Annonce
Brædstrup

Lions har succes med hjertestartere

Den nyeste hjertestarter er sat op på Træden Forsamlingshus. Ved maskinen ses fra venstre Jørgen Sloth Frandsen fra Lions og Jørgen Troelsgaard, der er bestyrelsesformand for forsamlingshuset. Foto: Peter Hald
Også de små samfund har fået hjertestartere. Lions i Brædstrup har været rundt med dem til flere landsbyer.
Annonce

Træden: Hjertestartere skal også ud i landsbyerne. Det har været en mærkesag for Lions i Brædstrup, der i de senere år har fået opsat ikke mindre end seks hjertestartere - to i Brædstrup ved Hotel Pejsegården og Sparekassen Kronjylland, en ved Åstruplund Vandværk, en ved virksomheden HH Metal i Hårup og ikke mindst hjertestartere ved Addit Forsamlingshus og Træden Forsamlingshus - den sidstnævnte er den nyeste.

- Vi besluttede, at vi ville nå rundt i hele det gamle 8740 Brædstrup-postdistrikt, forklarer Jørgen Sloth Frandsen, der er formand for Lions hjertestarterudvalg.

Det er ikke helt billigt at opsætte hjertestartere, for ikke alene koster selve maskinen en del - der skal også forsikring på og etableres en tryghedsaftale for vedligehold og eftersyn, så der er årlige driftsudgifter.

Men Lions i Brædstrup har fundet på en genial måde at skaffe penge på: spinning!

Ved de senere års Musik i Gaden-arrangementer har Lions-folkene arrangeret en spinning-dyst, hvor kendte folk fra lokalområdet har trampet løs på motionscykler, mens sponsorkronerne rullede ind. Det har både været sjovt og effektivt, og ved det seneste Musik i Gaden i 2019 blev der kørt over 60.000 kroner ind.

- Desværre måtte Musik i Gaden aflyses i år, så der kom ikke flere penge i denne omgang, så det er vigtigt med fortsat lokal opbakning, fortæller Jørgen Sloth Frandsen, der er meget glad for den sponsorstøtte, der hidtil er kommet fra det lokale erhvervsliv.

Lions har indgået tryghedsaftaler for sammenlagt 9000 kroner om året for de seks hjertestartere. Aftalerne betyder, at et firma tjekker hjertestarterne jævnligt og sørger for vedligeholdelse. Derudover er der en årlig forsikring for 4500 kroner, så der skal fortsat tjenes penge til formålet.

Annonce

Hjertestarter i brug

Nogen vil måske spørge: "Jamen, bliver hjertestarterne nu også brugt?"

Og svaret er: Ja, det gør de.

Som hjertestarter-ansvarlig i Lions får Jørgen Sloth Frandsen en mail, hver gang en hjertestarter bliver brugt, og så sent som forrige torsdag fik han en rapport om, at hjertestarterne ved Pejsegården og Sparekassen Kronjylland havde været i brug.

På grund af den lægelige tavshedspligt får han dog ikke de nærmere detaljer, men det er uomtvisteligt, at maskinerne har været i brug - og forhåbentlig også reddet liv.

Jørgen Troelsgaard, der er bestyrelsesformand for Træden Forsamlingshus, er derfor meget glad for, at der er blevet opsat en hjertestarter på forsamlingshuset. Efter corona-nedlukningen i foråret er der nu igen kommet godt gang i udlejningen af forsamlingshuset, og der er fester med mange mennesker. Og hvis nogen falder om med hjertestop, er maskinen lige ved hånden.

De to første hjertestartere i Brædstrup blev opsat for adskillige år siden, og det har været nødvendigt at opsætte nye skabe ved de to, da de gamle var blevet medtaget af tidens tand.

Men selv om hjertestarterne hænger udvendigt, kan de være i fred for uvedkommende pilfingre.

- De har ikke været udsat for hærværk, selv om de hænger meget synligt. Folk har respekt for hjertestarterne - det er dejligt, siger Jørgen Sloth Frandsen.

Som nævnt har Lions bidraget til, at der nu er seks hjertestartere i lokalområdet. Foreløbig har klubben ikke planer om at opsætte flere, da der ud over de seks "Lions maskiner" er en del andre hjertestartere ved private firmaer og offentlige institutioner.


Folk har respekt for hjertestarterne.

Jørgen Sloth Frandsen, Lions Brædstrup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Politiet lukker stort landsmøde for spejdere - 300 deltagere må tage hjem før tid

Annonce