Annonce
Hedensted

Lejlighedsprojekt går i gang til maj

Her skal adminitsartionshus (orange) og de fem punkthuse bygges. Arkivfoto

De fire lejlighedshuse i Tørring Midtby, som Domea skal bygge, forventes færdige i 2020. Det sjette punkthus er endnu ikke på plads.

Tørring: Der bliver gang i byggeriet i Tørring Midtby til efteråret. Sideløbende med byggeriet af det kommunale administrationshus, der går i gang til august, skal Domea bygge fire etagehuse med i alt 42 familieboliger i området, hvor Tørringhus lå.

Første spadestik på Domeas lejlighedsbyggeri forventes at blive taget i slutningen af maj, og byggeriet forventes at stå færdig i juli 2020. Egentlig skulle lejlighedsbyggeriet i lighed med byggeriet af administrationshuset have været gået i gang i sommers, men ændrede regler for almene boligselskaber forsinkede processen et halvt års tid.

- Siden er byggestart trukket lidt yderligere ud, da vi har brugt en del tid på at tilpasse detaljerne i byggeriet, så vi kunne holde os inden for budgettet, fortæller projektudviklingschef hos Domea Byggeri Louise Phram.

Der bliver fire lejlighedstyper med tre eller fire rum og en gennemsnitsstørrelse på 96 kvadratmeter. Alle lejligheder får altan. Huslejen vil blive ca. 7500 kr. pr. måned eksklusiv forbrug.

Annonce

Butik udfordrer

Udover de fire lejlighedshuse og administrationshuset er det planen, at der skal bygges endnu et etagehus i området, hvor der skal være butikslokale i bunden og lejligheder ovenpå. Hedensted Kommune arbejder dog forsat på at finde entreprenør, investor samt en butik, der vil leje sig ind i huset.

- Vi har en investor, der gerne vil eje de seks lejligheder. Derudover forhandler vi i øjeblikket med én, der gerne vil bygge huset. Men for at hele kabalen skal gå op, skal vi helst have en butik, der vil leje sig ind. Sidstnævnte opgave har vi nu sat en ejendomsmægler til at hjælpe os med. Vi vil gerne, hvis det sjette punkthus kunne stå færdig samtidig med resten, men det er ikke afgørende, lyder det fra vicekommunaldirektør Johan Stadil Petersen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce