Annonce
Østjylland

Livet består af tilfældigheder

Lars Svendsen, skribent og foredragsholder. Foto: Kim Haugaard selvskrevet
Annonce

Rigtig meget her i tilværelsen er planlagt - ofte ned i mindste detalje. For sådan er det jo; De fleste af os er nogle kontrolfreaks, som gerne vil have styr på tingene. Vi vil helst ikke overraskes af noget og da slet ikke overraskes så voldsomt, at der pludselig opstår en situation, hvor vi på det nærmeste har mistet overblikket.

Vi planlægger arbejdsugen, vi planlægger fritiden. Vi planlægger ferien. Ofte planlægges begivenheder halve år før de løber af stablen. Vi planlægger hverdagen for både os selv og for børnene med arbejdstider, pasningsordninger, afleverings- og afhentningsturnus, uddannelsesforløb, eksaminer og fester. Tænk blot på hvor mange timers planlægning der bruges på eksempelvis et bryllup nu om dage. Der kræves ressourcer - både fysiske, psykiske og økonomiske - langt ud over det rimelige, fordi snart sagt ethvert bryllup skal ligne et kongeligt.

Og når man så lever der i det planlægningshelvede, som kan gøre én både stakåndet og rundtosset, så er det man burde stoppe op et sekund, sætte sig ned og tænke over at på trods af vores evindelige styring, så består livet jo mestendels af en række tilfældigheder. Tilfældigheder, som vi selv spiller en rolle i og som vi i visse tilfælde godt kunne have påvirket i en anden retning, men også tilfældigheder som pludselig kommer til os og som viser sig at styre vores liv i en komplet anden retning, end vi egentlig havde tænkt os. Det ses oftest inden for uddannelsesområdet, hvor en person har fået eksamen indenfor en retning, men ender med - via nogle tilfældigheder - at få en livsgerning indenfor noget helt andet.

De mest bemærkelsesværdige tilfældigheder vi udsættes for, og som ofte former vores liv i retninger vi slet ikke havde forestillet os, foregår indenfor kærlighedslivet. Som ung og klar til at erobre hele verden går vi og har et godt øje til Susanne, Birgitte og Hanne, foruden til Tove, Anne, Lizzi og Kiss - men ender med at blive gift med først Molly og siden Lis. Og skønt vi aldrig havde forestillet os, at vi nogensinde skulle forlade fødebyen, så viste det sig, at Molly altså kom fra den modsatte ende af landet - og derfor blev det på hendes fødeegn, man kom til at leve størstedelen af sit liv.


Det vigtige er, at man efter bedste evne sorterer i tilfældighederne og får kasseret de dummeste i tide.

Lars Svendsen


Valget af partner kan gå begge veje. Får man taget den forkerte beslutning kan livet blive et helvede, mens det rigtige match forstærker glæden ved livet og gør tosomheden til noget helt specielt. Et eksempel på det sidste er Kronprins Frederik. Han rejste i 2000 helt om på den anden side af jorden for at se OL, men ved et tilfælde mødte han på en bar samtidig den mest indlysende rigtige Kronprinsesse Mary, denne verden endnu har set. Wauw, hvor et match.

Jeg selv rejste ved voksenlivets begyndelse kun til København, hvilket man i dén henseende aldrig skal gøre, og skønt jeg faktisk dér bagte på tre forskellige skønheder på samme tid, så valgte jeg desværre at gifte mig med den absolut forkerte. Det blev et helvede. Hvad jeg forblændet ikke så viste sig at være en kvinde, som på trods af ikke at være den skarpeste kniv i skuffen, dog kunne regne den ud. Efter 10 år - heldigvis barnløse - havde hun stjålet så mange af mine penge, at hun faktisk havde ruineret mig, foruden hun havde bedraget mig med stort set ethvert hankønsvæsen, hun mødte på sin vej. Til slut kasserede hun mig blot som et stykke affald og fortsatte på nye golddigger-eventyr andetsteds.

Men da nu livet som sagt består af tilfældigheder, så blev jeg ikke så længe efter mit livs fejltagelse med rædselskvinden ved et lykketræf samlet op af denne bys højeste og smukkeste pige - den komplette modsætning af, hvad jeg hidtil havde været udsat for. Hun var både veluddannet, havde pli, var loyal og var hjerteskærende sød. I 33 år er jeg nu hver eneste morgen vågnet op ved siden af denne underskønne kvinde, som foruden at være det bedste, der nogensinde og i enhver henseende er hændt mig, også skænkede mig en datter, som for 17 måneder siden også skænkede mig et barnebarn.

Jo, livet består af tilfældigheder. Mit eget liv var i begyndelsen ved at kuldsejle, fordi jeg ved et tilfælde blev matchet med den forkerte, men ved en anden tilfældighed blev der i dén grad igen rettet op på min tilværelse, så jeg i dag som næsten gammel kan se tilbage på, hvad man kan betegne som et rigtig godt liv.

Min historie er ikke unik. Masser af mennesker har oplevet noget tilsvarende, og formentlig ingen mennesker kan påstå, at deres liv har formet sig helt uden tilfældigheder; at alt har været så nøje planlagt, at intet er kommet som en overraskelse. Det vil ikke forekomme sandsynligt.

Det vigtige er, at man efter bedste evne sorterer i tilfældighederne og får kasseret de dummeste i tide, men bakker op om de gode gennem resten af livet. Så vil man igen og igen opleve, at om lidt er kaffen klar.

Lars Svendsen, skribent og foredragsholder. Foto: Kim Haugaard selvskrevet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Carsten blev fejret på sin 50-års-fødselsdag: Det skulle Mette bare ikke blande sig i

Annonce