Annonce
Odder

Letbane ødelægger Brians nattesøvn og hyggestunder: Har levet med konstant summen i halvandet år

Brian Møbjerg er nabo til en af Letbanens transformatorstationer, og den skulle have været stort set lydløs - men den larmer. Foto: Søren E. Alwan

Brian Møbjerg bor lige ved siden af en af Aarhus Letbanes omformerstationer, som med en konstant summen forstyrrer både hyggen på terrassen og nattesøvnen. Forbedringer er dog på vej, lover Aarhus Letbane.

Odder: Brian Møbjergs nabo larmer. Og her snakker vi ikke om, at der en gang i mellem bliver spillet høj musik, eller at der skændes for åbent vindue.

Naboen er nemlig letbanens omformerstation, der konstant leverer baggrundssummen til Brians hverdag. Han bor lige op ad Assedrup Station, hvor letbanetogene begyndte at køre for halvanden måned siden.

- Den larmer nogle gange noget mere i forbindelse med, at der kommer tog. Det er et par minutter eller tre, hvor støjen er højere. Men det er stadig den her konstante summen, der er enerverende, siger Brian Møbjerg, der har hørt på den konstante summen i godt halvandet år.

Især i sommermånederne er det slemt, for jo varmere det er, jo mere ventilation kræver det for transformatoren.

- Vi plejede hele tiden at sidde ude på terrassen med venner og naboer, hvor vi havde gang i grillen eller hyggede os med en kop kaffe eller en øl. Det gør vi ikke mere. Jeg har talt sammen, og siden transformatoren gik i gang, har jeg fået seks øl herude, siger han og tilføjer, at nattesøvnen også er blevet forstyrret - især når der nogle nætter har været behov for åbent vindue.

Annonce

Vi plejede hele tiden at sidde ude på terrassen med venner og naboer, hvor vi havde gang i grillen eller hyggede os med en kop kaffe eller en øl. Det gør vi ikke mere.

Brian Møbjerg, nabo til Aarhus Letbanes omformerstation i Assedrup

Miljøstyrelsens støjgrænser

Miljøstyrelsen har en række vejledende grænseværdier for støj fra virksomheder, som Aarhus Letbane er forpligtet til at følge gennem den byggetilladelse, de har fra Odder Kommune.For "Boligområder for åben og lav boligbebyggelse" er støjgrænserne:

- 45 decibel på hverdage kl. 7-18 og lørdage kl. 7-14.

- 40 decibel på hverdage kl. 18-22, lørdage kl. 14-22 og søndage samt helligdage kl. 7-22.

- 35 decibel på alle dage kl. 22-7.

Kilde: Miljøstyrelsen

Brian Møbjerg er nabo til en af Letbanens transformatorstationer, og den skulle have været stort set lydløs - men den larmer. Foto: Søren E. Alwan

Har givet op

Siden Brian Møbjerg første gang hørte om transformatorstationen, er der fra hans og Assedrup-borgernes side blevet gjort flere ting for at flytte den, men det har været uden held - og til stor frustation for omformerstationens nærmeste nabo.

- Min kone og jeg har mere eller mindre givet op - vi vil og kan ikke gøre mere. Havde det været for 20 år siden, så var vi måske flyttet og kunne starte forfra et andet sted, men vi er nok nødt til at leve med det, siger Brian Møbjerg, der lige nu ikke har økonomien til at sælge huset, og derfor i en kort periode forsøgte at leje det ud.

- Men kommer der på en eller anden måde en mulighed, så flytter vi på trods af, at vi er glade for byen, og at vi har rigtig gode naboer her, siger han.

Støjreducering på vej

Hos Aarhus Letbane er de opmærksomme på, at naboer til enkelte af letbanens omformerstationer oplever forstyrrende støj - også ved stationen i Assedrup. Letbanen er gennem den byggetilladelse, der er givet af Odder Kommune, forpligtet til at overholde Miljøstyrelsens støjkrav, der blandt andet har en grænse for dagtimerne, der ligger på 45 decibel.Det er Aarhus Letbanes entreprenør, der har ansvaret for, at kravene er overholdt, og i en mail til avisen fortæller Aarhus Letbane, at entreprenøren har foretaget målinger af støjen, hvor lydniveauet kom op på 48 decibel.

- Vi har derfor bedt vores leverandør om at reducere støjniveauet. Leverandøren skal have et løsningsforslag klar i uge 43 og derefter igangsættes arbejdet hurtigst muligt. Tidspunktet kan afhænge af, hvor hurtigt de dele, der skal bruges til at dæmpe støjen, kan fremskaffes, lyder det i mailen fra Aarhus Letbane.Årsagen til, at målingerne først er foretaget for nyligt, er ifølge Aarhus Letbane, at driften på Odderbanen først skulle startes. Så Brian Møbjerg har måttet leve med støjen længe, men nu skulle der altså snart ske forbedringer.

- Aarhus Letbane skal og vil naturligvis overholde de gældende støjgrænser, lyder det slutteligt i mailen fra letbaneselskabet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

- Far, far, julemanden er her...

Annonce