Annonce
Erhverv

Ledigheden falder for femte måned i træk efter coronahop

I oktober fortsatte ledigheden ned efter forårets coronahop. Det var femte måned i træk med fald.

Annonce

Ledigheden fortsatte ned i oktober, hvor den faldt for femte måned i træk.

Antallet af bruttoledige faldt i sæsonkorrigerede tal til 131.200, hvilket svarer til 4,6 procent af den danske arbejdsstyrke. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Bruttoledigheden dækker over ledige på dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, som er klar til at tage et job – herunder folk, der er i aktivering.

I september var ledigheden på 4,8 procent, hvilket svarer til, at der er kommet 3600 færre fuldtidsledige.

Der er dog stadig et stykke vej tilbage til niveauet, umiddelbart inden corona nåede Danmark tilbage i marts.

I februar var bruttoledigheden på 3,7 procent. Det svarer til 103.400 - eller 27.800 færre fuldtidsledige end i oktober.

Genopretningen er dog gået hurtigere, end Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, havde regnet med.

Han peger dog på, at godt 6000 er omfattet af ordningen for arbejdsdeling.

Det er et tiltag, der blev indført under krisen for at undgå fyringer. Her deles arbejdet mellem medarbejdere for at undgå fyringer. De dage, de er sendt hjem, modtager de i stedet dagpenge.

Økonomen forventer, at genopretningen på arbejdsmarkedet bremser lidt op over vinteren.

- Det er hårde tider for restauranter og hoteller, som har mange ansatte i forhold til omsætningen, og økonomien er bremset op rundt om i Europa.

- Men på lidt længere sigt regner vi absolut med, at arbejdsløsheden fortsætter nedad, så vi kan nå tilbage på et niveau som før krisen engang i 2022, skriver han i en kommentar.

Finansminister Nicolai Wammen (S) peger i en kommentar på, at de mørke skyer for økonomien ikke er drevet over endnu.

Derfor gør regeringen ifølge ministeren alt, hvad den kan, for fortsat at holde hånden under økonomien og de danske lønmodtagere.

- Og derfor er job og tryghed for danske familier og virksomheder min absolutte hovedprioritet, når vi i disse dage forhandler en corona-finanslov samt en grøn genstart af Danmark med Folketingets partier, lyder det.

Finansloven indeholder statens budget for det kommende år. Den forhandles i øjeblikket på plads. Partierne forhandler derudover om yderligere hjælpepakker til erhvervslivet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Jacob Knudsen stopper i Odder

Annonce