Annonce
Læserbrev

Ligestillingsområdet i forståelsespapiret: Er det virkelig ambitionsniveauet? I så fald er det imponerende uambitiøst

Vi hører altid om, at bestyrelser og direktioner domineres af mænd, men hvad med den store kønsforskel blandt hjemløse i samfundets bund? Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd tegner mændene sig for hele 75 pct. af danske hjemløse. Hvad vil regeringen gøre for at hjælpe dem?

Læserbrev: Danskerne blev lovet en ny retning med socialdemokrater i regeringskontorerne.

Som Venstres ligestillingsordfører følger jeg især med i, hvordan denne nye retning kommer til udtryk på ligestillingsområdet.

Med over 100 dages afstand til valget ser det stadig ud til, at jeg må væbne mig med tålmodighed.

Et kig i regeringens berømte forståelsespapir tyder da heller ikke på, at socialdemokraterne har travlt med at sætte ind på ligestillingsområdet. Bare tre linjer er det blevet til. Tre linjer på de i alt 18 sider.

Er det virkelig ambitionsniveauet? I så fald er det imponerende uambitiøst.

Det er ikke, fordi jeg mener, at ligestillingen halter i Danmark. Slet ikke. Men jeg mener heller ikke, vi er i mål.

Vi mangler stadig et stykke, før alle danskere oplever lige muligheder og lige rettigheder. Der er vi ikke endnu.

Jeg kan få øje på mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som hver dag lever i social kontrol med store begrænsninger på, hvad de må og ikke må. Kvinder, der betegnes som mindre værd. Hvad vil regeringen gøre for dem?

Regeringen har netop lukket en arbejdsgruppe, der var i gang med at undersøge arbejdsforholdene for de prostituerede i Danmark.

Socialministeren lægger i stedet op til en ensidig indsats mod at hjælpe alle prostituerede ud af miljøet.

Men hvad vil ministeren gøre for at hjælpe dem, der ikke ønsker at komme ud af prostitution, men i stedet ønsker rettigheder svarende til de pligter, samfundet pålægger dem, f.eks. skattebetaling?

Vi hører altid om, at bestyrelser og direktioner domineres af mænd, men hvad med den store kønsforskel blandt hjemløse i samfundets bund?

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd tegner mændene sig for hele 75 pct. af danske hjemløse. Hvad vil regeringen gøre for at hjælpe dem?

Selv om vi lever i et af verdens mest lige samfund, viser eksemplerne, at der stadig er nok at gøre for ligestillingen i Danmark.

Lad det samtidig være en opfordring til regeringen om at få hænderne op af lommerne og komme i gang med arbejdet. Medmindre Mette Frederiksen vil huskes som den statsminister, der intet gjorde for ligestillingen.

Annonce
Fatma Øktem. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Skoleelever løb for lungerne

Læserbrev

Folkeskoleelev: Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen

Læserbrev: Bladet Folkeskolen ligger af og til på bordet derhjemme, uden det har min store interesse, men artiklen "Fire år med skolereformen: Undervisningen er blevet mindre varieret" fik mig til at åbne det. I artiklen stod der, at eleverne efter reformen ikke er blevet dygtigere eller trives bedre, som faktisk var meningen med reformen. Det forarger mig, fordi jeg er 9. klasseelev i en folkeskoleklasse. Det betyder, at jeg har gået i skole både før og efter reformen. Reformen betød for mig ændringer i skoledagen i form af flere timer. Formålet var, at det faglige niveau og elevernes trivsel skulle løftes, og undervisningen skulle blive mere varieret. Når jeg så læser, at reformen ikke har gjort nogen forskel, bliver jeg vred. For det første viser det sig i artiklen, at 55 pct. af lærerne før reformen varierede deres undervisningsformer dagligt. Fire år efter svarer lærerne, at de kun varierer deres undervisningsformer med 47 pct. Tallene undrer mig faktisk ikke. Det er indlysende, at lærerne bliver mere pressede, fordi der er flere undervisningstimer, de skal forberede sig til, og så kan alle timer ikke blive lige varierede. At lærerne får mindre forberedelsestid må gøre, at de ikke kan rette opgaver og give feedback lige så hurtigt som tidligere. Måske har det også andre konsekvenser, f.eks. for deres arbejdsmiljø. For det andet viser undersøgelsen, at 83 pct. af udskolingseleverne svarer, at skoledagen er "lidt for lang" eller "alt for lang". Hvis jeg var blevet spurgt, ville jeg også have svaret, at skoledagen er alt for lang, når man har 33 timer om ugen, og så er vi endda gået to lektioner ned i år. I min dagligdag oplever jeg, at jeg og mine klassekammerater er blevet mindre motiverede til at gå i skole. Allerede til middag er gejsten røget ud af de fleste. Og i 7. lektion er der slet ikke mere energi. Det ses også på lærerne. Deres motivation daler henad dagen. Jeg husker fredag sidste år, hvor vi havde lektiecafe i sidste time, hvor man slet ikke havde mere energi at gøre med, og vi endte med at hyggesnakke eller spille computer. Lærerne forstod det godt, for de havde heller ikke mere energi. For det tredje ligger det i ideen om folkeskolen, at den skal være en skole alle, et samlingspunkt for et fællesskab, hvor alle kan lære og blive dygtige. Det udfordrer fællesskabets hus, hvis lærerne bliver så pressede, at de ikke har tid og overskud til at tage sig af de elever, der har det svært, og samtidig skal udfordre de dygtige. Så når jeg læser, at reformen skulle gøre os elever fagligt dygtige og gladere for at gå i skole, er det vildt, at fem rapporter nærmest ikke viser noget, der er gået, som politikerne havde ønsket. Jeg håber, politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen. (Forkortet, red.)

Annonce