får dem til at stagnere. Virke frosne. Helt ærligt synes jeg, at det er noget, vi er nødt til at arbejde på, siger hun og fortæller om en transkønnet mand, hun læste om.

For ham var det største tab ved at være blevet mand i stedet for kvinde, at han ikke længere kunne tage sine små børns venner på skødet og bare holde om dem, når de var kede af det, fordi de havde slået sig.

- Det har jeg aldrig tænkt på, men i tilbageblik ville jeg også synes, at det var mærkeligt, hvis Allan havde siddet med småpiger, som havde slået sig. Hvorfor synes jeg det? Fordi mænd er nogle perverse svin og ikke er følsomme nok til at yde den slags omsorg? Hvad fanden er det for noget? Han gør det jo over for vores egne børn, så der måtte jeg lige sige hej til en fordom, der sidder på min egen rygrad.

På den anden side, konstaterer hun, vil det være skidt for hendes materiale, når der bliver reel ligestilling. Humor er fantastisk, fordi den så tydeligt viser hierarkierne i samfundet. Som kvinde må hun stadig gøre grin med mændene, for man må godt mobbe opad, men allerede nu er der ting, man bare ikke længere kan gøre.

- For fem år siden måtte jeg godt gøre grin med små tissemænd. Det er slut, for nu er det blevet kropsudskamning.

Alderen og det at blive mor til tre børn har gjort Maren Uthaug mere bevidst om, at hun også skal lade sin blødere side komme til udtryk. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Gevir på hovedet

Til gengæld kan hun trøste sig med, at der stadig er frit slag, hvis hun som datter af en samisk far og norsk mor vil lave samisk satire.

- At være samisk kvinde er en gave som satiriker, fordi jeg må gøre grin med både mændene og med nordmændene, men hvis jeg stiller mig på den norske side, så må jeg ikke gøre grin med samerne, fordi hierarkiet er så skarpt.

”Havde altid gjort mit bedste for at blende ind,” står der som tekst til en af tegningerne i det nye udvalg om ”Livet”. Nedenunder er der flere rækker af ens hoveder. Kun et enkelt skiller sig ud ved at have noget, der ligner et rensdyrgevir på hovedet.

Maren Uthaug var ni år, da hendes forældre blev skilt, og hun flyttede fra nordnorske Kautokeino til sønderjyske Haderslev med sin mor. Indtil da havde den samiske kultur fyldt virkelig meget i hendes liv. Samisk børnehave, skole, sprog. Samisk tøj, samiske hunde.

- Begge mine forældre var sociologer, og deres arbejde var at redde den samiske kultur, så alt hvad vi gjorde, var meget samisk - på en o.k. måde, for vi boede i et samisk samfund.

Det røg alt sammen i baggrunden i Haderslev, hvor hendes mor i stedet begyndte at arbejde med vietnamesere, og Maren blev dansk og mistede kontakten med sin far i en årrække.

- Mine forældre røg klassisk 1980’er-agtigt i struben på hinanden, og min mor lavede kvindefinten og flyttede. Så var han fucked. Men sådan var det dengang. Folk gjorde nok deres bedste.

At grine ad sig selv og det svære i livet er med til at gøre det lidt lettere at bære, mener Maren Uthaug Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Turist i sin egen familie

Da de ryddede op efter hendes mors død, dukkede der nogle breve og pakker op, hendes far havde sendt, og som hun aldrig har fået.

- Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Jeg havde ikke talt med ham i et par år, og i et af brevene skriver han: ”Hej Maren, jeg håber, du har det godt, det har jeg, jeg er i Grønland. Den grønlandske urbefolkning har det meget vanskeligt ...” Der var seriøst en hel side om den grønlandske urbefolkning og deres genvordigheder, og så: ”Hilsen ...”

Først da hun var i slutningen af teenageårene, opsøgte hun igen den samiske identitet. Da hendes far døde, arvede hun hans hus og beholdt det i nogle år. I dag har hun solgt det til sin tante og vælger til og fra i perioder. Familier er bare generelt noget svært noget, siger hun, og hun har måttet træffe nogle valg om, hvor meget hun orker.

- Der ligger mange ting i det. En af dem er, at det er vanskeligt at tage en kultur tilbage, når jeg har mistet den. De skal ikke gøre andet end at sige: ”Nå, du drikker danskvand. Vi samer ...” I det øjeblik de siger det, laver de noget ”os og dig”. De er skidesøde og er bare er ude på at promovere det samiske, men på min side af bordet bliver det hele tiden en afstandtagen. Jeg bliver turist, og i længden er det kedeligt at være turist i sin egen familie. Sidste år var vi der i 10 dage. Lige nu er jeg inde i en periode, hvor jeg tænker, at jeg ikke gider rode med det. Om et år tænker jeg sikkert: ”Nej nu, skal vi ...”

Maren Uthaug voksede op omgivet af samisk kultur, men har siden haft svært ved at tage den tilbage og føle sig hjemme, når hun besøger sin fars familie. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Ensomhed og mandag morgen

For nylig gik der også ballade i den norske del af hendes baggrund. ”Jeg tror aldrig, jeg har læst en bog med så meget sex og så lidt moral,” skrev en fortørnet dame, da den norske oversættelse af hendes roman ”Hvor der er fugle” udkom. Endnu værre var det, at al umoralen fandt sted omkring landsbyen Uthaug, hvor Marens slægt stammer fra, og indbyggerne mente, at flere af personerne havde virkelige historiske forbilleder.

