Annonce
Erhverv

Liv i den gamle butik: Ny frisør i Nr. Snede

Tina Krogh-Jensen foran de lokaler, der tidligere husede tøjbutikken Hos Ruth. I starten af december åbner hun en frisørsalon. Foto: Jens Amtoft
Tina Krogh-Jensen havde egentlig planer om at åbne salon i privaten. Men så opstod muligheden Hos Ruth

Nr. Snede: Der er igen liv bag vinduerne i det butikslokale i Nr. Snede, der tidligere husede tøjbutikken Hos Ruth.

Håndværkerne er i fuld gang med at renovere det indre.

Tina Krogh-Jensen står midt i byggerodet og peger på det sted, hvor der om to måneder skal stå et par splinternye frisørstole.

- Tanken om at blive selvstændig frisør er langsomt opstået gennem de senere år, fortæller hun

- Min mand og jeg har tidligere talt om at indrette et lokale hjemme hos os selv, men da den her mulighed opstod, var det bare med at slå til, fortæller Tina Krogh Jensen, med et stort smil.

Efter planen åbner hun sin nye frisørforretning den 2. december.

- Det er ihvertfald min plan. Men håndværkerne skal jo være færdige først, siger hun, mens hun ser sig om i byggerodet.

Der er rigeligt med plads til hendes frisørsalon, så derfor har hun også kun lejet den ene halvdel af lokalet. Der bliver sat en skillevæg op, så der er mulighed for yderligere en butik på adressen.

Faktisk havde Tina Krogh Jensen tidligere spurgt bygningens daværende ejer, Ruth Johansen, om hun var interesseret i at leje lokalet ud.

- Men hun ville gerne sælge bygningen, og det er selvfølgelig fuldt forståeligt. Så det blev ikke til noget i første omgang, siger Tina Krogh-Jensen.

Men før sommerferien løftede Ruth Johansen sløret for, at hun havde solgt huset og at hun havde hørt, at den nye ejer var interesseret i, at få en frisør ind i lokalet.

- Og så viste det sig, at det var min kusine Rikke Krogh, der havde købet huset. Det var noget af et sammentræf, fortæller Tina Krogh-Jensen, der omgående ringede til sin kusine, der var helt med på idéen om en frisørsalon.

Annonce
Butikslokalet skal først sættes i stand, før Tina Krogh-Jensen kan flytte ind. Foto: Jens Amtoft

Gammel drøm

Tina Krogh-Jensen er født og opvokset i Brædstrup.

Som så mange andre unge piger drømte hun om at blive frisør.

Hun tog HHX, inden hun tog ud at rejse.

Da hun kom hjem, var hun blevet så grebet af rejseriet, at hun i stedet for straks at gribe saksen, fik læreplads i et rejsebureau.

- Jeg fandt hurtigt ud af, at det skulle jeg ikke. Min drøm var at rejse og snakke engelsk, men virkeligheden var, at jeg sad på et kontor bag en computer, siger hun og griner.

Først derefter besluttede hun, at det alligevel var frisørfaget der trak.

Hun kom i lære ved Modesalonen i Løsning i 2000 og var færdiguddannet i 2004. Siden 2011 har hun arbejdet hos Hårstudiet i Brædstrup.

- Jeg glæder mig til at blive en del af livet i Nr. Snede. Mine to børn går i skole og børnehave i Nr. Snede, og vi bor selv lige uden for byen, fortæller Tina Krogh-Jensen.

Det er hendes vurdering, at der er plads til en frisør mere i Nr. Snede.

- Jeg kan jo ikke vide, om der er nogen af mine nuværende kunder, der flytter med, men jeg tror bestemt, at der er plads til en frisør mere i Nr. Snede. Jeg henvender mig til alle, både unge og ældre og mænd og kvinder, understreger hun.

I første omgang satser hun på at have åben godt 30 timer om ugen.

Hun holder lukket onsdag og lørdag, foruden søndag. Mandag holder hun åben 8-15, tirsdag 10-20, torsdag 9-17 og fredag kl. 8-15. Hver anden fredag har hun åben 9-17

- Hvis det senere viser sig, at det passer bedre med nogle andre åbningstider, så må jeg ændre det hen ad vejen, siger Tina Krogh-Jensen, der kommer til at stå alene i butikken.

- Jeg har ingen planer om at vi skal være flere, siger Tina Krogh-Jensen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Til kamp mod nethandel: Butikkernes arbejde har skabt 'positive vinde' i Horsens

Annonce