Det mest direkte forbillede er dog Maren Uthaugs egen meget dameglade tipoldefar, og indtil videre har den vrede dame kun gjort noget godt: Bogen er blevet voldsomt efterspurgt, den bliver snart til et teaterstykke og har fået det norske forlag til også at købe hendes seneste roman.

I det hele taget er der efterhånden så meget gang i den del af forfatterskabet, at hun måske overvejer at droppe striben?

Nej, siger hun.

For godt nok har der været tryk på de seneste syv år, og hun kan stresse over alt muligt andet i sit liv, men aldrig striben. Desuden er den simpelthen for stor en del af hendes identitet, og det er stadig der, hun har mulighed for at vende livets små og store genvordigheder, fra ensomhed til en dårlig mandag morgen.

- Det kan godt være, at jeg ikke finder sandheden, men jeg finder det her hjørne, hvor jeg smed kaffekoppen, fordi jeg følte mig fortørnet over et eller andet. Så kan jeg tage det, og så er der allerede kommet hul på bylden. Der er en også befrielse i at grine ad det i stedet for at græde. I det øjeblik man griner, behøver man ikke tage det så seriøst. Det er jo problemet: At man kommer til at tage sig selv så seriøst hele tiden, hvis alt bliver enormt vigtigt. Det hele er jo grundlæggende lidt shitty. Folk dør hele tiden, folk svigter hele tiden, så man bliver nødt til at ventilere det.

- Jeg ved godt, at jeg ikke får bedre sex af at finde en anden mand, siger Maren Uthaug, der kan blive helt misundelig over at se sine døtres spænding over alt det, der stadig ligger og venter på dem. Foto: Nicolai Lorenzen

På hovedet til yoga

Før jul mistede hun en af sine allerbedste venner, der døde pludseligt og uventet.

- Det var meningen, at vi skulle sidde på en bænk resten af vores liv og grine ad andre mennesker. Vi havde kendt hinanden i mange år, været kærester og siden bare rigtigt gode venner, og så fik han en blodprop i lungen. Det er fandme barsk!

Det er også den slags, der får en til at erkende, at man måske er ved at være nået så langt i livet, at man ikke skal vente de store forbedringer, inden man selv skal herfra. This is it!

- Når man er i 20’erne, arbejder man hele tiden på, at det bliver bedre, på fremtiden, man forestiller sig ting, der vil ske. Nu er jeg 47, og jeg ved sgu godt, at jeg ikke får en kæmpe romance. Jeg ved godt, at jeg ikke får bedre sex af at finde en anden mand. Jeg bliver misundelig på min 14-årige datter, der er helt oppe at køre over at skulle i Kongens Have. Hold kæft, hvor gad jeg godt være helt oppe at køre over det. Den der spænding ved livet. Jeg har prøvet alt for meget. Jeg kan ikke komme i tanker om noget, jeg gerne vil prøve, for hvis der er noget, jeg har lyst til, har jeg allerede prøvet det. Så nu er mine nye projekter at købe aktier og at prøve at stå på hovedet til yoga.

Alt for mange følelser

- Ja, svarer hun uden tøven på spørgsmålet, om hendes grundindstilling er, at det er hårdt at være til.

At omstændighederne ved livet som menneske simpelthen er hårde?

- Jeg tænker faktisk tit, at det er svært at være til. Selv her, hvor alting er så godt. Jeg har reelt ingen problemer. Jeg har tre smukke, velfungerende og vellidte døtre. Jeg har en dejlig mand, alt fungerer godt, vores kriser er ikke store, siger hun og fortsætter opremsningen ...

Et arbejde, hun elsker. Et dejligt sted at bo. Sågar en terrasse, hvor man kan sidde med sin kaffe i corona-tider.

- Medmindre man har brug for en helikopter og en bil, der kan starte, kan det ikke blive bedre - og alligevel synes jeg, at det er enormt vanskeligt at være menneske. Bare det at skulle stå op om morgenen og føle. Man føler så meget. Så bliver man træt, og så føler man helt vildt meget, og så … For helvede, holder det aldrig op?!

Tilsyneladende ikke.

Og tilsyneladende skal der være en vekselvirkning mellem perioder, hvor man synes, at ens mand skal have sådan en kængurupose foran, hvor man kan sidde hele dagen, og perioder, hvor man synes, det er irriterende, at han vil holde i hånd.

- Livet er på mange måder begge dele, det er aldrig sort-hvidt. Min mand holdt en tale for mig en dag, hvor han sagde, at det bedste ved at være sammen med mig var, at han i hvert fald aldrig nogensinde kom til at kede sig, for han kunne aldrig regne ud, hvordan dagen blev. Om jeg flippede over en lille ting eller bare var helt sød og rummelig. Det er aldrig til at vide. Man finder aldrig sandheden, for fanden, heller ikke om sig selv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

God vilje, men ingen garanti for flere penge til indkøb i AC Horsens

Annonce